SiD-selskab bruger billige portugisere

Lyt til artiklen

Underbetalte sydeuropæiske håndværkere knokler løs på københavnske milliardbyggerier ledet af højt estimerede hovedentreprenører. Politiken kan afsløre, at firmaet, som leverer billig portugisisk arbejdskraft til Operahuset i København, også sender portugisere til byggerier som for eksempel Codan Hus. Arbejdere indlogeres i baghus i Lyngby Det sker via et portugisisk registreret firma med en dansk og en portugisisk direktør, der henter arbejderne i små landsbyer omkring portugisernes fødeby og indlogerer dem i baghuset til den danske direktørs villa i Lyngby. Politiken er i besiddelse af lønsedler og timeopgørelser, der viser, at firmaet Davide & Knud betaler de portugisiske arbejdere en månedsløn på 3.500 kr. plus varierende diæter. Feriepenge og overarbejdsbetaling er der intet af, trods arbejdsuger på op til 50 timer. Mere end ti gange billigere end danske håndværkere En dansk håndværker skulle for samme job have haft ca. 40.000 kr. om måneden. Selv hvis han arbejdede til mindstelønnen på 92 kr. - hvad ingen gør - ville han have tjent knap 22.000 kr., viser beregninger fra Murersvendenes Fagforening i København, der nu trækker firmaet i arbejdsretten. SiD's selskab bag På Codan Hus hedder hovedentreprenøren J&B Entreprise, hvor SiD ejer 49,96 procent af aktierne. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, men han er ifølge pressechefen først at træffe mandag. Onsdag udsendte SiD ellers den markante nyhed, at A.P. Møllers fond benyttede billige udlændinge til Operaen. SiD nævnte ikke, at de selv samme portugisere arbejder for kooperativet J&B Entreprise. SiD: Vi må arbejde på almindelige konkurrencevilkår Formand for SiD´s byggerigruppe, John Larsen, der også er bestyrelsesformand i J&B, siger: »Vi (J&B, red.) kan ikke drive fagforening, samtidig med at selskabet driver entreprenørvirksomhed. Dér må vi gå ind på de almindelige konkurrencevilkår, som ligger i markedet«. Har I ikke et særligt ansvar for at beskytte egne medlemmers arbejdspladser? »Det har vi da. Men du er nødt til at gå efter den, der er juridisk ansvarlig«. SiD burde have krævet garanti Arbejdsmarkedsforsker på RUC, Steen Scheuer, undrer sig over at SID ikke har afkrævet sit eget selskab garanti for, at alle på byggepladsen overholder overenskomsten. »Det er nemt at skrive ind i vilkårene for en underentreprise. Og det ville man forvente af et kooperativ. Det er sværere med private entreprenører, som SiD straks forfølger, når regler bliver omgået. Men med J&B har de i hvert fald mulighed for at kræve orden i tingene«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her