Politi til angreb i værftssag

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Den genoptagne Svendborgsag om bedrageri mod den danske stat via fiktivt opskruede priser på skibe tog i går en dramatisk drejning. Anklagemyndigheden krævede simpelthen den helt centrale og stærkt kritiske rapport fra det internationale revisionsfirma Coopers & Lybrand forkastet som bevismateriale i sagen. Rapporten fra 1996 gav den danske centraladministration den værste lussing siden tamil-sagen. Konklusionen i den digre rapport var, at den danske administration af støtte til værfterne var i 'juridisk forfald', samt at politikere og embedsmænd satte 'kikkerten for det blinde øje', når de danske værfter skulle holdes i live med skattekroner i strid med danske og internationale regler. »Jeg modsætter mig på det bestemteste, at rapportens konklusioner bliver brugt som bevismateriale i sagen. Rapporten indeholder bevismæssige vurderinger, om netop det, vi skal tage stilling til i retten. Her skal vi tage stilling ud fra vidneforklaringer og dokumenter. Ikke færdige konklusioner«, sagde advokat John Petersen, som Bagmandspolitiet har ansat som anklager i sagen. Når Bagmandspolitiet ønsker rapporten fjernet skyldes det også, at den understøtter tidligere værftsdirektør Per Glentes påstand om, at snyd var udbredt i branchen og accepteret af politikere og embedsmænd. Glente krævede først i byretten og siden i landsretten at blive frikendt med henvisning til, at man ikke kan bedrage den, som ønsker at blive bedraget. Alligevel blev han ligesom skibsreder Niels Riis Christensen idømt halvandet års fængsel. Men efter, at Coopers & Lybrands rapport blev offentliggjort i 1996 besluttede Den Særlige Klageret, at sagen skal gå om. Det sker ellers yderst sjældent. »Det er helt fuldstændig absurd. Vores argument for, at Glente skal frifindes er jo det juridiske forfald i ministeriet, som gjorde, at man så igennem fingre med overbelåning, og det er jo præcis det, som står i rapporten«, sagde Thomas Rørdam i går efter det første retsmøde i genoptagelsessagen. I sin vidneforklaring i går fremhævede Glente netop, at en afdød embedsmand fra Direktoratet for Egnsudvikling, havde opfordret ham til, at gøre opmærksom på mulige fyringer, hvis ikke låneansøgningen med de oppustede priser gik igennem. »Man ønskede at give os støtte, men vi måtte gå stille med dørene, fordi Danmark gerne ville fremstå som klassens pæne dreng i EU og ikke skilte med, at man brød reglerne. Derfor måtte det ikke direkte fremgå, at der var tale om overbelåning. Det har jeg hele tiden sagt, og jeg synes det bliver bekræftet i Coopers & Lybrands rapport«, sagde Per Glente. Anklager John Petersen fremhævede imidlertid efter retsmødet, at det ikke har mening at afhøre 70 mennesker og indkalde 35 vidner til en ny retssag, hvis alle konklusionerne bliver serveret i færdig rapport baseret alene på skriftligt materiale. »Det er en uvildig rapport bestilt af Erhvervsministeriet fra et anerkendt revisionsfirma med hjælp fra en dansk professor. Jeg kan ikke se problemet«, sagde Thomas Rørdam. Grønborg-rapporten Sagen har et fortilfælde. I 1998 krævede Den Danske Bank at få fjernet hele den såkaldte Grønborg-rapport om Færøbanksagen i et slagsmål med den danske stat om regningen for de kostbare færøske bankkollaps. Men statens advokat, Kammeradvokaten, kaldte det 'sært' at forkaste flere års arbejde, og fik til sidst rettens ord for, at rapporten kunne bruges i en eventuel retssag. Det er retten i Svendborg, der lægger lokaler til landsrettens fornyede behandling af sagen. En særlig opmærksom tilskuer var Mette Riis Christensen, datter til den nu afdøde skibsreder, Niels Riis Christensen. »Denne sag vil også rense min far. Det er uretfærdigt, at så mange vidste, hvad der reelt foregik uden at stå frem. Det foregik jo i flere år og skulle min far dømmes, så var der mange, der skulle dømmes«, sagde Mette Riis Christensen. I dag klokken 9.30 er A.P. Møllers topchef, skibsreder Jess Søderberg, i vidneskranken, fordi han var styrelsesmedlem i Danmarks Skibskreditfond, der gav lån til de trængte værfter. Han vil blive konfronteret med nye oplysninger i sagen. Advokat Thomas Rørdam har nemlig via en Højeresteretskendelse fået adgang til fondens arkiver. Foran sig på sit bord havde han i går ni mapper med 500 sider nyt materiale i hver.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her