Artiklen er opdateret kl. 20.43.
En 26-årig mand er død efter et voldeligt sammenstød i Kolding nytårsmorgen, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor sagen beskrives som et drab. Politiet skriver, at sammenstødet skete søndag morgen omkring klokken 05 i Kolding midtby. Den 26-årige mand blev fundet hårdt såret ved Borchs Gård og efterfølgende erklæret død på Kolding Sygehus.
Politiet har gennemført en intensiv efterforskning og har søndag været massivt til stede i bybilledet med efterforskere, teknikere og hundepatruljer. Der er også indsamlet videoovervågning og afhørt vidner.
»Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget anholdelse i sagen, men den massive efterforskningsindsats fortsætter ufortrødent med henblik på yderligere at belyse hændelsesforløbet«, skriver politiet.
De pårørende til den dræbte er underrettet.
Søndag aften oplyser politiet, at det cirka klokken 18.50 har anholdt en 35-årig mand fra Kolding-området. Han menes at være gerningsmand til drabet.
»Vi er meget tilfredse med hurtigt at have kunnet identificere den formodede gerningsmand, og med, at vi også har fundet frem til ham, så han kunne anholdes«, siger politiinspektør Carit Andersen, leder af Efterforskningscentret i Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den anholdte mand vil blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding mandag. Her ventes en anklager at kræve ham varetægtsfængslet. Ifølge politiet vil anklageren formentlig anmode om lukkede døre ved retsmødet, hvilket i så fald vil betyde, at nærmere om politiets beviser samt den mistænkes forklaring holdes hemmelig.
Derfor har politiet ikke flere oplysninger til offentligheden i sagen søndag, lyder det. Dermed er det endnu uvist, hvad der var årsagen til det voldelige sammenstød.
Ritzau




























