Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Idealisten. Birgitte Nyborg Christensen, der i tv-serien ’Borgen’ spilles af Sidse Babett Knudsen, er den politisk korrekte idealist, som vælgerne falder pladask for. Men serien giver ikke noget retvisende eller meningsfuldt billede af politik. Foto: Mike Kolläffel

Idealisten. Birgitte Nyborg Christensen, der i tv-serien ’Borgen’ spilles af Sidse Babett Knudsen, er den politisk korrekte idealist, som vælgerne falder pladask for. Men serien giver ikke noget retvisende eller meningsfuldt billede af politik. Foto: Mike Kolläffel

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er tv-serien 'Borgen' et demokratisk problem?

Tv-serien ’Borgen’ er god underholdning. Men kan den også føre til politikerlede?

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når DR’s store dramasatsning ’Borgen’ i aften løber over skærmen for tredje gang, føler man sig måske ganske glimrende underholdt.

Men ’Borgen’ giver nu også anledning til bekymring, for hvordan kan man skildre det politiske liv, når hele det politiske maskinrum er fuldstændigt fraværende?

’Borgen’ handler om privatpersoner, positioneringer, enkeltsager og konfliktstof – og kun meget lidt om det reelle politiske liv, som det til daglig udspiller sig på Christiansborg.

Folkestyrets forudsætning – nemlig folket, vælgerne – er paradoksalt nok skrevet helt ud af serien. Det samme er embedsværket og de bureaukrater, der står for at omsætte de mange politiske ideer.

Karaktererne er i stedet skåret over arketyper som ’det kyniske og populistiske magtmenneske’ (i serien personificeret ved Laugesen, spillet af Peter Mygind), ’den politisk korrekte idealist’ (Birgitte Nyborg Christensen, spillet af Sidse Babett Knudsen), spindoktoren i form af ’den machiavelliske mørkemand’ (seriens Kasper Juul) samt den naive og overfladiske journalist, Katrine Fønsmark, der gør lynkarriere som nyhedsvært.

Resultatet er et underholdende, men simplificeret drama mellem politikere og mediekendisser.

Der melder sig derfor en række spørgsmål.

For kan ’Borgens’ simplificering også få konsekvenser for politik, som det udspiller sig i virkeligheden? Vil dens skildring af politik føre til politikerlede? Og kan tv-serien få konsekvenser for det folketingsvalg, der senest kommer om et års tid?

At serien ikke har meget med virkelighedens politiske verden at gøre, har de første par afsnit allerede givet flere indikationer på.

Kan ’Borgens’ simplificering også få konsekvenser for politik, som det udspiller sig i virkeligheden? Vil dens skildring af politik føre til politikerlede? Og kan tv-serien få konsekvenser for det folketingsvalg, der senest kommer om et års tid?

For ud over at vælgerne og embedsværket er fuldstændig fraværende, så hører det unægtelig snarere til undtagelsen end reglen, at folketingsvalg vindes ved, at en af spidskandidaterne under den tv-transmitterede partilederrunde plæderer for autenticitet og ’antispin’ og tager afstand fra iscenesættelse, form og spin – og i øvrigt indkasserer en fordobling af mandattallet.

Hverken i den politiske historie eller inden for vælgerforskning finder man således fortilfælde: En enkelt tv-debat flytter simpelthen ikke så mange vælgere.

Dertil kommer, at spindoktorernes betydning – i dramaets hellige navn – overvurderes, som om politik i det medialiserede demokrati ene og alene består i at underminere de politiske modstanderes autoritet og troværdighed ved at lække kontroversielle bilagskvitteringer, som spindoktoren endda på dubiøs vis er kommet i besiddelse af, da han som en anden mestertyv sletter sine spor på gerningsstedet.

Man fristes til at spørge, hvad der blev af den formidlende og servicerende pressemedarbejder, der er en langt mere passende betegnelse for hovedparten af de ansatte ’spindoktorer’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kunne her også nævne seriens næstformand i Arbejderpartiet, Troels Höxenhaven, hvis motiv for at vælte partiformanden skal findes i hans familiehistorie. Mildest talt spekulativt.

’Borgen’ fremstår derfor snarere som en slags metaspin, hvor politik ganske enkelt reduceres til spin.

Men er det i virkeligheden ikke ligegyldigt, hvorvidt ’Borgen’ er en realistisk og troværdig skildring af det politiske liv, sådan som det udspiller sig i det medialiserede demokrati.

Så længe man som seer er underholdt, er det så ikke nok? Hertil må svaret være nej – af flere årsager:

Serien indskriver sig i en større tradition for repræsentation af det politiske, (som vi også har set med fiktioner som ’Kongekabale’, ’Fluerne på væggen’, ’Kronprinsessen’ mv.), hvor det politiske – i form af vælgere, embedsværkets politikudvikling og -implementering og i form af større kompleksitet – så at sige er kendetegnet ved et fravær af selve det politiske.

Men også fordi vi netop har taget hul på en ny politisk sæson, der vil byde på et folketingsvalg, har forfatterne bag ’Borgen’ også et ansvar for at repræsentere det politiske i alt dets kompleksitet – og altså ikke alene stille sig tilfredse med at ville underholde på bekostning af et i bedste fald ufuldstændigt og i værste fald direkte fortegnet og forvrænget billede af politik.

’Borgen’ skaber et billede af politik, hvor politik reelt er fraværende og i stedet er blevet til et moralsk drama om det gode mod det onde.

Samtidig kan man frygte, at ’Borgen’ bidrager til den udbredte politikerlede, der allerede i dag florerer, ligesom ’Borgen’ i et større perspektiv kan afholde potentielle politikere, der har en vision og gerne vil forandre samfundet, fra at træde ind i politik, hvis det politiske alene omhandler narcissistisk optræden i medierne og personkonflikter.

På den anden side kan ’Borgen’ også bidrage til at tiltrække kortsigtede lykkeriddere, kendis-politikere og opportunistiske levebrødspolitikere, der ikke kan se længere end til det næste redaktionsmøde og den næste deadline.

Må dette scenario forblive en fiktion – men gerne en fiktion, der er lige så underholdende som ’Borgen’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden