Disciplin. Hvis ikke vestlige forældre lader sig inspirere af de asiatiske 'tigerforældre', kan det gå ud over den faglighed, der skal sikre os i konkurrencen mod netop disse lande.
Foto: LU WEI (arkivfoto)/Lu wei - Imaginechina

Disciplin. Hvis ikke vestlige forældre lader sig inspirere af de asiatiske 'tigerforældre', kan det gå ud over den faglighed, der skal sikre os i konkurrencen mod netop disse lande.

Analyse

Skal børn være dygtige eller glade?

De fleste vestlige forældre går mere op i barnets begejstring end barnets faglighed.

Analyse

Børneopdragelse er en kampzone.

Da den kinesiskamerikanske Yaleprofessor Amy Chua for nylig udgav bogen ’The Battle Hymn of the Tiger Mother’ lød der et ramaskrig i den amerikanske debat.

I bogen beskriver Amy Chua, hvorfor ’tigermødre’ – asiatiske mødre som hun selv – er bedre, når det gælder opdragelse.

Tigermødre går efter perfektion, ikke middelmådighed. Og hvis den faglige perfektion kræver, at børnene må undvære at lege eller sove hos vennerne, er det i det lange løb det bedste for barnet.

I Danmark kan vi med vores fri leg og rummelige pædagogik ryste på hovedet ad den ekstreme mor. Ikke desto mindre griber Amy Chua fat i en større tendens, som vi ikke bør ignorere: På et geopolitisk plan udspiller der sig en aktuel konflikt mellem lyst og faglighed.

Er det vigtigste, at barnet er glad, eller at det er klogt? Der behøver naturligvis ikke at være et modsætningsforhold mellem lyst og faglighed, men hvis man sætter Vesten og Østen over for hinanden, er kontrasten tydelig. Asiatiske elever – og ikke mindst deres forældre – går generelt langt højere op i faglige præstationer end vestlige elever og forældre.

For seks år siden stødte jeg første gang på vittigheden ‘Why The Chinese Always Kick Our Ass in Mathematics and Physics’. Vittigheden havnede i min mailboks, og den består af to billeder: Det ene er et klassebillede af studerende fra Shanghai Universitet i Kina, hvor de studerende står i sirlige rækker og i pænt tøj.

På det andet billede er der en tilsvarende flok studerende fra Colorado Universitet i USA, men her er der dømt fest, flere fyre skåler, og samtlige af pigerne viser bryster og er iklædt hotpants.

På en måde er arbejderklassemødrene tættere på de asiatiske tigermødre, der går op i den faglige præstation, end på de veluddannede mødre fra den kreative klasse.



Det er en joke, men anno 2011 er det knap så skægt, at asiatiske elever stormer frem i internationale test. Der er mange forklaringer på, hvorfor asiatiske uddannelsessystemer som Kinas, Singapores og Koreas opnår flotte resultater, men elevernes og deres forældres tilgang til uddannelse spiller en væsentlig rolle.

Jeg besøgte for nylig National Institute of Education (NIE) i Singapore. Singapore er kendt for at have et af verdens bedste uddannelsessystemer, som også går under navnet ’Miraklet i Singapore’.

Direktøren af NIE, Lee Sing Kong, fortalte mig, at hemmeligheden bag miraklet er hårdt arbejde. Der er ingen smutveje. Der er stor forskel på de asiatiske uddannelsessystemer, men et fælles træk er, at uddannelse har høj prioritet. Derfor mærker de asiatiske elever et stort pres fra forældrene.

I vesten er en ny forældretype vokset frem. Den amerikanske forsker Margaret K. Nelson har undersøgt opkomsten af denne nye type, som hun kalder Parenting out of control. På baggrund af interview med en lang række amerikanske forældre analyserer hun den nye forældrestil.

I sin bog ’Parenting out of control’ fra 2010 beskriver hun, hvordan social klasse påvirker, hvilke ambitioner forældre har på deres børns vegne.

Hvis man spørger veluddannede forældre, hvad de ønsker for deres børns fremtid, handler det ikke så meget om, hvad barnet laver, og hvor lang en uddannelse det får. Det vigtigste er, at barnet bliver passioneret omkring det, det laver, og at det får et ’sjovt’ liv.

Spørger man derimod forældre fra lavere sociale klasser, handler svaret langt mere om en god uddannelse. Arbejder- og middelklassen er mere fokuseret på, at barnet erhverver sig kompetencer, som gør det selvstændigt og i stand til at stå på egne ben.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det vigtigste, at barnet er glad, eller at det er klogt?

Det sjove liv og det passionerede job er længere nede på listen. På en måde er arbejderklassemødrene tættere på de asiatiske tigermødre, der går op i den faglige præstation, end på de veluddannede mødre fra den kreative klasse.

Det er interessant at læse i ‘Parenting out of control’, at de veluddannede forældre åbenlyst bryder med deres egen opdragelse. Flere forældre siger til Margaret K. Nelson, at de vil give deres børn en helt anden opvækst, end de selv fik. I bogen møder vi for eksempel Jeff Wright, som er far til Katie.

Jeff mener, at hans forældre målte hans succes på uddannelsesmæssige resultater, job og penge, hvorimod hans mål for datterens succes mere handler om, at hun får selvtillid og bliver tilfreds.



Beth O’Brien, som har en ph.d. i psykologi, kalder både sig selv og sin mand for præstationsmennesker.

Hun ønsker også, at deres børn skal opnå gode faglige resultater, men kun hvis det sker inden for en kontekst, hvor de får et lykkeligt og sjovt liv. Beth bekymrer sig ikke for, at hendes børn bliver en succes, men om, at deres liv bliver sjovt.

Det lyder umiddelbart sympatisk, at forældrene vægter det sjove liv over det kloge liv, men i virkeligheden ligger der et ekstra pres, som kan være forvirrende.

Som Margaret K. Nelson skriver, kan det være et markant pres at vide, at ens forældre forventer, at man ikke bare er glad for sin uddannelse eller sit arbejde, men at man ligefrem skal være begejstret for det.

Ifølge Margaret K. Nelson er den nye forældretype et produkt af 60’erne. De er opvokset med en modkultur, der hyldede ikkematerielle værdier, det at udfordre autoriteter og at gøre det, de havde lyst til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er den lystbetonede tankegang, der dominerer i dag, så man skal passe på med at kritisere den.

Tigermoderen Amy Chua har fået så massive hug af sine amerikanske medsøstre, at hun for nylig trak i land i et tv-interview med Stephen Colbert. I interviewet understreger hun, at bogen ikke er en opdragelsesguide, og at kinesiske tigermødre ikke er bedre end amerikanske.

I stedet for prompte at kritisere burde vestlige forældre lytte, for Amy Chuas bog er et symptom på den globale konkurrence, som nok snart bliver sjovere for de kloge kinesere fra Shanghai Universitet end festglade studerende fra Colorado University.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden