Resumé: 28-årige Theresa Rafol er vokset op i den filippinske by Pila med forældre og fem søskende. Nu er hun au pair på Lemchesvej i Hellerup for at forsørge sin lille datter Rhyshalind, der bor hos mormoren i Pila. Rhyshalinds far, Joey, arbejdede som sikkerhedsvagt for en forretningsmand, men blev dræbt af politiet mistænkt for bankrøveri. Datteren blev født fire måneder efter hans død. Da pigen var 14 måneder, rejste Theresa til Danmark. Et ensomt sted. Mørkt, selv om klokken var halv 8 om morgenen. Ingen mennesker på gaden. Ja, nærmest ingen mennesker overhovedet. Koldt, ufatteligt koldt. Theresas første, hurtige indtryk af Danmark passerede forbi i hendes jetlag-ramte hjerne, mens hun kiggede ud ad S-togets vindue, på grantræer med tyngende snepuder på grenene. I kupeen fyldte tavse mænd og kvinder i tykke frakker og store, snesjappede støvler. De kiggede på ingenting. Hvorfor så de så triste ud? Havde de grund til det? Det var hendes kusine, der havde hentet Theresa i Københavns Lufthavn. Nu skulle de være sammen i et par dage, før Theresa mødte sin værtsfamilie i Hellerup.
LÆS KAPITEL3Theresas udvej gjorde ondt Theresas øjne havde svært ved at følge med. Hun havde grædt det meste af vejen fra Manila til Bangkok, sovet skidt på vejen til København. En lille pige havde siddet på rækken foran Theresa sammen med sin far og kigget på hende gennem revnen mellem to sæder. Kigget tavs, mens Theresa tørrede tårerne væk. Ingen andre havde kigget, ingen havde spurgt. Heldigvis. AFREJSEN var gået som planlagt. Da hun havde taget bussen til Manila, ringede hun som aftalt til ’sin eskorte’, en af de gode forbindelser i emigrationsmyndighederne, som alle filippinske kvinder skulle bruge, hvis de ville rejse ud af landet og videre til Europa som au pair. Eskorten var en person, som Theresa havde fundet via én, hun kendte, som kendte én i lufthavnen. »Spørg efter en mand, der hedder ... giv ham kuverten med pengene ... 10.000 pesos ... han får dig gennem emigrationen ...«, lød instruktionen i Theresas mobil. Hun havde stille vandret forbi den uniformerede mand, der sad bag plexiglasruden, da han havde givet hende passet tilbage. Hun havde sat sig i gaten og ventet.
