Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

3. april 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læserne var ikke sene til at reagere på Politikens opfordring til at skrive og indsende et haikudigt om livet i en coronatid. Det varede ikke længe, før de første haiku tikkede ind, og nu har 711 forsøgt sig – nogle har sendt både to og ti digte afsted.

Der er både garvede haikudigtere og nybegyndere, der har sendt ind. Tonefaldet spænder bredt fra det lyriske til det skarpe, det satiriske og det humoristiske. Fra det håbefulde til det sorgfulde, fra vrede til galgenhumor. Fælles for alle er en imponerende lyst til at komme til udtryk. Hvor forskelligt opgaven er blevet tacklet, kan man få et indtryk af herunder.

Hvad er det så, der optager danskerne i denne sælsomme og uventede corona-tid? Hudsult går igen. Det samme gør bedsteforældre, der savner samværet med deres børnebørn, mens de småbørnsforældre, der har fattet pennen, er optaget af udfordringen med at skulle jonglere et uvant hjemmearbejdsliv.

Haiku

Hør Kim Skotte fortælle om haiku-digtningens kunst
Hør Kim Skotte fortælle om haiku-digtningens kunst

Henter…

Vores forhold til naturen optager rigtig mange. Fuglene og træerne både trøster og maner til eftertanke, mens fraværet af hvide flystriber gør himlen endnu mere demonstrativt blå. En enkelt savner nogle zombier, så truslen kunne blive mere velkendt, men for de fleste har virkeligheden været mere end nok at forholde sig til.

Vi glæder os til at vise flere af jeres digte. De første kommer her:


Solen spejler sig
Gennem rudens skyggeglas
Skærmer mig bag skærm

Tine Langtved Mitchell

Drøm om at svæve
Som fuglene der drømmer
Om sten der synker

Michael Ganz Andersen

Alene hjemme
Nu prøver de andre det
Intet nyt for mig

Maria

Skumringstidstanker
Du er 2 meter fra mig
Tættere end før

Esther Maria Brakl

Nervøs berøring
Venskabelig håndsrækning
Jeg må takke nej

Kristoffer Rich Henningsen

Karantænesol
Spindelvæv glinser i busk
Se far, jeg vander!

Michael Peo

Kroppe svæver som
planeter frastøder og
drejer om sig selv

Loa Østergaard

Lektier er sjovt
vi laver papkassedyr
corona er lort

Louis, 8 år

Livet lukket i
Alt låst i evig sødag
Tabt tid skriger tavst

David Rønne

Pizzabestilling
hos gullashbaronen Wolt
NEJ BOYKOT DEN NU

Esben Kringelbach

Jeg strikker på et
coronahalstørklæde
af restegarnet

Aase Fuglsang

Syvsoverstemning
Verden må vente på mig
Lukker øjnene

Kirsten

Lad mig nu gå ud
Bryd nu hjemmets vægge ned
Solens børn i leg

Jonas Paludan

Tætte kram med dig
er noget jeg ser frem til
men det er det værd

Sara Tolsing

Jeg klipper mit hår
Min frisør er trist og ked
Og jeg er nu grim.

Kirsten Aare

Smittende dråber
Klodesynkron sårbarhed
Livsrytmer smadres

Helge Krarup

Underlødig pop
Solskin smelter natterim
Nyheder i kø

Else Iversen

Ømhed og nærvær
nutidens mangelvare
“What we all need now”

Lotte Grønkjær

Bølger skyller ind
der er en duft af frihed
pigens ben jubler

Peter Loman

Sygemeldt torsdag
Tør ikke tage chancen
Testen negativ

Nanna Fock

Sidder her og glor
på avisen på mit bord
fremtiden er hvor?

Kirsten Stubbe-Teglbjærg

Skynd dig at kysse
før dine læber rammer
et koldt kranium

Berte Skak Iversen

En tåge vokser
Venter foran afgrunden
Ængstelsen bølger

Lene Rostgaard

Biologien
coronaens raseri
vibernes luftdans

Jørgen Svensson

Virus eller ej
solen står sku stadig op
den skinner endda

Kirsten Bauer

Lad ligge, hvorfor
klamre sig som blæretang
til våde strandsten.

Lis Dirkov

Vi går på et bjerg
vi mærker det under os
som sand, som havbund

Daniel Boysen

Hold ud og afstand
Krise-tonen slåes an
Syng fra din altan

Troels Kristensen

Engang er der kys
Kram og kroppe der danser
Minder om kære

Ulla Bruun

Biltomme gader
Byens lunger ånder frit
Coronagevinst

Eva Smidth-Fibiger

Hysteri med klud
jager støv og vira ud
sol over rent bord

Lone Højbjerg

Spirer der et håb
i det forsømte forår
trods sygdom og død

Arne Rosenkrands

Fødselsdag i dag
Mor bliver tooghalvfems
Ingen besøg nu

Gunvor Pedersen

Skamfuld på færgen
Smittebærer fra centrum
Vi blir i bilen

Johanne Kristensen

Søren og Mette
lukker landet og grænsen
Alting gror i trods

Anne Christine Helms

Stormende kuling -
hvem vælter først, mig eller
kirsebærtræet?

Niels Kjær

Pisk til fattigmand,
gulerod til den rige
Trickle-Down effekt

Jørgen Stabenfelt

Teknikken tier
Kvidren, rislen, knitren, vind
Jordskorpe i ro

Hasse Jacobsen

Coronalandet
ingen fly på himmelen
hør fuglenes sang

Niels Ole Frederiksen

Manglende kontrol
uvisheden holder fest
døden står på lur

Dorthe Falck

Vi er på igen
Matador, Olsenbanden
Badehotellet

Karen Ohlsen

Mødte dig i dag
Midt imellem sætninger
Gik vi helt i stå

Sigrid Bruun Paulsen

Swiper på tinder
Aftaler dates på forhånd
Hver dag dør jeg lidt

Christoffer Fauerby Rewitz

Notifikation;
er som et kys på min kind -
en besked fra dig

Kristine Fisker

Strandens diskotek
blæverskum danser boogie
rødt af solnedgang

Bo Lille

Surdejsprojekter
Fotos af kvalitetstid
Vi er ikke med

Ellen Andersen

Tinder Rapunzel
kaster urørt fletning fra
virtuel balkon

Sif M. Egelind

Ungerne råber
Flere emails kræver svar
Jeg har lyst til vin

Anna Keemink

Tavse trin stopper
De nattetomme gader
København, vi ses

Pia Clemmensen

Endnu en god dag
her hvor regnen siler ned
Eftertanketid

Sten Mogensen

Solskin i Nordvest
Kirsebærtræerne står
i blomst alene

Hugo Lundtoft Bentsen

Blå aprilhimmel
Forkert og rigtig er den
Uden flystriber

Fru U. Baumgarten

Gyngerne er væk
om vippen er der rød tape
én har tabt sin sko

Conny Boisen

Skønne ny nabo
kommer og banker på her
Har I det godt nu?

Inge-Lise Palbo

Støvet lægger sig
træernes knopper grønnes
fuglene synger

Peter Antonsen

genboen bræger
“kvinde min jeg elsker dig!”
...så luk dog røven...

Søren Lindberg

Ubudne gæster
vil slå sig ned iblandt os
parasitters magt

Lise Juhl

Corona kindkys
Babyboom til december
Isolationssex

Torben Jensen

Gåtur med en ven
Kan man være det bekendt
Forvirring fylder

Signe Lund Neergaard

Mormor er ensom
savner barnebarns latter
og besøg af børn

Kirsten Vind-Andersen

Bare vi kunne
Smide racisme evigt
I karantæne

Ida Hindbo

Festen er aflyst
dronningen er slået hjem
rettidig omhu

Erik Sten

Drikker øl og ser
Porno, betalt premium
Uden kærlighed

Mikkel Medom Jørgensen

Stilhed før stormen
dragens ild fortærer alt
vi er naive

Peter Antonsen

Nåden kom søndag
indtoget i min have
fire børn i leg

Kai Sørensen

Ensrettet søgang
ingen slinger i valsen
må der gå’s på vand?

AM Fog

Et blik møder mit
i min frygtsomme vigen
kun smilet smitter

Kristine Fisker

Tyrkisk folkedans
Rugbrødsmad og genbrugsvals
Her er Købehavn

Sera Simone Arda

“Ser du stadig med?”
Holder vejret til der er
Pressemøde igen

Emilie Haugelund

Du griner af tal
ZOOM-MØDE MED BEDEMAND
Græder på voicemail

Christine Emilie Sejersen

Stiller mig op og
Jeg skriger af blomsterne
Hvorfor springe ud?

Amalie Wienmann Biehl Christiansen

Narkomanerne
Står dernede hver aften
Vild nok supply-chain

Laura Hammershøy

Lukker langsomt op
post-påsken bliver farlig
småfolk forreste række

Michael Peo

Delfiner i flok
i Venedigs laguner
fortiden retur

Bente Soelberg

Uden det travle
jeg: slidt opvaskebørste
dybt i sin navle

Oline Hyllested Madsen

Når solen går ned
Er vi én dag nærmere
Alt det vi savner

Rita Sørensen

Hudløse hænder
vaskede og sprittede
holder stort ansvar

Eva Smidth-Fibiger

Columbine i
fuldmåne og stjerneskær
Pjerrot får lyster

Britta Schade

Festival forbudt
Hvor skal jeg drikke fadøl?
Kommer ikke ud!

Tina Brandt

Danser ensom rundt
Skjult i Sommerfuglestøv
Jeg mig og vi to

Peter Jepsen

Se frem mod aflyst
imens er jeg lige her
vågen og til pynt

Anne Terp

Børn i vinduer
de vinker til hinanden
savner at lege

Pia Valentin Sørensen

Altan jalousi
karkludene i vinden
Hvilken spild af plads

Sophie Amalie Fälling

Gækkeri i fred
Ingen at drikke snaps med
Haps haps haps godnat

Ditte Frydensberg

Niende april
abrikostræet blomstrer
sorgen ligeså

Knud Pedersen

Håndbold savner jeg
Den tomme hal er trist nu
Glæder sig til larm

Berit Marie Dvoracek

Sakura stråler
om kap med kvindens øjne
lyksaligheden

Jan Lykke

Gule veste væk.
Black lives don't matter right now.
Kan jeg få håndsprit!

Hector Hertz Johnsen

Helikopteren -
ud til Rigshospitalet,
ind over City

Henrik Høgh

Nypudset rude
haven et mylder af liv
her – ikke en lyd

Knud Pedersen

Vi holder vejret
men håber på det bedste
helt ned i maven

Flemming Søndergaard Olsen

Forårssolens lys
varmer uanfægtet af
klodens fælles gys

Hanne Olesen

Dagligt fanges fisk
en pudseløjerlig art
coronakuller

Conny Boisen

Bag masken et håb
ser dine øjne smile
hemmeligt forår

Lisbeth Loeva

Og alle siger
Karantæne er slemt, men
Ikke for os, skat

Anonym

Lukkethed gør ondt
Vis dit sande samfundssind
Send det verden rundt

Bente Sloth

Jeg bager franskbrød,
Dejen hæver som savnet.
Tre kvarter. Døgndrift.

Freja Green Arvedlund

Vi ser mørketal
I hinandens ansigter
Kurver i skyer

Stine Hur

Lykkesmeden dør
Publikum holder afstand
Solsorten fløjter

Birthe Aela Faarvang

Det blæser ude
Her er der dog helt stille
Naboen nyser

Anne Skærbæk

Forårsfuglesang
Falder med tunge dråber
i elskendes savn

Rina Mai Mikkelsen

Det er en chance
En stor mulighed for ro
Ellers tusind tak

Laura Hammershøy

Sidste ord fra Kaj
"Så gik den ikke mere
jeg er hjemme nu"

Henrik Matthiessen

Fuldmånen lyser
gennem væggen stille gråd
hjerteskærende

Gorm Hansen

Spirende forår
Forelskelse foldes ud
Forventningens tid

Josefine

Sol i Hellerup
Frøs kun lidt og fryser tom
indtil Nemlig com

Lars Donatzky

Skal købe pasta
En ældre kvinde hoster
Åh, min næse klør

Kristine Fisker

Håret var for langt
kæresten klippede det
går nu med kasket

Jette og Carsten

Lykke ligger her
hun læser Politiken
og laver krydsord

Erik Debois

Mit navn er Noah
Jeg elsker at spille bold
Nu helt alene

Noah Agerbo, 11 år

Påbud på stribe
Klodens nye pestilens
Magtfuldkommenhed

Torben Dalhof

Kritik hagler ned
Mange mener, ingen ved
Angstens sjælefred?

Sune Juul Røttig

Genopstandelse
Og alt det midt imellem
Hvem ved hvad der sker

Victor Gamborg

Ingenting som før
Nu er forandringen her
Blot en flagermus

Guri Møller

Stilhed som en ven
at spejle sig i andre
er sat på pause

Margit Kristensen Klok

Avis med sværte
eller morgen-tv vært
det valg er ej svært

Claus Andersen, Nyborg

Dronning-interview:
Klimaskeptiker! Åh, nej
Hjertet bliver tungt

Mette Vad

Dårlig ånde, tja
Under denne virustid,
gør det ik’ en skid

Poul Eriksen

Mennesker sammen
Et anemonetæppe
Rødderne binder

Mette Gabelgaard

vinker til min mor
telefonsnak fra plænen
corona-fængsel

Lone Penstoft

Min far fra Samsø
Et tabt liv til corona
Hils onkel Erling

Tonny Holm Jensen

Hastelove mod
coronakriminelle
symbol Hækkerup

Bjarne Kim Pedersen

Tyve-Tyve. Hvis
piratbukserne var et
årstal. Nul stjerner

Jesper Weber Mortensen

Hører mit hjerte
for første gang i lang tid
take it easy boy

Knud Pedersen

Karantænetid
Teenagedatter vrider sig
Mor, mit liv er slut

Susanne Hansen

Nyfunden hobby
Silvan, salvie, solstik
Ensom blandt planter

Sara Brink Larsen

Rød løbecykel
ligger forladt i gården
Sort savn i hjertet

Jette Laustsen

Pas på hinanden,
Det er denne tids mantra.
Husk på det siden

Hanne Hegelund

En tavs dementor
hjemløs og uden ansigt
lander i Kastrup

Benedikte Achen

Små fede ænder
svømmer uforfærdet i
oprørte bølger

Dorte Stenderup

Blinkende brolys
flirter ærbart med månen
mens Venus våger

Ole Kjeldsen Rasmussen

Har aldrig før set
så mange sommerhuse
beboet som nu

Kirsten Kaas Ibsen

Mon Philip Faber
har nogen skyggesider
skjult under skønsang

Nanna Krøyer

Hvordan har du det?
jeg er i stribet humør
jomo og fomo

Conny Boisen

Snerrer af alle
Lyst til at kaste med sten
Bor jeg i glashus

Mette Vad

Eftertænksomhed
Sjæle fylder netbutik
Læg i kurv er trumf

Lone Troldborg

Verden af lave
Temperaturen stiger
Jeg graver have

Dorte Meiling Nielsen

Ikke mere mælk
Så coronapoliti
Gør klar here I come

Sine Louise Bertelsen

Virus fremmedgør.
Jeg er naturligt genert.
Nu er det tilladt

Emmi

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden