Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    BAGSIDEN Lise Garsdal hader forår, solskin
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

BAGSIDEN Lise Garsdal hader forår, solskin

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem har bestemt, at påskeliljer er pæne og ’forår’ et plusord?

Jeg har det som en bænkebider, der farer forvildet rundt, fordi nogen har løftet dens sten. Hjælp, det er marts.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu har jeg endnu en gang faket mig halvvejs gennem marts måned. Løjet og ladet som om, heppet på krumbøjede erantis og istemt det kollektive glædeskor; dels af respekt for den offentlige mening, dels af udmattelse ved tanken om endnu en gang at skulle anfægte den: Foråret er en fest. Forår er det, vi alle længes efter. At ’gå mod lysere tider’ er en talemåde, så rodfæstet i sprogets afdeling for håb og fortrøstning, at man ville blive arresteret eller indlagt, hvis man i stedet advokerede for det modsatte.

Men det er det, jeg gør. Jeg jubler indvendig, når det sidste sankthansbål er slukket, og det omsider går den rigtige vej, når de lyse nætter skrumper, og vi går ’mod mørkere tider’. Alting falder på plads, natdyret vågner, energien vender tilbage.

Men lige nu er det tungt. Jeg har det som en bænkebider, der tumler forvildet rundt, fordi nogen har løftet min sten. Læg den venligst på plads, tving mig ikke!

Hvinende vanvid af lys

»Dagen tiltaget med ...«, læser jeg som en daglig påmindelse om mismodets årsag. Det næste, jeg gør, er at tjekke vejrudsigten i Tórshavn, Winnipeg og Aarup. Det er gudskelov altid nat eller regnvejr et af stederne, så jeg kan vælge en destination og foretage den mentale rejse, der skal til, for at jeg bag solbriller så store som burgerboller magter at træde ud i lyset.

For forår er selvfølgelig først og fremmest dette hvinende vanvid af lys, der gør enhver vinduespudsning til grin og afslører den skandinaviske huds fejl og mangler. Hvilken teint har det ikke langt bedre i stearinlysets skær end her under en martsmorgens projektør? Skimlede ansigter og skinneben, der – i hvert fald for mit eget vedkommende – nærmer sig det grønlige. Smukt er det ikke, og jeg har aldrig fattet, at forår skulle kalde på lidenskaben, for folk i tweed og septembers glød er da langt mere interessante.

Det har intet med alder at gøre, jeg har hadet foråret, siden jeg selv var en vårhare, og jeg ved, at min mor og min onkel har det på samme måde (så er vi tre)

Men det er ikke kun lyset, der ødelægger glæden, naturen selv er heller ikke for køn. Hvem har for eksempel bestemt, at påskeliljer er pæne? Farven er hysterisk, faconen ren klunketid, og så lugter de af tis! Alligevel ligger de i små papkister i samtlige supermarkeder og venter på at ’vågne’ hjemme i din stue. Ikke i min!

Bortset fra det gule helvede, som blomsterhandlere og forbenede påskepyntentusiaster overdænger os med den næste måneds tid, er farven giftgrøn også i sæson.

»Håbet er lysegrønt«, siger vi og sender muligvis tanker til den spæde bøgeskov, det danskeste af det danske. Her nærmer protesten sig landsforræderi, jeg ved det, men den kobberfarvede oktoberskov henriver mig altså på en ganske anden måde.

Nu går våååren gennem Nyhavn

Ud over at kalenderen og naturen dikterer forårskuller, så gør kulturen det også. Sang og poesi, oder til hyacinter og anemoner, til »jomfruer«, der »sig alt på volden sole«, fint skal det være. Eller friskt som i en sømandssang. »Nu går våååren gennem Nyhavn ...«. Vel gør den ej, den vælter sig skidefuld rundt i hele København, fordi tiden er til fadøl og øget tolerance over for udendørsbranderter ved højlys dag. Skååål, det er pissekoldt og blæsende, men forår, fandeme!

Så citerer jeg hellere T.S. Eliot, den fortærskede linje fra ’ The Waste Land’: »April is the cruellest month ...«. April er rigtignok ond, men marts er faktisk værre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var dog utroligt, så sur hun er. Ja, men der var ingen grund til at indvie alverden i min jammer, hvis ikke den havde konsekvenser for omgivelserne. Forårsfobien går ikke kun indad, den går også udad. En ting er den svindende energi, ’forårstrætheden’, det mentale for ikke at sige sjælelige ubehag er langt værre. Man bliver en anelse umulig. »Du er jo bimlende«, siger min mand og glemmer, at han sagde nøjagtig det samme for et år siden. Og året før igen.

For det har intet med alder at gøre, jeg har hadet foråret, siden jeg selv var en vårhare, og jeg ved, at min mor og min onkel har det på samme måde (så er vi tre). Og så har det måske alligevel noget med tid og alder at gøre, blot i det store cykliske perspektiv. Hvor ungdom, forventningens kriblende glæde, forelskelsens første fase og årstiden, hvor alt er i grøde, kædes sammen. Denne ustadige rus, som forventes at gribe både mennesker, dyr og planter nærmest på dato og klokkeslæt, provokerer. Det lægger et pres, som jeg ved, vi trods alt er flere, der ikke kan snuppe. »Alle går rundt og forelsker sig«, synger de i en ældgammel forårssang. Det gør alle lige akkurat ikke.

Men så skal jeg heller ikke gøre denne lille forårsfobi mere interessant. Der er andre, der har det virkelig skidt med årstiden. Alvorligt skidt. Selvmordsstatistik viser, at foråret kan være ubærligt. Måske fordi denne kådhed ikke vækker genklang i alle, men snarere skubber til følelsen af utilstrækkelighed, til det modsatte af håb og forventning.

Så bær kærligst over med os bænkebidere et par måneder endnu. Giv os lov til at blive lidt under stenen. De fleste af os blive gode igen, når ovenlyset dæmpes, og træerne folder deres blade helt ud.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden