Oversvømmelse. 2-graders-målsætningen kræver bl.a. fuldt forpligtende aftaler om reduktioner.
Foto: AP Photo/Shakil Adil

Oversvømmelse. 2-graders-målsætningen kræver bl.a. fuldt forpligtende aftaler om reduktioner.

Analyse

Højere pris på CO2 kan redde kloden

Kun økonomiske virkemidler kan bringe CO2-udslippet drastisk ned.

Analyse

Den globale opvarmning skal begrænses til maksimalt 2 grader.

Det slås fast i Københavnserklæringen, som var resultatet af COP15-forhandlingerne i København. Fortsat ukontrolleret global opvarmning vil ifølge FN indebære stigende vandstand i verdenshavene, storme og oversvømmelser, tørke, problemer med vandforsyning, folkevandringer og ændringer i økosystemer og mindre biodiversitet.

2-graders-målsætningen indebærer en grænse for, hvor høj koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren må blive. Dermed er der også sat et absolut maksimum for, hvor meget drivhusgas, der må udledes i al fremtid.

Med andre ord betyder 2-graders-målsætningen, at verdens energiproduktion alt overvejende skal blive fossilfri engang i fremtiden, og indtil da er der endda snævre grænser for, hvor meget CO2 der må udledes.

Netop i disse dage arbejder FN videre med klimaudfordringerne ved COP16-topmødet i Cancún i Mexico. Det er vigtigt, at det internationale samarbejde ikke alene fokuseres på at opnå aftaler om reducerede udledninger, men snarest også fokuseres på etablering af de økonomiske mekanismer, der kan virkeliggøre sådanne reduktioner.

Trykket stemning lægger pres på forhandlerne i Cancún

Drivhusgasser fordeler sig jævnt i atmosfæren, og det er derfor ligegyldigt for klimaet, om drivhusgasser bliver udledt i Danmark, USA eller Kina.

Beregninger i vores seneste miljøøkonomiske rapport viser, at selv hvis de rige lande i verden holdt op med at udlede drivhusgasser fra i morgen, ville den fremtidige udledning af CO2 fra de mindre udviklede lande i sig selv være så stor, at 2-graders-målsætningen ville overskrides. Og det er endda under optimistiske antagelser.

I Kyotoprotokollen var det kun de rige lande, som forpligtede sig til at reducere deres udledninger.

Den tankegang kan ikke således videreføres, hvis 2-graders-målsætningen skal overholdes. Men da den rige verden har forårsaget næsten hele stigningen i atmosfærens CO2-koncentration, må den naturligvis gå forrest og levere de første og største reduktioner.

En gruppe af fysikere og statistikere har beregnet, hvor stor en mængde af drivhusgasser, som må udledes frem til 2050, hvis 2-graders-målsætningen skal overholdes, givet udledningerne stort set stopper i 2050.

Hvis risikoen for at overskride 2-graders-målsætningen skal være højst 33 procent, må der frem til 2050 kun udledes 3,5 ton CO2 per indbygger per år ved uændret verdensbefolkning.

Til sammenligning udledte en gennemsnitsdansker i 2007 godt 9 ton CO2 og en gennemsnitsamerikaner 19 ton CO2 som følge af afbrænding af fossile brændsler. Overraskende er det, at en gennemsnitskineser i 2007 udledte knap 5 ton CO2.

I Det Miljøøkonomiske Råds rapport så vi på tre forløb for udledning af drivhusgasser, som hver især sikrer, at 2-graders-målsætningen overholdes med 50 procents sandsynlighed.

Hvis verdens udledninger topper allerede i 2015, er det nødvendigt efterfølgende at reducere den globale udledning af drivhusgasser med 1 procent årlig. Hvis verdens udledninger topper i 2020, er det nødvendigt efterfølgende at reducere med 2,3 procent årlig, og hvis verdens udledninger først topper i 2025, er det nødvendigt efterfølgende at reducere med hele 4,7 procent årlig.

Hvis 2-graders-målsætningen skal tages alvorligt, er det nødvendigt med hurtige, markante og globale reduktioner samt et slutmål om en stort set fossilfri verden efter 2050.



Til sammenligning forpligtede Kyotoprotokollen en række af verdens rige lande til at reducere deres udledning med 0,4 procent om året, mens EU’s målsætning om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 20 procent i 2020 i forhold til 1990 svarer til en reduktion på 0,7 procent årlig.

Konklusionen er, at hvis 2-graders-målsætningen skal tages alvorligt, er det nødvendigt med hurtige, markante og globale reduktioner samt et slutmål om en stort set fossilfri verden efter 2050.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Til perspektivering af 2-graders-målsætningen kan det beregnes, at hvis målet skal opfyldes med 50 procents sandsynlighed, så skal halvdelen af allerede kendte og økonomisk rentable forekomster af fossile brændsler forblive i jorden. 2-graders-målsætningen er derfor en enorm udfordring for verden, som det vil kræve et stærkt internationalt samarbejde at leve op til.

Efter COP15-forhandlingerne har en lang række lande forpligtet sig til at reducere udledningen af drivhusgasser – dog betinget af, at andre gør det samme.

Reduktionsforpligtelserne er ikke juridisk bindende, og flere af tilsagnene vedrører energiintensiteter og ikke egentlige reduktioner i CO2-udledningerne.

Det er et første skridt på vejen, men hvis 2-graders-målsætningen skal nås, kræver det både fuldt forpligtende aftaler om reduktioner og etablering af de internationale systemer og mekanismer, der skal sikre, at de aftalte reduktioner bliver til virkelighed.

Disse systemer må nødvendigvis neutralisere den enorme profit, som store dele af reserverne med fossile brændsler repræsenterer, så de ikke kommer til faktisk udvinding.

Realistisk set er det kun økonomiske mekanismer, som kan løfte denne udfordring, og specielt kan kun økonomiske mekanismer som kvoter og afgifter sikre, at de nødvendige CO2-reduktioner opnås billigst muligt for samfundet.

Projektet bliver gennemført, hvis omkostningen er mindre end de sparede udgifter.

Hvis alle skal betale det samme for at udlede et ton CO2, er gevinsten – i form af sparede udgifter til afgifter eller kvoter – ved at reducere udledningen af CO2 med 1 ton også den samme for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En virksomhed, der overvejer at gennemføre et projekt, som kan mindske dens udledning af CO2, vil afveje gevinsten i form af sparede udgifter mod omkostningen ved projektet. Projektet bliver gennemført, hvis omkostningen er mindre end de sparede udgifter.

Da alle virksomheder sparer lige meget ved at reducere udledningen af CO2 med 1 ton, vil netop de projekter, som sparer mest CO2 per krone, blive gennemført. Dermed bliver klimapolitikken omkostningseffektiv.

Endvidere vil en høj, stabil pris på udledning af CO2 tilskynde private virksomheder til at udvikle CO2-besparende teknologier, ganske enkelt fordi de kan tjene penge på det.

Derfor er det nødvendigt, at den rige del af verden går forrest og hurtigt etablerer kvote- og/eller afgiftssystemer. Systemerne skal via en høj, stabil pris på CO2 give tilskyndelse til de teknologiske fremskridt, der er helt essentielle for opfyldelse af 2-graders-målsætningen.

Den resterende del af verden må gives stærke tilskyndelser til at tilslutte sig disse systemer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden