Jobkamp mellem Skive og Pandrup

Lyt til artiklen

De ansatte på den lukningstruede elektronikfabrik Flextronics i Pandrup er atter i chok. Blot to måneder efter, at Flextronics amerikanske ejere meddelte, at de trækker sig ud af ejerkredsen i Pandrup, er amerikanerne ved at opkøbe Bang & Olufsens fabrik i Skive med 270 ansatte. Paradoksalt benspænd lurer Dermed kan Flextronics paradoksalt nok spænde ben for den redningsaktion, som medarbejdere og ledelse forsøger at gennemføre i Pandrup. Her er målet at overtage fabrikken fra amerikanerne og redde op mod halvdelen af de 1.000 arbejdspladser i byen. Men den plan kan komme i fare, hvis de to fabrikker i Pandrup og Skive kommer i direkte konkurrence. Og det gør de, mener administrerende direktør, Peter Hinrup, der står i spidsen for redningsaktionen i Pandrup: Medarbejderne 'har svært ved at forstå det' »Det betyder, at vi bliver konkurrenter, når vi forhåbentlig kommer i gang med den nye fabrik. B&O bliver i første omgang deres eneste kunde i Skive, men senere skal de have nye kunder ind, og så må vi slås med dem om kunderne«, siger Peter Hinrup: »Vores medarbejdere har svært ved at forstå det. Flextronics har fyret hundredvis af folk, og så går man samtidig ind og køber en fabrik 100 km væk. Vores kunder er også bekymrede«. Så sent som i torsdags gik Pandrup-fabrikken glip af en ny kunde, fordi der er usikkerhed om fabrikkens overlevelse, fortæller Peter Hinrup. Han forsøger lige nu at samle en række investorer, der skal gøre det muligt at drive fabrikken videre med mindre bemanding og mindre produktion f.eks. af Kiss dvd-afspillere efter at produktionen af Siemens-mobiltelefoner er ophørt. 'To forskellige forretningsmodeller' I Flextronics Internationals europæiske hovedsæde, afviser vicedirektør Peter Baumgartner, at koncernen med opkøbet i Skive tager luften ud af redningsaktionen i Pandrup. »Det er to vidt forskellige forretningsmodeller, og vi kæmper hårdt for at finde kreative løsninger, som måske kan forhindre Pandrup i at lukke. Med B&O er der tale om, at vi har en langvarig strategisk alliance, som vi nu udbygger«, siger Peter Baumgartner, der dog ikke vil afvise, at de to fabrikker kan blive konkurrenter i fremtiden. »Hovedfokus på kort sigt er at få integreret B&O s fabrik i Flextronics. I øjeblikket forsøger vi at holde de to sager adskilt, men meget afhænger af, hvad fremtiden bringer for Pandrup«, siger Peter Baumgartner. B&O ser muligheder Hos B&O ser administrerende direktør Torben Ballegaard Sørensen salget af Skive-fabrikken som en mulighed for at udnytte produktionsapparatet fuldt ud hele året noget som B&O selv havde svært ved. »Flextronics har mulighed for at suge ordrer op fra andre virksomheder, samtidig med at de får en større del af vores produktion«, siger Torben Ballegaard Sørensen. Han er helt på det rene med, at det nye Flextronics i Skive på sigt kan gå jagt efter kunderne i Pandrup. »Det har jeg ingen som helst følelser overfor. Jo bedre succes man kan lave i Skive med at få udnyttet kapaciteten og få videreuddannet medarbejderne, jo bedre. Om man så lavede alverdens konkurrerende udstyr dér, det er bare helt fint«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her