Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
LANGKILDE MORTEN (arkiv)
Foto: LANGKILDE MORTEN (arkiv)

Samarbejdspleje. Strukturreformen trådte i kraft i 2007. Men samarbejdet mellem læger, kommuner og sygehuse har endnu ikke båret frugt.

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Medicinske patienter bliver klemt

Det kniber for sygehuse, kommuner og læger at samarbejde om ældre medicinske patienter.

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når en ældre patient bliver indlagt på en medicinsk afdeling på sygehuset, er der behov for, at mange forskellige offentlige instanser samarbejder og deler deres viden med hinanden: Den praktiserende læge, hjemmehjælperen og hjemmesygeplejersken skal formidle deres viden om patienten til sygehusets læger.

Ofte fejler den ældre patient flere forskellige ting, som kræver, at flere forskellige afdelinger på sygehuset samarbejder om at helbrede patienten. F.eks. kan han både have en hjerte-kar-sygdom, en gigtsygdom og en psykisk lidelse på én gang.

Når patienten så har fået det bedre og er klar til at blive udskrevet, skal den praktiserende læge og hjemmeplejen have informationer fra hospitalet, så de kan give patienten den bedst mulige behandling og pasning derhjemme.

Alt dette kræver et samarbejde mellem flere kommunale og regionale instanser. Men det er et samarbejde, som er komplekst og kompliceret, og som ikke altid forløber glat. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har lavet for Fokus, Forum for Kvalitet og Udvikling i Offentlig Service.

Et af strukturreformenshovedformål var at skabe en mere klar arbejdsfordeling mellem regioner og kommuner. Der skulle skabes én indgang til den offentlige sektor for borgerne, og der skulle være bedre kvalitet og sammenhæng i ydelserne.

Sundhedsområdet var særligt i fokus. De større kommuner overtog en række sundhedsopgaver, og der blev etableret lovpligtige samarbejdsrelationer mellem regioner og kommuner. Derved håbede man at styrke samarbejdet på sundhedsområdet.

AKF’s undersøgelse viser, at sundhedsaftalerne er et vigtigt redskab til at udvikle samarbejdsrelationerne mellem praktiserende læger, kommuner og regioner. Via sundhedsaftalesystemet er der udviklet en faglig og administrativ praksis og en løbende dialog, som er gavnlig for samarbejdet.

Men det viser sig også, at det er ressourcekrævende at indgå og implementere aftalerne. Den enkelte læge eller sygeplejerske kender ikke altid alle detaljer i aftalerne, og det er svært at få de praktiserende læger med.

Nu – fire år efter strukturreformen – er der stadig en række hindringer, som mangler at blive løst. Det drejer sig både om økonomiske, styringsmæssige og it-mæssige hindringer, som alle er meget tydelige, når det gælder behandlingen af ældre medicinske patienter.

Deres komplekse sygdoms- og behandlingsforløb gør, at de har særlig meget brug for et smidigt samarbejde i sundhedssystemet. Ikke mindst fordi mange patienter er mere plejekrævende, når de udskrives fra sygehus, end de var tidligere.

Økonomi.
En af de væsentlige barrierer er modstridende økonomiske interesser. Regionale sygehuse og praktiserende læger får betaling per aktivitet, og de har derfor en økonomisk interesse i at øge serviceniveauet. Kommunerne er derimod rammestyrede og skal oven i købet medfinansiere regionernes behandling. Kommunerne har dermed en økonomisk interesse i at reducere serviceniveauet.

Styring.
En anden barriere er måden, styringen er opdelt på: De praktiserende læger henviser f.eks. patienterne til behandling på sygehuset, og kommunerne skal så betale for behandlingen – uden at have indflydelse på beslutningen om, at patienten er blevet henvist. Og niveauet for genoptræning fastlægges af sygehuslæger, mens det er kommunerne, der skal betale.

It-systemer.
En tredje barriere er, at de mange forskellige it-systemer hos praktiserende læger, i kommuner og på sygehuse ikke taler godt nok sammen. Manglen på integrerede it-løsninger betyder, at parterne ikke altid har rettidig information om udskrivelses- og indlæggelsesforløb eller om medicinering.

Medicin.
Medicinhåndtering er fortsat et vigtigt problemfelt. Ældre medicinske patienter får ofte 10-15 forskellige præparater, og nogle får langt flere. Risikoen for, at patienten indtager en uheldig sammenblanding af for mange forskellige typer af medicin, er en reel udfordring. Der er udviklet forskellige typer løsninger, som f.eks. går ud på, at den praktiserende læge eller et udgående sygehusteam har ansvar for jævnlig at gennemgå al patientens medicin. Og lige nu har alle parter store forhåbninger til, at et fælles medicinkort vil hjælpe på problemerne.

Opgavefordeling.
Endelig er de praktiserende lægers rolle i aftalestrukturen problematisk. De deltager i arbejdsgrupper og aftaleforløb, men deres repræsentanter har ikke mandat til at forpligte alle deres kolleger, og overenskomsterne mellem sygesikringen og lægerne understøtter ikke altid de aftaler, der bliver indgået.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er derfor en vigtig fremtidig opgave at finde løsninger, så praktiserende læger bedre kan udfylde rollen som tovholder og primær kontaktperson. Sundhedshuse og bedre kommunikation mellem forskellige instanser i sundhedssystemet kan være mulige løsninger på kort sigt.

Ændringer i overenskomsterne er også en mulighed. Man kan bl.a. belønne de praktiserende læger for at deltage i koordinationsarbejdet og for at tænke mere i forebyggelse for den enkelte patient. Mere radikalt kunne man overlade mere af den direkte styring til regioner eller kommuner.

På sygehusområdet er der sket en centralisering og en samling af specialer, som gør, at ældre medicinske patienter kommer i kontakt med flere sygehuse, der ikke ligger lige om hjørnet. Alle regioner arbejder også med nye centraliserede ’fælles akutte modtageenheder’.

Nu – fire år efter strukturreformen – er der stadig en række hindringer, som mangler at blive løst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det betyder, at kommuner og praktiserende læger får en mere entydig indgang til sygehusvæsenet. Men det betyder også, at der skal skabes helt nye rutiner for informationsudveksling og arbejdsdeling.

Det er vigtigt, at der fortsat arbejdes med at skabe en fælles linje i udviklingen i sygehusvæsenet og det borgernære sundhedsvæsen.

Regeringen er på vej med en handlingsplan for ældre medicinske patienter. Den skulle være klar til maj, men er paradoksalt nok blevet forsinket, fordi det har taget tid at nå til enighed om de konkrete anbefalinger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden