Danske virksomheder truer med skatteflugt

Lyt til artiklen

Danske virksomheder truer nu med regulær skatteflugt, hvis skattemyndighederne bliver for nidkære i deres kontrol af de koncerninterne handler. Der sker i kølvandet på, at Told & Skattestyrelsen nu strammer kontrollen med virksomhedernes såkaldte transfer pricing. »Kontrol er ikke urimelig. Men man skal være klar over, at det vil påvirke selskabernes beslutninger, hvis ambitionen hos det danske skattevæsen er højere end i de andre EU-lande«, siger økonomidirektør Jan E. Sørensen, Sandvik A/S. Skatteholdene bliver studeret Han peger på, at skatteforhold er én af de ting, som et selskab studerer, når det beslutter sig for, hvor det vil slå sig ned. »Alle skeler til forholdene i de enkelte lande. Herunder skattepolitikken. Derfor skal man passe på herhjemme, at man ikke er mere nidkær end i andre lande«. Jan E. Sørensen understreger dog, at Sandvik betaler skat i Danmark. »Det er koncernens politik, at vi betaler skat i de lande, hvor vi er til stede«. Sandvik beskæftiger cirka 35.000 medarbejdere på verdensplan. Heraf cirka 200 i Danmark. Økonomidirektørens advarsel skyldes, at Told & Skat nu vil sætte magt bag et tre år gammelt lovkrav om, at multinationale selskaber i Danmark skal dokumentere, at de handler internt til markedspriser. Nu skal dokumentionen på plads, og i løbet af næste år vil skattemyndighederne kontrollere, at dokumentationen er til stede. De multinationale selskaber er under mistanke for at fifle med de interne afregningspriser, så de betaler hovedparten af deres skat i det eller de lande, hvor skatten er lavest. I de seneste måneder er det således blevet dokumenteret, at en række multinationale selskaber ikke har betalt skat i Danmark i en årrække trods en kæmpe omsætning. Chefkonsulent i Dansk Industri, Per Nielsen, ser ingen umiddelbare tegn på, at det danske skattevæsen optræder mere nidkært end de øvrige EU-lande. »Men jeg har da forståelse for, at det kan have negative konsekvenser for virksomhedernes lokalisering, hvis det viser sig at være tilfældet. Men som udgangspunkt er der ikke tegn på, at Danmark stiller skrappere krav«. Ikke slemmere end andre Kontorchef i Told & Skat, Jesper Skovhus Poulsen, afviser da også, at det forholder sig sådant. »Vi bruger de samme regler som OECD og EU, så vi er ikke slemmere end de andre«. På trods af at dokumentationspligten har eksisteret i tre år, er der ingen, der ved, hvor mange virksomheder der overholder loven. »Det er derfor, vi nu går ud og undersøger det«, siger Jesper Skovhus Poulsen. Et flertal i Folketinget har netop opfordret regeringen til at indføre bøder, hvis virksomhederne ikke har deres dokumentation i orden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her