Birthe Steenberg smager på kaffe brygget på de 100 år gamle bønner sammen med Kasper Michel fra Risteriet, der har ristet dem. Det er en hengemt oplevelse.
Foto: Jens Dresling

Birthe Steenberg smager på kaffe brygget på de 100 år gamle bønner sammen med Kasper Michel fra Risteriet, der har ristet dem. Det er en hengemt oplevelse.

Bagsiden

Bagsiden tester: Hvordan smager kaffe brygget på 100 år gamle bønner?

Birthe Steenbergs formødre har gemt uristede kaffebønner siden 1920. Nu er de blevet ristet på et mikroristeri: Der er ikke megen smag tilbage.

Bagsiden

Det er nok et meget specielt spørgsmål«, skrev Birthe Steenberg til Bagsiden i sommer: »Kan man forestille sig, at der er en eller anden, der har med kaffe at gøre, der kunne være interesseret i at afprøve nogle kaffebønner (ikke ristede, rå) som min farmor købte ca. 1920«.

Det var både et specielt og uhyre spændende spørgsmål. Bagsiden har i et stykke arbejdet med logistikken, og i denne uge lykkedes det så Birthe, Bagsiden og Kasper og Rune Lundgaard fra Risteriet – et københavnsk mikroristeri, der arbejder ud fra en vision om, at »nyristede kaffebønner gør en verden til forskel i en kaffekop« – at mødes over en kop kaffe brygget på 100 år gamle nyristede kaffebønner fra Birthe Steenbergs farmors gemmer.

Birthe Steenbergs farmor gemte kaffebønnerne på loftet på Heddingegård på Stevns.
Foto: Jens Dresling

Birthe Steenbergs farmor gemte kaffebønnerne på loftet på Heddingegård på Stevns.

Da vi alle sidder og ser på de gamle bønner hos Risteriet i Studiestræde, forklarer Birthe Steenberg:»Min farmor, der var kone på en gård ved Lille Heddinge, ville efter Første Verdenskrig ikke risikere, at hun ikke kunne få kaffe igen, hvis en ny krig brød ud, så hun købte 2 sække med 50 kilo i hver«.

På gården blev bønnerne opbevaret i jutesække på det øverste loft, hvor det var varmt om sommeren og koldt om vinteren. Da gården blev fraflyttet, tog Birthe Steenbergs mor bønnerne med til Rødvig, hvor de fra 1989 blev opbevaret i et fadebur. Her var bønnerne pakket ind i en papirpose lagt ned i en plastikpose. Både for Birthes farmor og mor var det utænkeligt at smide noget ud, og Birthe har ikke nænnet at smide dem ud, hun har cirka 1 kilo.

Flotte bønner

Kasper Michel og Rune Lundgaard er meget interesserede i oplysningerne, for de synes, at bønnerne er utrolig flotte, deres alder taget i betragtning: »De er ret flotte. Det er helt tydeligt, at de har været opbevaret omhyggeligt«, siger ristemester Kasper Michel.

De har haft bønnerne siden oktober, så de kunne gøre sig nogle erfaringer med at riste dem, og det var de ret spændte på:

»Vi tænkte, om det ville smuldre mellem fingrene på os«, siger Kasper Michel.

Rune Lundgaard supplerer: »Vi var bange for, om der ville gå ild i det, eller om de ville opløses, når vi ristede. Det kunne vi ikke forudse, vores erfaring med så gamle bønner er lig nul«. Normalt er rå kaffes holdbarhed ikke særlig lang, kun 2-3 år.

De gule bønner er 100 år gamle. Når kaffebønner er friske, er de grønlige og dufter af hø.
Foto: Jens Dresling

De gule bønner er 100 år gamle. Når kaffebønner er friske, er de grønlige og dufter af hø.

