Pokerspillere på nettet snyder staten for millioner

Den canadiske hjemmeside Empirepoker.com har altid mindst 50.000 spillere online. Der spilles døgnet rundt.   Affotografering fra Empirepoker.com
Den canadiske hjemmeside Empirepoker.com har altid mindst 50.000 spillere online. Der spilles døgnet rundt. Affotografering fra Empirepoker.com
Lyt til artiklen

Danskerne spiller poker på internettet som aldrig før. Og de er dygtige til at vinde - men også til at lade være med at betale skat af deres gevinster. Det bekræfter Told & Skat, Ligningsrådet og kilder inden for spillebranchen. Kasper Nielsen, der er pokerekspert og ejer af internetsiden Casino.dk, anslår, at omkring 20.000 danskere spiller poker på internettet. De dygtigste henter op mod 150.000 kroner hjem om måneden. »Der er selvfølgelig også en del danskere, der sætter penge til. Men generelt spiller danskerne klogt og forsigtigt og er gode til at vinde, når de spiller poker«, siger Kasper Nielsen. Halv milliard om året Casino.dk skønner, at de danskere, der vinder på poker, tilsammen hiver nettogevinster hjem for over en halv milliard kroner årligt. De penge er skattepligtige, så længe spillestedet ligger uden for EU. Og det gør langt de fleste kasinoer og pokersteder på nettet. Også Jens Bøg Rasmussen fra internetsiden Casinopenge.dk siger, at der bliver vundet mange penge, selv om han tror, at en halv milliard er i overkanten. Ifølge Told & Skat, Casino.dk og de spillere, Politiken har talt med, er det meget sjældent, at spillere betaler skat af deres gevinster. Og det kan de gøre uforstyrret. Der er nemlig meget lille risiko for, at skattesviget afsløres. Mulighed for skattely Snyderiet kan kun opdages via bankernes årsopgørelser, som sendes til Told & Skat, eller hvis bankerne får mistanke og alarmerer Told & Skat. Og det gør bankerne sjældent, siger Peter Nørgård, der som specialkonsulent i Told & Skat, behandler henvendelser fra bankerne angående skattesvig. »Formentlig fordi de, der vinder større beløb, udnytter de mange muligheder, der er for at finde skattely, fx på en netkonto eller en konto i udlandet. Der er et hav af muligheder for at finde skattely«, siger Peter Nørgård. Mistænkelige penge Men danske spillere behøver slet ikke at finde sig en konto i Luxembourg eller Schweiz eller cyberspace for at slippe for at betale skat. Told & Skat kan nemlig ikke følge med i udviklingen af folks formue i løbet af året, men kun se, hvor meget der står på kontoen i december. Derfor er Told & Skat afhængige af, om bankerne er opmærksomme på mistænkelige pengebevægelser på deres kunders konti og indberetter det til Hvidvaskningssekretariatet under Bagmandspolitiet. Småbeløb bliver ikke opgjort Men af de 300 henvendelser, Hvidvaskningssekretariatet årligt får fra bankerne, har ingen handlet om store spillegevinster, oplyser vicekommissær Johannes Nygaard. Flere af de pokerspillere, Politiken har talt med, har sat 150.000-200.000 gevinstkroner ind på deres danske konto uden at høre fra Told & Skat. Det skyldes ifølge Bent Greve, der er næstformand i landets øverste skattemyndighed Ligningsrådet, at der skal langt større summer til, før bankerne slår alarm. »Grænsen for, hvornår bankerne fatter mistanke, varierer, men der skal nok nærmere en million ind på kontoen, før de tager kontakt til Bagmandspolitiet. Bankerne vil jo nødig sætte lødige kunder under mistanke«, siger han. Ingrid Brander, der er seniorkonsulent i Danske Bank, siger, at bankerne holder sig til lovens regler om indberetningspligt. »Hvis vi har en mistanke om hvidvaskning, og den ikke kan afkræftes, laver vi en indberetning. Men det er en vurderingssag«, siger hun. Skatteminister Kristian Jensen (V) ønsker ikke at kommentere sagen, fordi Ligningsrådet er på vej med en afgørelse omkring beskatningen af poker på nettet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her