Nogle har beholdt deres skrantende aktier fra de glade dage før aktiekrakket i 2000 i håb om, at kurserne nok skal komme sig igen. Men rigtig mange valgte sidste år at sælge dem og æde tabet, før aktierne og deres indehaver kunne fejre treårsfødselsdag sammen. Det viser tal fra Told & Skat, der kommer oven på ændrede skatteregler fra sidste år. Tab på 769 mio. kr. 9.339 danskere har fortalt skattevæsenet, at de i 2002 samlet tabte 769 millioner kroner på aktier, de havde ejet i mindre end tre år. For aktier over tre år var tallet noget mindre; blot 2.076 personer med et samlet tab på 107 millioner. Og netop grænsen på tre år har stor betydning for, at så mange valgte at sælge med tab, frem for at læne sig tilbage og vente på opsvinget. »De under tre år er planlagte tab, mens de over tre år blot går og venter på bedre tider«, siger skatteeksperten Preben Berthelsen fra Timetax. Humlen i grænsen på tre år er investorens muligheder for at trække tabet fra på selvangivelsen i fremtiden, så en eventuel aktiegevinst til den tid kan indkasseres skattefrit. »Hvis du tager tabet, før du har haft dem i tre år, vil du kunne modregne tabet i fremtidige gevinster på aktier, som du ligeledes har ejet i maksimalt tre år. Hvis du derimod først sælger efter tre år, vil du kun kunne modregne tabet på gevinster fra andre børsnoterede aktier, du har haft i mere end tre år. Treårsgrænsen kan så samtidig være en god mulighed for at få kigget porteføljen igennem og få solgt nogle aktier, der måske kan udskiftes med nogle andre med større potentiale«, siger underdirektør og finansiel rådgiver i Danske Bank Morten Kyhn Sindby med henvisning til de temmelig indviklede og uoverskuelige regler for beskatning af aktieafkast. Ens beskatning de første tre år Formålet er altså at kunne investere så frit så muligt og ikke være bundet af at skulle beholde aktierne i tre år for at kunne udnytte sine fradrag. Yderligere skelner skattereglerne for aktiebesiddelser over tre år mellem børsnoterede og unoterede aktier, mens beskatningen er ens for besiddelser under tre år. Alt sammen regler, der er med til at gøre den skattemæssige del af livet mere overskueligt for folk, der ikke holder så længe på aktierne. Vil man alligevel gerne beholde en aktie, der nærmer sig grænsen, kan man blot sælge den, tage tabet og købe nøjagtig samme aktie tilbage en uge efter. Så er tabet realiseret, og fradraget en realitet. Ændring af skatteregler De mange indberetninger af tabsgivende salg kommer oven på en ændring af skattereglerne sidste år. Hvor tab på aktier førhen kun kunne fradrages i op til fem år, efter at tabet opstod, er tidsgrænsen nu fjernet. Samtidig indførte man indberetningspligt af tabene i det år, de opstår, så myndighederne og skatteborgeren ikke skal slås om fakta, 20 år efter at et tab er opstået.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























