Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    De dyreste teaterbilletter, Bagsideklumme
Tegning:: Mette Dreyer/POLITIKEN

De dyreste teaterbilletter, Bagsideklumme

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man må aldrig spare, når man køber teaterbilletter

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad vil du så egentlig bruge penge på?«. Det var min søster, der stillede spørgsmålet hen over en søndagsfrokost i familien. Vi talte om sommerferie, sådan lidt overordnet. Jeg havde sagt, at jeg syntes, det var dødkedeligt at bruge penge på at bo på dyre hoteller. Og på at leje ekstravagante biler for den sags skyld. Det synes min søster ikke, og det behøver vi jo heller ikke være enige om, men hendes spørgsmål var lidt som en irriterende sten, der rullede rundt i min sko, mens jeg sad og vippede med tæerne under bordet.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som nærig eller syntes, at jeg – sagt med en nielshausgaardsk eufemisme – har et tæt forhold til mine penge; og det tror jeg i øvrigt heller ikke, at min bankrådgiver vil beskylde mig for. Men i situationen følte jeg, at det var det, min søster antydede. Bevares, jeg regner det som noget ganske naturligt at tænke over, hvordan man får mest muligt ud af sine penge, alt andet ville da være dumt, men nærig …

Større oplevelse

Hvad vil jeg egentlig bruge penge på? Spørgsmålet kørte rundt i mit hoved, mens jeg sendte fadet med sild videre og tog en slurk af min øl. De første svar, der meldte sig, var: kultur, bøger, kunst og teaterbilletter, ikke mindst teaterbilletter. Jeg fik ikke sagt det højt, for inden jeg nåede så langt, havde samtalen ved bordet bevæget sig videre, men jeg gav mig selv et mentalt skulderklap, for jeg var enig om, at det er en meget fornuftig prioritering.

Ordet blev denne aften fulgt af en enorm spytklat, og lyset på scenen faldt på en sådan måde, at jeg kunne følge spytklattens kurs

Når jeg nævner teaterbilletter, handler det ikke kun om, at jeg køber mange af dem, men også om, at jeg går efter de dyreste. Ikke for at være fin på den, men fordi jeg simpelthen får en større oplevelse, når jeg sidder tæt på scenen, helst på 1. række, og der er pladserne som oftest dyrest.

Det var vistnok, da jeg gik i gymnasiet, det gik op for mig, at det var vigtigt at sidde godt i teatret. Jeg bilder mig ind, at det var min dansklærer, som en passant sagde noget med, at man aldrig må spare, når man køber teaterbilletter. Det bed jeg straks mærke i, for jeg var allerede dengang teaterbegejstret og betragtede desuden min dansklærer som en meget klog mand. Fra den dag var hans billetbemærkning mit mantra, og jeg har efterlevet det siden.

Pulserende blodåre

Det fantastiske ved at sidde tæt på scenen er, at man kan se skuespillernes mindste bevægelser, hver en trækning i deres ansigter, følge deres blik og, når de er bedst, virkelig blive indfanget. Når jeg tænker tilbage på forestillinger, jeg har set, er det ofte de små ting, jeg først kommer i tanker om: Hvordan blodåren pulserede i Simon Bennebjergs tinding i ’Den kroniske uskyld’ på Det Kongelige Teater, og hvor hurtigt jeg egentlig holdt op med at fokusere på, at Danica Curcic var splitternøgen, da hun sad lige foran mig i ’Lort’ på Husets Teater.

Somme tider kan det ikke lade sig gøre at få en plads tæt på scenen, og så affinder jeg mig med det. Oplevelsen kan sagtens være stor alligevel, men hver gang ærgrer jeg mig over alt det, jeg føler, at jeg går glip af. Som nu dengang jeg så ’Onkel Vanja’ i Stærekassen og af en eller anden grund havde fået plads på balkonen; havde det ikke været for Jørgen Reenbergs malmfulde røst, kunne jeg faktisk være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller Bertel Haarder, der spillede professor Serebrjakov.

Undvigemanøvre

Min kæreste har det lidt blandet med at sidde på 1. række, men følger altid loyalt med, fordi hun kender min præference. Årsagen til de blandede følelser er den svenske skuespiller Thomas Hanzon.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af de første gange, vi gik i teatret sammen, var vi i Maximteatern i Stockholm for at se ’Dødsdansen’. Vi sad på 1. række, og i det teater er det så tæt på, at man nærmest kan lade sin hage hvile på scenekanten.

På et tidspunkt under forestillingen så jeg på min kæreste og kunne faktisk ikke afgøre, om hun var dybt koncentreret, om hun lod tankerne gå på flugt, fordi Mikael Persbrandts spændstige Edgar stod foran hende, eller om hun var ved at falde i søvn.

Snart efter havde Thomas Hanzon – han spillede Kurt – en replik, der sluttede med et ord, som blev udtalt med voldsom kraft. Ordet blev denne aften fulgt af en enorm spytklat, og lyset på scenen faldt på en sådan måde, at jeg kunne følge spytklattens kurs fra Hanzons mund og direkte ud mod min kæreste. Hun sov ikke, kunne jeg konstatere, for hun lænede sig beslutsomt over mod mig, som var det et projektil, hun ville undvige. Og det er sikkert også derfor, oplevelsen har sat sig lidt som et traume i hende.

Den aften forstod jeg, hvor sandt det slogan er, som Odense Teater havde sidst i 1990’erne: ’Ligesom i biografen, bare med levende mennesker’. Det kan man faktisk ikke give for meget for at opleve.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden