0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Andre generationer har jo virkelig dårlig musiksmag. Min generation har den bedste

Min mor hørte elendig musik. Min mands musiksmag er diskutabel. Mine børn er på hiphopmånen. Det er kun mig, der lytter til ordentlig musik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For et par år siden sad jeg på parkeringspladsen ved Netto i Frederikshavn, den på Hjørringvej, og gloede ind i en mur. Min mor var lige død på hospicet i byen, og nu sad jeg der i bilen med min bror og moster og sang. Eller det vil sige, min bror og jeg sang, mens min moster lyttede vantro fra bagsædet.

Vi skrålede fortrolige med på »So how can you tell me you’re lonely, and say for you that the sun don’t shine«, mens Roger Whittakers smørbløde baryton sang for på ’Streets of London’. Min moster anede ikke, at min mor elskede Roger Whittaker. Og så grinede vi. Af min mor. På den måde, man også griner, når en begravelse er overstået, og man har et rum sammen, hvor det er okay. Og så grinede vi af Roger Whittaker.

For at høre Roger synge ’Durham Town’ og ’I don’t believe in if anymore’ – eller fløjte ’Mexican Whistler’ – er som at tage elevatoren til etagen med hessiantapeter, hasselbackkartofler, afsyrede møbler, Baileys og chokolademousse. Han er lyden af min barndom i slut-70’erne og start-80’erne. Han er en syngende blød Baileys-mousse, han er meget populær i Tyskland og har solgt 50 millioner plader. Det er flere end Bob Dylan. Men han er slet ikke comme il faut.

Jeg vil påstå, at jeg har en markant bedre musiksmag end min mor. Som i klasser bedre. Den er også bedre end min mands. Han er en del ældre end mig, fra boomergenerationen. Han elsker alt fra Pink Floyd over Queen til Andrea Bocelli. Sidstnævnte kan jeg slet ikke holde ud. Det går lidt bedre med Pink Floyd og Queen, men jeg er pænt træt af at høre David Gilmores »legendariske guitarsolo« i ’Comfortably numb’, og, jo jo, Freddie Mercury gav den gas med ’Bohemian Rhapsody’ til LiveAid i 1985. Men jeg så faktisk den koncert på et lille tv i mine morforældres sommerhus, og jeg har ingen erindring om, at jeg syntes, nummeret var fedt dengang.

Næ, nej. Jeg er generation X, som grundlagde sin musikalske voksenmelodi i 1990’erne, og jeg elsker, hvad jeg selv har døbt neurotisk poprock. Det dækker stort set over det, andre kalder indie, grunge og britpop samt lidt new wave – en blanding af Suede, Blur, Pearl Jam, Sort Sol, Depeche Mode, The Cure, Kliché og ’Bag duggede ruder’ af TV-2. Det var jo her, musikken toppede. Det ved enhver generation X’er.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce