Jamen oppe i hovedet er jeg jo stadig en ung pige!«.
Jeg kan stadig huske min mormors ord, når hun klagede over sine ’dumme ben’, der ikke ville makke ret. De var efterhånden blevet 88 år gamle og ville ikke altid hoppe og danse, som hun og hendes ungpigehoved gerne ville.
Jeg husker også min mormors ord mandag morgen, når jeg vipper min trætte krop ud over sengekanten. Sætter størrelse 41 i gulvet og rejser mig op. Det vil sige: ’Rejser mig op’ er en klar overdrivelse, for på dette stadie ligner jeg snarere aben ude til venstre på den kendte illustration af menneskets udvikling: ludende – og såmænd også nærmest lodden – og med armene fejende hen ad gulvet. Når jeg er kommet hen til døren ind til stuen, har jeg nået Cro-Magnon-stadiet, stadig lidt krum i ryggen, og først når jeg er kommet helt hen til badeværelset, er nattens stivhed forsvundet og kroppen strakt ud i menneskelængde.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
