Udskyd etableringen af erhvervsakademierne. Sådan lyder opfordringen til regeringen fra Socialdemokraterne, som er skuffede over, at regeringen i sit finanslovforslag for 2008 lægger op til at fjerne 80 millioner kroner på de nye erhvervsakademier, endnu inden de er oprettet.
Besparelserne fjerner ifølge partiet hele grundlaget for dannelsen af akademierne, og det ser Socialdemokraterne som et brud på den forståelse, der var om at tilvejebringe den nødvendige økonomi, da partierne blev enige om at etablere erhvervsakademierne. Ifølge det lovforslag, der i øjeblikket forhandles i Folketinget, skal akademierne være etableret inden årsskiftet. Men det er ikke realistisk uden penge, påpeger Socialdemokraternes ordfører, Kim Mortensen.




