På bordet foran os står også en ristemaskine – den er ikke større end en kaffemaskine og styres fra en app på Kasper Michels telefon. Her vil han riste en lille prøve af de 100 år gamle bønner. De skal opvarmes til 200 grader, så forsvinder væsken, og det presser bønnerne, så de knækker – næsten som popcorn. Er der ikke væske nok, knækker de ikke.

Birthe Steenberg, der er født i 1938, husker, hvordan bønnerne blev ristet på en stor pande på komfuret under Anden Verdenskrig, hvor der blev gjort et stort indhug i beholdningen. Dengang på landet blev der drukket kaffe kl. 7, kl. 9, kl. 11, kl. 15 og måske kl. 20. Kun til den kolde aftensmad kl. 18 drak man te.

Vi sidder og lytter til kafferisteren. Der er ikke noget bønneknæk at høre.

Vi sammenligner de gamle bønner med helt nye bønner. De gamle er gullige, ligner næsten peanuts – det er alderen. De nye er grønne, og de har en fantastisk duft af grøn hø. Det har de gamle bønner ikke.

»Der er lidt klædeskab ind over, uden at jeg vil sige noget grimt om hverken bønnerne eller klædeskabe«, siger Kasper Michel.

Vi lægger også næse til den duft, kafferisteren udspyr: »Der er en duft, men det er ikke en udpræget kaffeduft«, siger Birthe Steenberg.

Kasper Michel kan høre to bønner knække, men de er ikke hørlige for os andre. Da ristningen efter cirka 10 minutter er slut, ligner bønnerne til forveksling helt nutidige ristede bønner.

Lugter okay

Barista Søren Pehrson, der skal brygge os en kop kaffe med bønnerne, dufter til bønnerne, da han har kværnet dem: »Det lugter okay«, siger han, og det er rigtigt – nu er der kommet den kaffeduft, vi kender.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kaffe ændrer karakter for hvert led i processen, og det lugter lidt af kaffe, men stadig lidt hengemt«, siger Kasper Michel.

Hvad skal vi mon forvente? Vi smager på kaffen. Der er stille et øjeblik.

»Den er en lille smule bitter«, siger Birthe.

»Den er meget tør i smagen, en tør fornemmelse. Den har en skarphed over sig, der er ikke chokoladedybde i den«, siger Kasper Michel.

»Den smager ikke dårligt. Den smager af meget mere, end jeg havde forventet«, siger Birthe Steenberg, og Kasper Michel medgiver: »Det er ikke den værste kop kaffe, jeg har fået«.

»Kan I få glæde af det«, spørger Bithe Steenberg.

»Det synes jeg. Vi får en viden om, hvad der forsvinder, når noget er så gammelt«, svarer Rune Lundgaard.

Richs er en vinder

Bagsiden har fået den idé, at vi skal smage den 100 år gamle kaffe op mod Richs kaffetilsætning, som mange danskere drak under Anden Verdenskrig: En blanding af ristet formalet rug og planten cikorie. Ud fra et forbrugerperspektiv er det rart at vide, om man skal satse på gamle kaffebønner eller Richs den dag, krigen kommer.

Vi har købt Richs på Amagermuseet for 35 kroner – den produceres i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. På æsken står der, at den blandes med kaffe efter behag, og på Risteriet bestemmer vi os for at lave en kaffe med halvt Richs, halvt Guatemala.

Alle er enige om, at det er en noget tynd kop kaffe, men Kasper Michel og Rune Lundgaard ser med mildere øjne på Richs end på de gamle bønner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er ikke den her koncentration, men der er stadig smag af kaffebønner«, siger Kasper Michel.

»Er omstændighederne til det, ville man godt kunne lave kaffe med Richs«, siger Rune Lundgaard – og her tænker han på Tredje Verdenskrig.

Den oplysning synes både Bagsiden og Birthe Steenberg er interessant: »Det er da godt at vide, at Richs drøjer og ikke ødelægger«, siger Birthe Steenberg. Vi går med Richs.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce