Sexkøb. Der er stor forskel på, hvor udbredt det er at købe sex. I Spanien og Italien har ca. 40 procent købt sex, hvorimod det i Skandinavien er 10-15 procent.
Foto: MARTIN BUBANDT (arkiv)

Sexkøb. Der er stor forskel på, hvor udbredt det er at købe sex. I Spanien og Italien har ca. 40 procent købt sex, hvorimod det i Skandinavien er 10-15 procent.

Analyse

Sexkøb handler om holdninger

Mænd er til at påvirke, også de mænd, der køber sex hos prostituerede.

Analyse

I dag afholdes på Christiansborg en høring om prostitutionskunder.

Dette er tiltrængt, idet viden om mænd som prostitutionskunder stadigvæk er et relativt ubelyst fænomen. Denne mangel på viden hænger måske sammen med, at mænd historisk set har været det usynlige køn, og at det generelt set derfor har været vanskeligt at studere mænds sociale liv.

Emner som prostitutionskunder har i særdeleshed været opfattet som et ikkelegitimt terræn at bevæge sig ind på. Dette til trods for, at det bør fremstå som logik, at mænds seksualitet er eksistensbetingelsen for prostitution.

Men hvad siger den eksisterende forskning på området?

Overordnet set kan man sige, at der er store variationer i forskningens konklusioner, om det hovedsagelig er kulturelle eller individuelle faktorer, som er den afgørende drivkraft bag mænds sexkøb. Uenigheden består især i, om mænd, som køber sex, siger noget om ’normale’ mænd, eller snarere handler om ’afvigende’ mænds adfærd.

Altså er prostitutionskunder et symbol på samfundets maskuline dominansstrukturer – eller er det mænd med psykiske problemer?

Sexkunder udgør et bredt udsnit af den mandlige befolkning og repræsenterer både gifte og ugifte mænd fra forskellige sociale lag og fra forskellige aldersgrupper



Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor køber mænd sex? Er det lyst og længsler eller magt og kontrol, der driver mænd til prostituerede?

En af de rodfæstede opfattelser af prostitutionskunder er, at det hovedsagelig er mænd, som ikke kan få sex på anden vis, eller handikappede mænd, som ikke kan tilfredsstille sig selv seksuelt. Dette er ikke et sandfærdigt billede.

Forskning på området har vist, at sexkunder udgør et bredt udsnit af den mandlige befolkning og repræsenterer både gifte og ugifte mænd fra forskellige sociale lag og fra forskellige aldersgrupper.

Et dansk internetbaseret studie fra 2005 med deltagelse af 6.350 mænd afslørede, at motivationen for at købe sex var præget af tre dominerende årsager.

Hele 60 pct. af mændene gav udtryk for, at det at købe sex var noget, der skulle prøves af. 36 pct. af kunderne angav, at de købte sex, fordi det er ensbetydende med uforpligtende sex. Det tredjemest anvendte motiv, som 30 pct. angav, var, at de havde købt sex, fordi muligheden bød sig.

Først nede på sjettepladsen (8 pct.) kom udsagnet, at det var den eneste mulighed for at få sex.


Denne undersøgelse indikerede, at det ikke hovedsagelig er marginaliserede stakler eller mænd i krise, som køber sex af de prostituerede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ligeledes interessant, at undersøgelsen viste, at der ikke er den store forskel på de seksuelle aktiviteter, som mændene køber sig til hos prostituerede, og de seksuelle aktiviteter, som de udfører med deres øvrige partnere.

Undersøgelser har dog vist, at der er stor forskel på, hvor udbredt det er at købe sex.

I lande som Spanien og Italien har omkring 40 pct. af mænd købt sex, hvorimod det i Skandinavien er ca. 10-15 pct. I Thailand er det ca. 70 pct. Forskellen mellem landene siger noget om seksualitetens kulturbundne former, men også at det er muligt at påvirke mænds adfærd.

Britisk forskning fra 2009 har vist, at mange mænd har et ambivalent forhold til det at købe sex. På den ene side føler mænd skyld og skam over at købe sex, men på den anden side fortsætter de med at købe sex.

Andre studier har vist, at mange mænd, som har købt sex, også kunne have undladt at gøre det, og der findes mænd, som ikke har købt sex, men som måske i fremtiden kunne finde på det.

Skandinavisk kundeforskning har vist, at de stærke fantasier omkring prostitution kan risikere at gøre mænd blinde over for den tragiske virkelighed, som prostitution ofte er baseret på. Sexkunder køber illusioner, og ønsker ikke, at facaden skal brydes ned.

Vi ikke alene kan lovgive os ud af prostitution, men efterspørgslen på prostituerede kan reguleres gennem forandringer i mænds mentale forestillinger om det legitime ved at købe sex



Det er bl.a. spændingen, indblikket i en ’eksotisk’ verden, den forbudte følelse og forestillingen om horen, der gør det så attraktivt og dragende.

Ligeledes har studier vist, at flere prostitutionskunder anser mødet med den prostituerede for en markedsrelation, hvor der fokuseres på sex som et produkt, der sælges på et frit marked, og hvor kvinden sælger sin krop frivilligt.

Men forskningen tyder dog på, at mænd ikke er drevet af en biologisk trang til at købe sex, og at der ikke skal så megen påvirkning til for at afholde mænd fra at købe sex. Alligevel findes der stort set ikke nogen konkret forskning, som handler om, hvad der skal gøres for at støtte op om mænd, som ønsker at holde op med at købe sex.

Vi skal ikke bilde os selv ind, at der sker revolutioner på dette område, dertil er berettigelsen af køb af sex for rodfæstet i først og fremmest mænds bevidsthed, men til dels også i kvinders bevidsthed.

Ligeledes står det klart, at vi ikke alene kan lovgive os ud af prostitution, men efterspørgslen på prostituerede kan reguleres gennem forandringer i mænds mentale forestillinger om det legitime ved at købe sex.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Dette viser evalueringen af forbuddet mod købesex i Sverige fra 2010. De rette samfundsmæssige tiltag, hvis man virkelig ønsker at hjælpe kvinderne i prostitutionen, bør derfor også være orienteret mod at ændre på mænds holdninger og adfærd.

Selv om det kan føles kulturelt grænseoverskridende at skulle hive mændene ud af den privilegerede usynlighed, er det vigtigt at påpege, at prostitutionskunders seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod er til at forandre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce