Mr. Hennes & Mauritz død

Lyt til artiklen

Manden bag den butikskæde, der formentlig klæder allerflest danskere på, Erling Persson, døde mandag, 85 år gammel. Med grundlæggeren af en af verdens mest populære tøjkæder, Hennes & Mauritz, har Sverige mistet en stor entreprenør, hvis væsentligste forretningsfilosofi var 'sælg meget, sælg billigt, sælg hurtigt'. Oste og adventsstjerner Som slagtersøn begyndte han som sælger i fødebyen Västerås, vest for Stockholm, hvor hans foretrukne produkter var oste, som blev leveret per cykel, samt kuglepenne og adventsstjerner. Men under en salgsrejse til USA blev Erling Persson fascineret af amerikanske butikker, som i efterkrigsårene havde slået sig på at sælge store mængder af billigt, moderigtigt tøj. Tilbage i Västerås åbnede han således efter samme koncept dametøjsforretningen, Hennes (på dansk hendes). Det var i september 1947, og kort tid efter kunne også pigerne i Stockholm købe Dior-lignende kjoler med hvepsetalje og strutskørter for få svenske kroner. Da den første Hennes slog dørene op i Kungsgatan i den svenske hovedstad, trak den en kilometer lang kø efter sig. Ekspansion er kædens mantra Siden har butikskædens mantra været ekspansion, og i dag stryger de mange billige tøjvarer hurtigt over disken i omkring 800 butikker verden over, hvor de tilsammen giver Hennes & Mauritz en omsætning på 47 mia. svenske kroner. Op gennem 1950'erne og 1960'erne førte Erling Persson Hennes videre til Danmark og Norge, og i 1968 købte han den svenske jagt- og fritidstøjsforretning Mauritz Widforss. Her overtog han et stort lager af herretøj, som lidt tilfældigt forvandlede Perssons tekstilforetagende til den familieforretning, vi i dag kender som Hennes & Mauritz. Børsværdi på 145 milliarder H&M blev børsnoteret - i dag har koncernen en børsværdi på 145 mia. svenske kroner - og i løbet af 1980'erne indtog butikskæden resten af Europa. I 1982 trådte Erling Persson tilbage og overlod - også i denne sammenhæng ganske ukompliceret - forretningen til sønnen Stefan Persson, der i dag som hovedaktionær og bestyrelsesformand er Sveriges rigeste mand. Daglig leder af koncernen er danskeren Rolf Eriksen, der indtog direktørstolen i 2000. Nye varer i butikken - hele tiden Butiksudvidelsen går stadig usædvanligt stærkt - bare i Danmark er H&M-forretninger nu strøet ud over provinsen, mens det store internationale skridt blev taget, da virksomheden i 2000 åbnede sin første forretning i USA på Fifth Avenue i New York. Forklaringen på H&M's store succes er først og fremmest, at Erling Persson tidligt indså, at det er med tøj som med kød og fisk - der skal hele tiden nye varer i butikken. Et koncept, som konkurrenten den spanske tøjkæde Zara effektivt har kopieret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her