Sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus blev taget i brug i 1852 – her afbildet i 1859. Gennem 34 år var baronesse Marie Rosenkrantz anbragt her. I de første år efter anbringelsen i 1873 skrev hun mange breve, der blev tilbageholdt af overlægen, og i disse får vi et indblik i livet bag hospitalets mure.

Sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus blev taget i brug i 1852 – her afbildet i 1859. Gennem 34 år var baronesse Marie Rosenkrantz anbragt her. I de første år efter anbringelsen i 1873 skrev hun mange breve, der blev tilbageholdt af overlægen, og i disse får vi et indblik i livet bag hospitalets mure.

Bagsiden

Baronessen var så hidsig, at nogle af brevene efter censur aldrig blev sendt af sted

Baronesse Marie Rosenkrantz (1810-1907) efterlod sig ufrivilligt et lille indblik i sin tilværelse på Sindssygeanstalten i Risskov. I nogle af hendes breve var hun nemlig så hidsig, at de efter censur aldrig blev sendt af sted. De findes derfor bevaret i hospitalets arkiv.

Bagsiden

Ved Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888 deltog ikke blot store virksomheder, men også et væld af privatpersoner med husflidsprodukter. Frøkener rundt omkring i landet udstillede hæklede og broderede sengetæpper, barnekjoler, kakkelovnsskærme og meget andet. I udstillingskataloget, der kan ses på arkivalieronline.dk, fremgår det, at baronesse Marie Rosenkrantz deltog med et hæklet gulvtæppe, ’Imitation de Gobelin’. Hvordan tæppet så ud, er uvis, men det er nu også hendes adresse i kataloget, der påkalder sig opmærksomhed: asylet ved Aarhus. Med andre ord: sindssygehospitalet i Risskov.

Baronessen

Marie Rosenkrantz blev født på den lille herregård Tustrup ved Randers 30. oktober 1810. Hun var datter af baron Holger Rosenkrantz (1772-1839) og hustruen Sophia von Bülow (1787-1833). Holger bestyrede da Clausholm, men overtog senere herregården Rosenholm, slægtens hovedsæde på Djursland. Marie Rosenkrantz blev parrets 4. barn ud af 12, og hun blev straks indskrevet som konventualinde i Roskilde Kloster, en slags forsikring, hvis hun forblev ugift. Hendes opvækst ved vi ikke meget om, men hun synes skolet og dannet, som en adelsfrøken dengang blev, og hun indgik i herregårdsmiljøet omkring Rosenholm.

Da baronessen var omkring 40 år gammel, blev hun dog ramt af en nervesvækkelse. Det blev starten på over 50 års anbringelser på psykiatriske hospitaler. I 1860’erne var hun således seks år på Skt. Hans Hospital i Roskilde, så på Københavns Kommunehospital og derefter på en privatklinik i Slesvig. I 1873 blev hun anbragt på Sindssygehospitalet i Risskov, da hun blev anset for uhelbredelig. En overlæge kunne i 1868 ikke rubricere hendes tilstand inden for de sædvanlige kategorier af sindssyge, men tilføjede: »… men Sindssyg er hun dog alligevel«. Andre læger beskrev hende som hypokondrisk og melankolsk med eksalterede perioder. Hun var ukærlig mod mennesker, nærede en fjendtlig stemning mod alle, var utilfreds med alt, var opfindsom i intriger, og hun så indespærringen som et komplot. Det sidste så lægerne som en fiks idé, der gennemsyrede hele hendes væsen. Hun var dog klar og intelligent i samtaler, og var i besiddelse af aristokratiske fornemmelser; dog var hun urenlig og kunne ikke spise på »en manérlig Maade (holde Bordskik)«.

Hun var dog også velartikuleret i breve, men idéen om et komplot fik hende til at udslynge fornærmelser mod mange navngivne personer. Hendes breve blev censureret på hospitalet under medvirken af broderen, baronen på Rosenholm. En del blev derfor ikke afsendt, og de findes i hendes journalsag i hospitalets arkiv i Rigsarkivet.

Dagligdagen

Baronesse Rosenkrantz beklagede sig over mange ting. Hun var jo indespærret mod sin egen vilje og ville gerne have sin frihed igen. Det krævede velvilje fra familiens side, f.eks. at hun fik et værelse på en af herregårdene, hvor der jo var masser af plads. Det bad hun om mange gange, men forgæves. Når hun beskrev vilkårene på anstalten, så var meningen, at familien skulle forstå, at hendes liv dér ikke var værdigt for en Rosenkrantz.

Da hun ankom i februar 1873, blev hendes eget tøj frataget hende. »Om Morgenen trækkes jeg i en frygtelig tung tyk graa ulden Kjole, som strax blev anskaffet her, og som er snæver og piner mig allevegne, medens mine tre franske Sirts-Morgenkjoler er mig aldeles nægtet til Afbenyttelse, ligeledes de tre uldne, hvoriblandt en splinterny dejlig brun Kjole af kostbar Rips. Med Undtagelse af Lommetørklæder har jeg ikke eet Stykke af mine Klæder selv i Forvaring, ja, ligesom ved farlige Forbrydere, tager Gangkonen hvert stykke Tøj, jeg havde paa om Dagen, ud af Stuen om Aftenen«.

Den Ene taler højt med sig selv fra Morgen til Aften, den Anden har Kramper næsten dagligt med de meest skjærende Hviin og Skrig, og den Tredje hamrer af al Kraft løs paa Klaveret, ofte 6 Gange om Dagen i hele Timer

Hospitalets metoder var umådelig strenge. Baronessen ville helst være fri for at bade, men hun skulle have kolde styrtebade hver anden dag. Fra øverste etage skulle hun gå dybt ned i kælderen under en anden fløj, hvor hun skulle bade i et uopvarmet baderum. Af- og påklædning måtte kun tage 5 minutter, og gangkonen rev nærmest tøjet af hende. Netop turene til badekælderen fremhævede hun igen og igen. Hun var gigtplaget i hele kroppen og gik med krykker. De blev frataget hende, så hun kun havde en stok at støtte sig til ned ad trapperne. Da hun også havde tre ligtorne under fødderne, faldt hun ofte. Humøret blev ikke bedre af tandbylder og ørepine.

Larm fra morgen til aften

Ørepinen hang muligvis sammen med dagligstuen. Hun slæbte sig med fortvivlelse derned, hvor hun skulle tilbringe hele dagen fra 8.30 til kl. 20.30. Her sad bl.a. tre »Incurable«; uhelbredelige personer: »den Ene taler højt med sig selv fra Morgen til Aften, den Anden har Kramper næsten dagligt med de meest skjærende Hviin og Skrig, og den Tredje hamrer af al Kraft løs paa Klaveret, ofte 6 Gange om Dagen i hele Timer«. Når baronessen lagde sit håndarbejde lidt væk for at hvile et øjeblik, satte klaverspilleren ind. »Hun er det stridbareste, uroligste Væsen, jeg har kjendt«, skrev hun.

Et par gange blev hun også overfaldet i opholdsstuen. Det var den samme person, der gjorde det, »en ond og farlig Patient på Afdelingen«, og begge gange uden grund. Første gang fik en anden patient holdt angriberens arm tilbage, og hvis ikke det var sket, »havde hun ved et Slag lige sigtet til Tindingen, dræbt mig paa Stedet«. Anden gang blev baronessen puffet ind i en væg, og angriberen stødte og huggede til baronessen med »sin dyriske Styrke og Raseri«. Gangkonerne og opsynet holdt med angriberen. Baronessen måtte fortsætte med kolde styrtebade – og blev truet med at ryge ned i ’No. 16’, hvor de splittergale sad.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var i dette miljø, at baronesse Rosenkrantz sad og forfærdigede sit bidrag til Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888.


Døden

Omkring århundredeskiftet blev baronessen »mere og mere debil og sidder hele dagen og hænger på en stol«, skrev personalet. Så flyttede man hende til en anden afdeling, og det fik hende til at live op: »Hun er nu den gamle, der ikke mangler opfindsomhed mht. klagepunkter«. Sådan gik det frem til marts 1907. Enkelte dage havde hun tidligere tiders livlighed, men »i det hele er hun bleven blidere og slappere end hendes natur var«. Derfor mente personalet også, at døden var nær.

Baronesse Marie Rosenkrantz døde 18. marts 1907, 96 år gammel. »Min kære Tante er afgået ved Døden«, skrev baronen på Rosenholm i en dødsannonce. Til sidst kom hun hjem til familien – til Rosenkrantz’ernes store gravsted på Hornslet Kirkegård. Hun blev begravet i stilhed.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden