90 danskere vil føre sag i USA

Lyt til artiklen

Antallet af danskere, der vil føre sag i USA mod medicinalfirmaet Merck & Co. for skader forårsaget af gigtpillen Vioxx, er vokset markant, siden firmaet for en uge siden i Texas blev dømt til at betale en giganterstatning. Den danske advokat Anders Boelskifte, der formidler de danske sager videre til en kollega i Californien, oplyser, at han nu har omkring 90 sager fra patienter eller pårørende til Vioxx-patienter: »Der er kommet endnu en henvendelse fra en pårørende til en, der er død efter at have taget Vioxx. Dermed er der to dødsfald imellem sagerne«, siger han. Giganterstatning I Texas blev Merck & Co. dømt til at betale en erstatning på 150 millioner kroner til enken efter den 59-årige Robert Ernst, der døde efter brug af gigtpillen Vioxx. Retten mente, at medicinalfirmaet havde set bort fra forsøg, der viste, at der var risiko for at få blodprop ved brug af Vioxx. I USA er antallet af anlagte retssager nu oppe på næsten 5.000. Den amerikanske lægemiddelstyrelse har vurderet, at mellem 88.000 og 140.000 patienter har fået blodpropper eller alvorlige hjertetilfælde af gigtpillen. I Danmark blev Vioxx taget af 75.000 patienter om året, da salget var højest. »Så det er klart, at der i Danmark er mange mulige skadelidte i denne sag«, siger Anders Boelskifte. Erstatning på vej Lægemiddelstyrelsen har modtaget indberetninger fra lægerne om 221 alvorlige bivirkninger ved Vioxx. Heraf var der i omkring 45 tilfælde tale om blodpropper eller alvorlige hjertetilfælde. Det er ikke alle bivirkninger, der bliver rapporteret. I Danmark kan patienter, der har taget skade af lægemidler, søge erstatning i Patientforsikringen. Her har fem danske Vioxx-patienter eller pårørende indtil nu fået tilsagn om erstatning. I fire af de fem tilfælde var der tale om blodpropper.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her