Frygten for selv at miste livet drev angiveligt en 22-årig sønderjyde fra Gram til torsdag aften at dræbe sine plageånder. Med et jagtgevær skød han to Red & White Support Crew-medlemmer på 18 og 29 år, og efter flere anmeldelser fra naboerne af skudepisoden fandt politiet de to lig på en mark ved Venbjergvej i Rødekro. Drabsmanden meldte sig selv fredag og blev anholdt. For dobbelt lukkede døre i retten erkendte han at have dræbt de to rockertilhængere og er nu varetægtsfængslet for fire uger sigtet for dobbeltdrab. Moren til den fængslede deltog i retsmødet og fortalte efterfølgende, at sønnen solgte narko for rockerne. Han skyldte dem 2.200 kroner, en gæld, der pludselig voksede til 130.000 kroner. Ifølge hende truede de to med at dræbe skyldneren, der i desperation ikke så anden udvej end at tage livet af rockernes udsendte opkrævere. De to dræbte er fra Kolding-egnen og er flere gange set sammen med medlemmer fra Red & White Support Crew i Kolding. Gruppen har afdelinger i Esbjerg, Sønderborg og Kolding og er en støttegruppe for Hells Angels, der ifølge kriminalinspektør Troels Ørting Jørgensen fra Rigspolitiet er den mest dominerende rockergruppe i Sønderjylland. Hells Angels' nærmeste afdelinger ligger i Odense og Horsens, men supportgrupperne ude i landet er styret med hård hånd af medlemmer fra moderorganisationen. Minister rækker hånd frem Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker ikke at kommentere dobbeltdrabet, men rækker nu en hånd frem til landets kommuner, der flere steder har dannet grupper, som forsøger at stresse rockerne i deres fremmarch i provinsen. Flere af landets borgmestre har bedt om tilladelse til at sammenkøre registrene fra de sociale myndigheder og skattevæsenet, og justitsministeren vil nu lytte til borgmestrene. »Viser det sig, at der i dag er regler, der begrænser mulighederne for effektivt at bekæmpe rockerkriminaliteten, er jeg selvsagt helt indstillet på at se på det. Med det sigte vil jeg indbyde borgmestre og Kommunernes Landsforening til et møde snarest muligt«, siger Lene Espersen. Hun bakker op om kommuner som Randers, Horsens og Køge, der tager kampen op mod rockerne. »Der er ingen tvivl om, at et tæt samarbejde mellem politiet, kommunerne og andre myndigheder kan være med til at styrke den samlede indsats mod rockerkriminaliteten. Derfor er det også vigtigt, at myndighederne løbende vurderer mulighederne for at forbedre og udvikle dette samarbejde, så vi sikrer, at der i kampen mod denne kriminalitet gøres brug af alle de midler, der er til rådighed«, siger justitsministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























