Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Der er både fortælling, natur- og rejseskildring, essay, erindringer og drømmerier i Tomas Espedals bog ’Gå’. Det handler om at finde ro.
Foto: Privat

Der er både fortælling, natur- og rejseskildring, essay, erindringer og drømmerier i Tomas Espedals bog ’Gå’. Det handler om at finde ro.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De unges kultforfatter indtager verden til fods

Den norske forfatter Tomas Espedal er blevet populær blandt unge ved at gå og gå.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Siden 1990’erne har mange norske forfattere fået et internationalt publikum – fra Erik Fosnes Hansen og Per Petterson til Lars Saabye Christensen og Linn Ullmann. For ikke at tale om Karl Ove Knausgård, hvis 6-binds ’Min kamp’ lever på 22 sprog. I USA går ’My Struggle’ stadig som bagerens varme hveder.

Og i det kræsne ugeblad The New Yorker kaldte kritikeren James Wood for nylig den nu 77-årige Dag Solstad »Norges betydeligste nulevende romanforfatter« og skrev begejstret om tre af hans romaner, netop oversat til engelsk: ’Generthed og værdighed’, ’T. Singer’ og ’Armand V.’. Solstads billeder af folk, der lever som bipersoner i deres eget skyggeliv, løftede Wood op i verdensformat.

Det nyeste norske bidrag i mit bogtårn er Tomas Espedal, og hans vej ud i verden gik sjovt nok via Roskilde, for Arild Batzer i Roskilde Bogcafé vejrede som den første hans potentiale. Espedals kendteste bog, ’Gå’ fra 2006, er nu oversat til 12 sprog, og Batzer sælger stadig 1.000 eksemplarer af den danske udgave om året.

Højst 12 kg i rygsækken

’Gå’ med den smittende undertitel ’Kunsten at leve et vildt og poetisk liv’ er nemlig blevet kult blandt unge. Det var min gode kollega højskoleforstanderen, der gjorde mig opmærksom på det, og jeg er enig med hans elever: Det er en herlig roman.

Ja, roman og roman. Bogen er et særpræget gadekryds – fortælling, natur- og rejseskildring, lyrisk essay, erindringer og drømmerier i ét. Den indgår i 2010’ernes selvbiografiske bølge, men er helt anderledes end ’Min kamp’.

Espedal kæmper ikke. Han går. Den 39-årige forfatter går ud af sin by, Bergen, ud på småveje og gamle postruter, ud til fjorden, op i fjeldet, hvor »man tænker mindre forsigtigt«. Det er en hyldest til det at indtage verden til fods, til selve det at gå, så rytmen bliver til en rus. Og snart er vor helt i Dr. Martens-støvler i rask trav på erindringens og fantasiens frie veje. Han har kun det mest nødvendige i rygsækken (højst 12 kilo) og kan skrive hvor som helst. Han er tilfreds. »Ich habe genug«, citerer han en af Bachs kantater.

De klarer sig på lokal mad og overnatning under stjernerne, men de føler sig som to lasede vagabonder

Espedal er de unges mand ved sit mod og sin foragt for ormædte konventioner, og man forstår hans glæde ved langsomheden og vandringen ud i det åbne. Væk fra civilisationens grimhed, pengenes dumhed, vellevned og for meget tv, der gør os »livsnærige« (herligt ord). Mange vil nikke genkendende til hans drøm om at bryde gamle bånd og blive en anden. Men det poetisk vilde liv har bagsider, siger han. Det er barsk at være vagabond. Man lever på andres nåde, savner en seng og en kæreste. Man bliver hjemløs, altid på vagt, mistænksom – og vækker andres mistænksomhed.

Til sidst vandrer Espedal og ungdomsvennen Narve ad den såkaldte lykiske rute i Grækenland og Tyrkiet. De klarer sig på lokal mad og overnatning under stjernerne, men de føler sig som to lasede vagabonder, med værkende kroppe og gnavesår, og drømmer om at finde et hjemsted med ro, kærlighed og samhørighed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forfatternes steder

Det hører med til Espedals oplevelsesform, at han bærer historien med sig. Han er i dialog med vandrere tilbage i oldtidens Athen, hvor sofisterne underviste gående, og med trubadurerne i rutefart mellem middelalderens elskovshoffer. Andre forfædre er den ensomme drømmer Rousseau i 1760’erne og Robert Louis Stevenson i trav med sit æsel i Cevennerne i 1870’erne – frem til 1980’ernes nomade Bruce Chatwin.

Espedal har sans for forfatternes steder. Han har til fods opsøgt digteren Dylan Thomas’ bådehus i Wales og filosoffen Heideggers hytte i Schwarzwald. Han er dog også tyet til hurtigere transportmidler – som dengang han købte en brugt Mercedes og kørte i ét stræk fra Bergen til Nordfrankrig for at se lyrikeren Arthur Rimbauds fødeby, Charleville i Ardennerne.

Her satte han bilen og fulgte Rimbauds »frenetiske travetur«, da han i 1871 som 16-årig to gange stak af hjemmefra og vandrede til Paris for at opleve kommunardernes opstand og for at præsentere sine digte – og så travede han tilbage igen. Espedals egen stroppetur Charleville-Paris retur, langs floder, gennem skove og flækker med overnatning udendørs, fik ham til at ligne en bums, som cafeerne ikke ville servere for, men han havde gjort det. Gennemført sin pilgrimsvandring ad litteraturhistoriens berømte Rimbaud-strækning.

Vores egen Yahya Hassan

Jeg har i min studietid også valfartet til Rimbauds Charleville – ganske vist i bil, men i samme beundring for hans poesi. På bunden af min borgerlige sjæl var jeg betaget af hans oprør mod familie og autoriteter, men især af hans geniale fantasiudladninger, som han reciterede ved digteren Verlaines middage, så de målløse gæster lagde kniv og gaffel. Og så kom de omflakkende Afrika-år, hvor han levede som våbenhandler indtil sin død som 37-årig i 1891.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da vores egen vilde Yahya Hassan i 2013 bragede igennem med sine DIGTE MED STORE BOGSTAVER, var jeg ikke den eneste, der udbrød: en ny Rimbaud! I øvrigt har samme Rimbaud en tidligere efterkommer i dansk litteratur: den anarkistiske digter Steffensen i Tom Kristensens roman ’Hærværk’. Det er ham, der »har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død …«.

Tomas Espedal længes ikke efter skibskatastrofer, men efter ro. Det er derfor, han går og går – og er dyrket af næste generation.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden