Nyt boom i biltrafikken på Storebælt

Lyt til artiklen

De har kørt frem og tilbage over Storebæltsbroen i den bedste sendetid. Makkerparret Ib & Ib har med et galleri af kendte på bagsædet banket broen endnu mere fast i danskernes bevidsthed. Sommermånederne har givet et nyt trafikspring for broen. På et gennemsnitligt døgn i perioden fra maj til august kørte 26.200 køretøjer over broen, hvilket er en vækst på omkring 800 biler i døgnet i forhold til sommeren 2002. Æren tilskriver ledelsen i broselskabet en af sommerens mest spektakulære og kostbare reklamekampagner. Det er den internationalt anerkendte instruktør Ole Bornedal, som står bag reklamefilmene, hvor skuespillerne Mads Mikkelsen og Nicolas Bro optræder som makkerparret Ib & Ib. De to krydser broen med for eksempel tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, skuespilleren Jørgen Reenberg eller entertaineren Jacob Haugaard på bagsædet. Ifølge Politikens oplysninger har instruktør, skuespillere og filmproducenten fået tilsammen op mod seks millioner for at medvirke. 'God forretning' Oveni kommer så udgifterne til reklametid i fjernsynet. A/S Storebælt bekræfter, at udgifterne til Ib & Ib har været i »omegnen« af fem til seks millioner kroner. Selskabet ønsker ikke at gå i detaljer med udgifterne til reklamekampagnen, men vil gerne kommentere effekten af den. »Det har været en god forretning. Vi har oplevet en vækst på 3,8 procent i de fire måneder kampagnen har kørt i forhold til samme måneder sidste år«, siger markedschef Lars Møller fra A/S Storebælt. Ekstra familiebesøg I kolde kontanter har fremgangen betydet, at bilisterne har lagt 20 millioner kroner ekstra i kassen på de fire sommermåneder. Kampagnen begyndte i slutningen af april, og reklamespotsene har typisk været sendt omkring klokken 19- og 22-nyhederne i TV 2, hvor reklametiden er relativt dyrt købt. »Vi har tjent pengene hjem. Kampagnen kom oven på en periode, hvor væksten i trafikken på broen var gået i stå. Folk, der har set reklamefilmen, er mere motiveret til at planlægge en rejse. Det kan for eksempel være et ekstra familiebesøg«, siger Lars Møller. Delikat balance Fra januar til april steg trafikken over broen blot med 0,5 procent i forhold til året før. Og selv den traditionelt stærke påske har i år været relativt beskeden for Storebælt. Markedsføringen af Storebælt er dog en delikat balance for ledelsen i A/S Storebælt, der er forpligtet til at holde liv i en færgeforbindelse både nord og syd for broen. I øjeblikket klarer Mols-Linien sig uden tilskud fra broen, men rederiet havde et underskud på færgedriften på syv millioner kroner i årets første seks måneder. Overskud på færge »Men vi har haft en trafikvækst på fire procent i årets første halvår. Og det er ikke, fordi vi har sat billetpriserne ned. De steg med en ti'er ved årsskiftet, hvilket svarer til prisstigningerne i almindelighed«, siger administrerende direktør, Preben Wolff, fra Mols-Linien, der regner med et overskud på mellem 25 og 35 millioner kroner for hele 2003. Mols-Linien, som er en børsnoteret virksomhed, ønsker ikke at oplyse præcise tal for sommertrafikken, men siger dog: »Vi har ikke mistet kunder til Storebælt. Derimod har vi fået mange gamle kunder tilbage, fordi vi er et godt alternativ til broen. Bilisterne får en pause, og samtidig har vi fået skåret en time af rejsetiden med vores hurtigfærger«, siger Preben Wolff. Mols-Linien har her i efteråret øget antallet afgange, mens A/S Storebælt for tiden overvejer en efterfølger til Ib & Ib med andre kendte til næste sommer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her