Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Lise Rønnebæk
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den første ridse er den værste, og en Penol 700 kan ikke rette op på Audi-skaden

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom du godt ind i det nye år? Det formoder jeg. Jeg sov. Spiritus gør mig dobbeltdøsig, så jeg cyklede tidligt hjem fra fææææsten. Det var en mærkelig hjemtur på 3,4 kilometer. Uden styrthjelm. Hvert år håber jeg at få en Hövding. Det sker bare ikke. Jeg fik nogle spanske ampuller mæ’ noget eliksir, der sku’ virke opkvikkende på mit sure fjæs. Og tænk. Det virker. Allerede 1. juledag var der en mand i Mindelunden, der bemærkede, hvor forfriskende jeg fremstod.

Så fik jeg en sort Woolford-T-shirt, der gør noget virkelig godt min figur. Der er noget indbygget spastisk materiale, som lissom fremhæver min figur til perfektion. Dér sidder en hel froie gras, og der sidder Anton Berg, under brystbenet. Og eine kleine indbygget i armslask. Følelserne er uden på tøjet.

I hvid frotté

Jeg ved ikke, hvorfor mennesker altid vil se anderledes ud, end de gør. I en årrække gik jeg rundt mæ’ et hvidt frottébadehåndklæde på håret, fordi jeg ikke ville være mørkhåret, når man ku’ være dejligt optimistisk lyshåret. Jeg var ret dum i de år. Vidste end ikke, at man kunne brintoverilte sit hår, og at Marilyn Monroe i virkeligheden var mørkhåret og hed Norma. Nora Malkeko? Buh-buh, bi-doooo. Hun startede sin karriere med at gå på alle fire med yver og spise græs. Og være kæreste mæ’ Klaus Krikke. Men hun blev snart gjort til en oprejst figur, som alle i Duck City.

Vi, de søvndrukne, skal passe på ikke at falde i et hul og få ridser på vor stålkrikke

Der er pænt mange huller i cykelstien. Vi, de søvndrukne, skal passe på ikke at falde i et hul og få ridser på vor stålkrikke. Eller et hak i bitterfissen. Den første ridse er den værste, og selvom jeg er fiks på fingrene, ku’ der ikke rettes op på Audi-skaden mæ’ en Penol 700. En tommetyk ridse i den ene side af kareten. Men det var jo ikke mig. Det var en indgangssøjle ved Christianskirkens skyld. Jeg skulle bare lige ind og lave lidt hjulspin i kirkepladsens perlegrus, og så svigtede mit boldøje mig. Igen.

Jeg ku’ tydeligt godt høre det tavleritschhhh, men ikke højt nok til at det lagde en dæmper på min hjulspinsglæde. Man må krybe til korset. Se sin samlever i øjnene og gå til bekendelse. Jeg fik skyld i dåbsgave. »Det er din skyld«.

»Det er din egen skyld«, svarer jeg min farmor, da hun mæ’ sine brolæggerarme forsøger at fjerne mit hvide frottéhåndklædehår, fordi: »Man kaaaaan ikke gå i skole og se sådan ud, og Gud har givet dig den hårfarve, du sku’ ha’«. Ha. Den slags skulle man høre fra en bøs lavstammet kvinde med dronning Ingrid hår-og Duplo-figur.

Et stort hul

Jeg ved stadig ikke, om jeg kom godt ind i det nye år. Jeg sov mæ’ et hvidt frottéhåndklæde på håret. Indenunder havde jeg anbragt nogle isterningeplastikposer, da jeg frygter at vågne op mæ’ hovedpine på grund af spiritusforgiftning.

Op på cyklen igen. Ud og hold hjulene i gang. Der er pænt mange huller i vejen. Tomsgårdsvej er et stort hul. På Borups Allé foreta’r en ligvogn et formel 1-U-turn og drøner så derudaf mæ’ mand og lig. Ved Frederiksberg Centret sidder en velklædt hippietype og spiller på Weber-grill. Det lyder munkerent og spirituelt. En rig frederiksbergerburger, i falmetrøde pressefoldede bukser stikker ham en skilling, og hippie nikker anerkendende mæ’ glade tænder.

Januar er ikke længere, som januar var engang. Solen skinner for vildt, og ens øjne løber i vand. Det er 19 nu. Jeg står over for pænt nye udfordringer. Selv om det nok er det sidste, jeg har brug for i denne verden. »Det er sundt at have noget at skulle stå op til«, sagde mamasan. Det hjælper at arbejde, så glemmer man sig selv.

Jeg har bare en ustyrlig trang til at være alene hjemme hos mig selv i egotower, Woolford og bar røv. Mæ’ en friskhedsfremkaldende spansk ampul i fjæset og et langt frottésnehvidt hår, som ingen ka’ ta’ fra mig.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden