Vagthunde. Da det i sidste uge kom frem, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) måske har spillet en væsentligt rolle i forbindelse med behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag, flokkedes journalisterne omkring ham.
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Vagthunde. Da det i sidste uge kom frem, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) måske har spillet en væsentligt rolle i forbindelse med behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag, flokkedes journalisterne omkring ham.

Analyse

Derfor er demokratiet så skrøbeligt

Sagen om lækage af fortrolige skattepapirer viser, at der er grænser for, hvor robust vores unge demokrati kan være.

Analyse

Den journalistiske regel om kildebeskyttelse er et sekundært gode i et velfungerende demokrati:

Uden et robust demokrati er der ingen kildebeskyttelse, fordi kildebeskyttelsen hviler på forudsætninger, som demokratiet selv realiserer. Ophører disse forudsætninger, ophører selve det demokratiske grundlag for samfundets institutioner, herunder den frie presse.

Det sker fra tid til anden, det er netop sket igen, og det er hverken kønt eller sundt, når det sker: Reglerne bliver tilsidesat i det sociale koordinationsspil, vi kalder demokratiet. Hvad det politiske motiv kan have været i sagen om Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor, synes klart.

Hvad vigtigere er, kan sagen lære os noget om, hvorfor vi må beskytte de demokratiske grundregler, og hvorfor selv små afvigelser fra reglerne kan sætte den samlede koordination under pres.

Frihed fra korruption og usandhed er helt basale principper for et demokratisk koordineret fællesskab. Forbryder man sig mod de grundlæggende regler om ansvarlighed og ærlighed i forvaltning og politik, spiller man ikke længere det demokratiske koordinationsspil.

Og det er nok så slemt, når man som folkevalgt politiker netop er indsat som den lovgivende instans, der skal sikre, at deltagerne i demokratiet spiller efter demokratiske regler. Det gælder for de folkevalgte politikere som for embedsapparatet og regeringer i almindelighed.

De historiske erfaringer med politiske styreformer, som vi i dag ønsker hen, hvor græsset ikke gror, som oligarkier, timokratier eller monarkier, er betragteligt større end vores erfaringer med at efterleve demokratiske retningslinjer. At vælge demokratiet som styreform er noget, der er enestående for mennesket – demokrati findes selvsagt ikke blandt myrer eller narhvaler.

Det sker fra tid til anden, det er netop sket igen, og det er hverken kønt eller sundt, når det sker: Reglerne bliver tilsidesat i det sociale koordinationsspil, vi kalder demokratiet

Men med omkring 200.000 år som homo sapiens og godt 50.000 år med de adfærdsmæssige egenskaber, som mennesket i dag kendes ved, går vores erfaringer med demokratisk koordination højst et par tusinde år tilbage. Selv i det antikke Grækenland var der ikke et demokrati i den forstand, vi i dag kender, men nærmere et oligarki, altså en herskende klasse, der stemte efter visse parlamentariske forordninger.

Det moderne demokratiske tankesæt hører først og fremmest oplysningstiden til; det er blot nogle få århundreder siden, at disse tanker, principper og spilleregler for indsigt, dannelse, frihed, lighed og retssikkerhed blev formuleret – og endnu kortere tid siden, de blev realiseret.

Ret beset er menneskets erfaring med demokrati altså svært begrænset. De demokratiske spilleregler er fra i går, og så meget desto mere er der grund til at værne om dem, for erfaringshorisonten er kort og konstruktionen skrøbelig over for dem, der bryder reglerne.



I sit nye hovedværk, ’The Origins of Political Order’, henviser Francis Fukuyama til, at korruption er en lurende fare i ethvert statsapparat på grund af menneskets konstant lurende tilbøjelighed til at favorisere sig selv og sine nærmeste. Derfor er bekæmpelse af korruption, opbygning af tillid og udvikling af fælles institutioner al statsdannelses første lov.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En grundlæggende præmis for demokratiet er, at vi forstår, hvordan demokratiet virker som social koordination. Koordinationsspil virker som oftest derved, at man enten har et godt kendskab til sine medmenneskers strategi og således kan supplere eller imødegå dem for at maksimere sin personlige nytte – eller ved, at man indser, at det største udbytte for alle bedst opnås ved samarbejde og koordination.

Prisen er, at vi alle må afgive en lige del af vores suverænitet til samfundets institutioner. Det forpligter forvalterne af magten på omhyggeligt at respektere de fælles regler. Som Churchill sagde:

»Demokratiet er den værste styreform, bortset fra alle de andre, der er afprøvet fra tid til anden«. Demokrati er et svar på et grundlæggende koordinationsproblem: evnen til at institutionalisere normer for tillid, objektivitet og upartiskhed er demokratiets vigtigste pejlemærker. Uden disse er ingen demokratisk koordination mulig.

Magtmisbrug fører til organiseret mistillid, der spreder sig i en kaskade gennem det sociale system

Så når nogle spillere – især dem, der definerer spillets regler som ministre, særlige rådgivere og embedsmænd – begynder at praktisere usandhed og korruption, svarer det til at slippe en løve fri i et gazellehabitat.

Derfor skal man reagere øjeblikkeligt og med de stærkeste parlamentariske sanktioner, når enkelte spillere eller større konsortier begynder at omdefinere spillereglerne. Det sker, når man indskrænker ytringsfrihed, forvrider valgprocedurer eller, som det angiveligt er tilfældet i den aktuelle sag, overtræder loven med henblik på påvirkning af et valgresultat.



Magtmisbrug fører til organiseret mistillid, der spreder sig i en kaskade igennem det sociale system. Det er grunden til, at den journalistiske hovedregel om kildebeskyttelse kan tilsidesættes i den aktuelle sag. Kildebeskyttelse er et gode, som bidrager til den frie presses arbejdsbetingelser og muligheden for, at whistleblowers kan afsløre kritisable forhold, uden at de kommer personligt i fare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men dette gode er underordnet et endnu vigtigere gode: friheden fra magtmisbrug og korruption i statslegemet. Det sidste er et af de afgørende punkter, hvor Danmark endnu ligger i den internationale top. Uden et robust demokrati er der ingen kildebeskyttelse, præcis fordi kildebeskyttelsen hviler på de samme forudsætninger, som demokratiet realiserer – sandfærdighed, retssikkerhed og tillid.

Ophører disse egenskaber, ophører selve det demokratiske fundament for samfundets institutioner, herunder den frie presse.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce