Middelalderhistorie var et populært tema på 1800-tallets teaterscener. I 1882 blev komedien 'Valdemar Sejr' opført 26 gange på Casino. Blandt de mange aktører så man flere riddere, et par dværge, en nar og nogle soldater fra det fjendtlige vendiske område syd for Østersøen.
Foto: Niels Gravesen, Rigsarkivet

Middelalderhistorie var et populært tema på 1800-tallets teaterscener. I 1882 blev komedien 'Valdemar Sejr' opført 26 gange på Casino. Blandt de mange aktører så man flere riddere, et par dværge, en nar og nogle soldater fra det fjendtlige vendiske område syd for Østersøen.

Bagsiden

En kostumetegner skabte Frilandsmuseet

Bernhard Olsen var ikke kun en habil kostumetegner, men lagde også grunden til Frilandsmuseet. Det begyndte med en stor bondeudstilling i København i 1879.

Bagsiden

Sidste år modtog Rigsarkivet en større samling af arkivalier fra Det Kongelige Teater. Den omfatter bl.a. en lang række kostumetegninger fra 1818-1996. Tegningerne, der dannede grundlag for skræddernes arbejde, er i mange tilfælde kunst af høj kvalitet.

Bernhard Olsen var en af 1800-tallets mest habile kostumetegnere. Han blev uddannet på Kunstakademiet i 1850’erne og leverede herefter i en årrække billeder til Illustreret Tidende og andre publikationer. I midten af 1870’erne blev han tilknyttet nationalscenen, hvor han både lavede kostumetegninger og vejledte om valg af stoffer m.m. Engagementet på Det Kongelige Teater varede dog kun ganske få år, hvorimod han leverede kostumetegninger til flere privatteatre gennem en længere periode. Samtidig passede han i 18 år arbejdet som artistisk direktør i Tivoli, hvor han bl.a. havde ansvaret for flere ombygninger.

Bondekultur

Efter 1880 lå Olsens primære interessefelt dog et helt andet sted. Med inspiration fra den svenske museumsmand Artur Hazelius, der grundlagde Nordiska Museet i Stockholm og senere skabte frilandsmuseet Skansen, ønskede Olsen nemlig at opbygge et ’nationalt museum’ for dansk bonde- og borgerkultur siden 1600-tallet. Holger Rasmussens bog ’Bernhard Olsen. Virke og Værker’ giver en grundig redegørelse for dette arbejde.

I sine kostumetegninger gav Bernhard Olsen mange gode råd til skrædderne, men de udtryksfulde ansigtsindtryk siger også noget om, hvordan han tænkte sig, at rollerne blev spillet.
Foto: Niels Gravesen, Rigsarkivet

I sine kostumetegninger gav Bernhard Olsen mange gode råd til skrædderne, men de udtryksfulde ansigtsindtryk siger også noget om, hvordan han tænkte sig, at rollerne blev spillet.

Det første skridt til at etablere et museum blev taget i 1879, hvor der blev afholdt en stor kunst- og industriudstilling i København. Her tog Bernhard Olsen initiativ til indsamling af effekter fra alle dele af Danmark. Med sin baggrund som kostumier er det ikke overraskende, at han interesserede sig for »bondestandens ejendommelige klædedragter« fra første halvdel af 1800-tallet, »da de vel nu så godt som overalt er gået af brug«, men han ønskede også at modtage »husflids-frembringelser og husgeråd (…) der har været til nytte eller pryd i det huslige liv«.

Indsamlingen blev organiseret gennem meddelelser i aviserne og breve til mange hundred skolelærere, som blev opfordret til at besøge nogle af egnens beboere for at overtale dem til at udlåne effekter. Selv om mange bønder kviede sig ved at efterkomme anmodningen, og nogle mente, at det var noget pjat at udstille deres gamle køkkentøj i København, fik Bernhard Olsen tilsendt næsten 10.000 genstande. Det var »et urede af gamle klude og rustent kram (…) Der var væggetøj i alle paneler og møbler og et støv og en lugt i de hundred år gamle bondeklæder, der var værre end cayenne«, skrev Olsen, som selv stod for opsætningen og udarbejdede et katalog over genstandene.

En nar fra middelalderstykket ’Valdemar Sejr’.
Foto: Niels Gravesen, Rigsarkivet

En nar fra middelalderstykket ’Valdemar Sejr’.

Kunst- og industriudstillingen blev et tilløbsstykke, og at dømme efter omtalen i aviser og blade var det især Bernhard Olsens »store bondeudstilling«, der vakte begejstring. Olsen blev da også stadig mere overbevist om, at det gav mening at lave en permanent udstilling, hvor man kunne få et indtryk af de lokale variationer i den jævne befolknings levevis gennem flere hundred år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lykkedes ham at overtale en del af de personer, der havde udlånt genstande til kunst- og industriudstillingen, til at afstå fra at kræve dem tilbage, efter at udstillingen blev lukket. I første omgang blev genstandene stuvet sammen i bibliotekssalen over Trinitatis Kirke i København, men i 1885 blev det muligt at vise dem frem i Panoptikonbygningen på Vesterbro. Dansk Folkemuseum var hermed en realitet.

I 1897 etablerede Bernhard Olsen en særlig bygningsafdeling under museet. I begyndelsen drejede det sig blot om et par bygninger i Kongens Have, men efter at afdelingen i 1901 flyttede til Brede, blev der mulighed for en kraftig ekspansion. I 1920 blev Dansk Folkemuseum og Frilandsmuseet en del af Nationalmuseet.

Middelalderrider.
Foto: Niels Gravesen, Rigsarkivet

Middelalderrider.

Bernhard Olsen nåede at opleve hele denne udvikling, da han først døde i 1922 i en alder af 86 år. I sine sidste leveår var han en flittig leverandør af kulturhistoriske artikler til Salmonsens Leksikon. Som man kunne vente, var dragtens historie et af de emner, han kom til at skrive om. Det blev til en artikel på hele 22 sider med i alt 61 tegninger.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden