Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
ARMANDO FRANCA/AP
Foto: ARMANDO FRANCA/AP

EU-27. Alt tyder på, at de kommende debatter om det europæiske samarbejde snarere kommer til at handle om reel politik end om rammerne for, hvordan man kan føre EU-politik. Det er i hvert fald ikke nye traktater, der står først på listen. Foto: Armando Franca

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Startskuddet til en ny EU-debat?

Lissabon-traktaten bliver den sidste traktat i lang tid fremover. Europæerne går nu en anden EU-debat i møde.

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft.

Det har siden fået medierne til at fokusere på, om landene kan fylde de rammer ud, som de nu efter otte års forhandlinger er blevet enige om. Det nye spanske EU-formandskab skal f.eks. definere sin rolle over for EU’s nye præsident – og over for den nye højtstående repræsentant for udenrigspolitikken.

Men er denne politiske situation i virkeligheden så forskellig fra situationen efter ikrafttrædelsen af tidligere EU-traktater? Det korte svar er ja: Situationen efter denne traktatændring er meget forskellig fra de traktatændringer, der har fundet sted i EU gennem de sidste 25 år.

Det nye er ikke mindst, at Lissabontraktaten bliver den sidste traktat i en rum tid. Og dette har nogle vigtige konsekvenser, som rækker ud over de aktuelle overvejelser om, hvem der skal gøre hvad ifølge den nye traktat.

Tre nej'er
Begyndelsen på det, man har kaldt ’den institutionelle dynamik i EU’ fra 1984, ledte til fire traktatændringer. Hver af disse blev straks efter fulgt op af initiativer til at ændre disse traktater i retning af mere integration. Enten fordi det stod i traktaterne, eller væsentligere, fordi lande som Tyskland og Frankrig pressede på.


Lissabontraktaten indeholder ikke startskuddet til forhandlinger om den næste traktatændring. Og det mildt sagt langstrakte otteårige forhandlingsforløb, som begyndte som et konvent om forfatningstraktaten i 2001 og endte med Lissabontraktatens endelige vedtagelse i oktober sidste år – efter tre nej'er ved folkeafstemninger undervejs – har gjort tanken om nye traktatændringer meget lidt tiltrækkende. Hjemlige beslutningsprocesser – og især folkeafstemninger i flere lande – har vist sig svære at forudsige.

Historikeren Uffe Østergård har peget på, at de sidste otte år har vist, at føderalismen er en død sild, og at nationalstaten er dybt forankret i vælgerne i de 27 EU-lande. Og at vi derfor har nået de institutionelle grænser for samarbejdet.

Man må under alle omstændigheder forvente, at den vanskelige proces, som en traktatændring med 27 lande er, vil virke afskrækkende inden for en overskuelig fremtid.

Allerede efter de franske og hollandske nej'er i 2005 har man set en langt mere pragmatisk forståelse af, hvad EU bør handle om – set fra de europæiske regeringers side. Fokus har været på den konkrete nytte af EU for borgerne snarere end på institutionelle ændringer.

Allerede efter de franske og hollandske nej'er i 2005 har man set en langt mere pragmatisk forståelse af, hvad EU bør handle om – set fra de europæiske regeringers side.

Tanken om, at institutionel fremdrift var nødvendig, hvis den europæiske cykel ikke skulle vælte, er ikke længere dominerende. Det er kendetegnende, at den EU-vismandsgruppe, der i 2008 blev nedsat til at udarbejde en rapport om ’EU i år 2020-30’ (og hvori danske Lykke Friis deltager) har mandat til at beskæftige sig med alt – bortset fra institutionelle ændringer!

Der er således klare forhold i europæisk politik, der peger på, at der ikke kommer traktatændringer i lang tid. Men vigtige nationale forhold peger i samme retning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den fransk-tyske akse har været hoveddrivkraften i de sidste 25 års traktatændringer EU. Men en kendelse fra den tyske forbundsdomstol i juni 2009 (om Lissabontraktaten) har rejst en række spørgsmål om, hvor langt Tyskland kan gå i afgivelsen af national suverænitet.

Tyskland har tidligere været toneangivende i presset for institutionelle ændringer og har set europæisk integration som en måde at indbinde Tyskland og dermed berolige naboerne (og sig selv) om, at historien ikke ville gentage sig. Dommen peger på, at der kan være grænser for, hvor langt Tyskland kan følge denne politik i fremtiden. Frankrig er heller ikke begejstret for nye traktatændringer efter det franske nej.

Lissabontraktaten markerer noget anderledes
Så i dette lys vil fokus i de næste år vil være på, hvad man kan og vil gøre med Lissabontraktaten og ikke på at skabe nye institutionelle rammer. Hvad har det så af bredere konsekvenser? Helt overordnet betyder det, at debatter om EU må komme til at handle mere om politisk indhold og mindre om rammerne for samarbejdet.

Demokratidiskussioner kommer mere til at handle om deltagelse inden for rammerne – og ikke om helt nye rammer. Debatter mellem skeptikere og integrationstilhængere kommer i videre omfang til at dreje sig om konkrete emner. Det har også konsekvenser for de hidtidigt toneangivende lande.

For Tyskland har sammenslutningen af Europa været en central del af det tyske udenrigspolitiske projekt.

For Frankrig har processen mod et stærkere Europa været en vigtig måde at styrke Frankrig på. Nu kan institutionel fremdrift ikke være en central del af disse projekter i en overskuelig fremtid.

Så Lissabontraktatens ikrafttræden markerer noget anderledes end de sidste 25 års traktatændringer. At politik vil foregå inden for Lissabons rammer betyder naturligvis ikke, at debatterne om EU bliver mindre væsentlige.

Men de kommer mere til at handle om EU’s rolle på forskellige politikområder som velfærd, miljø, og retslige og indre anliggende og udenrigspolitik snarere end rammerne for dette.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden