POLITIKERPROFILER. De fleste af de politikere, der har oprettet en profil på Facebook, har endnu ikke fundet ud af, om den skal underholde og fortælle små dagligdags historier - eller om den skal bruges som politisk platform. Foto: Thomas Borberg

POLITIKERPROFILER. De fleste af de politikere, der har oprettet en profil på Facebook, har endnu ikke fundet ud af, om den skal underholde og fortælle små dagligdags historier - eller om den skal bruges som politisk platform. Foto: Thomas Borberg

Analyse

Analyse: Facebook er politikernes nye ølkasse

Lidt over halvdelen af folketingsmedlemmerne har en Facebook-profil. De fleste ved bare ikke helt, hvordan de skal bruge den.

Analyse

I efteråret 2008 havde 95 af Folketingets medlemmer en profil på Facebook.

Det er altså efterhånden blevet en norm, at man som politiker skal have sådan en. Ikke mindst blandt de yngre og mest mediebevidste politikere.

Nu er en ting imidlertid at have en profil på Facebook. Noget andet er aktivt at udnytte de muligheder, den tilbyder, når det drejer sig om at være i kontakt og dialog med borgerne. Her står det knapt så godt til. De fleste bruger nemlig deres profil til en form for socialt skuespil, hvor man gerne vil vise, at man er lidt hyggelig og med på noderne.

Hvis man som politiker skal bruge Facebook som et politisk aktiv, skal man for det første gøre sig klart, at det koster tid og energi at holde en profil levende og dynamisk. Hvis ikke man hele tiden opdaterer oplysningerne, er der ingen, der gider at besøge den mere end tre-fire gange. For det andet skal man også finde ud af, hvordan man vil bruge sin profil – og så skal man handle derefter.

IFØLGE VORES interviewundersøgelse bruger ca. halvdelen af politikerne med egen profil mellem en og fem timer om ugen på at vedligeholde den. Altså mindst en time om ugen. Det vælger nogle dem at betale sig fra – f.eks. ved ansætte en medhjælper, der i ’stjernens’ navn fylder siderne ud med interessante indfald. Således har 26 pct. af politikerne med egen profil folk til at holde deres profil i gang.

Når man laver en profil på Facebook, skal man tage stilling til, om den skal være åben eller lukket. En åben profil er ensbetydende med, at alle kan se indholdet af den. En lukket profil betyder, at man skal anerkendes som ’ven’, for at man kan få adgang til profilens oplysninger.

Sjov og ballade
Mens 59 folketingsmedlemmer har en åben profil, har 36 en lukket profil. Og når det drejer sig om de underholdende elementer, så er langt de fleste med på, at der skal være lidt sjov og ballade – også på en folketingspolitikers profil. Faktisk fremlægger knapt 80 pct. af dem en blanding af både politiske og personlige oplysninger på deres profil. Man fortæller f.eks., at man nu har tilsluttet sig den og den gruppe på Facebook, og at man lige nu har lidt ondt i ørerne efter en koncert.

Og mere i den dur. Stort – og især småt – blandet mellem hinanden. Faktisk er der kun 15 pct. af facebook-politikerne, der siger, at de udelukkende bruger deres profil til politiske formål. Alligevel bruger næsten halvdelen et formelt billede på deres profil, mens kun 28 pct. har valgt et mere afslappet og uformelt billede. Det antyder ganske godt den forvirring, der grundlæggende præger de fleste politikeres brug af Facebook. Man skal jo have en profil – og derfor har man det. Og fordi man er politiker, skal der jo også være lidt politik på den...

Ikke mindst symbolpolitik. Men der skal også være lidt hygge – det skal bare ikke blive alt for personligt: Bare nogle overfladiske markeringer af mere eller mindre symbolske handlinger. Som en politiker siger: »Fordi vi som politikere er pressede i mediebilledet, søger vi andre og mere direkte kanaler til vores vælgere.

Enkelte tager det dog mere alvorligt: »Jeg benytter Facebook til at holde dem, der kender mig i forvejen, opdateret om mit virke. Jeg gør mig ingen illusioner om, at Facebook giver flere vælgere af sig selv. Facebook er derimod et godt værktøj til at holde mange personer, der virker som ambassadører for mig, opdateret om min indsats. Her drejer det sig om at stimulere ens støtter. Og derfor må de gerne fodres med lidt politik og personlig snak«.

Med Facebook har politikerne fået endnu en mulighed for at bevæge sig ud på den såkaldte mellemscene, der bliver vigtigere og vigtigere i moderne politik.

To scener
TIDLIGERE havde politikerne stort set kun to scener at bevæge sig rundt på. Den vigtigste var frontscenen, domineret af formelle spilleregler og passende værdighed. Denne scene er stadig vigtig. På denne scene, f.eks. i Folketinget, opfører politikerne en form for politisk teater, der resulterer i formelle beslutninger. Den anden scene er bagscenen. Det er her, de reelle forhandlinger føres. Det er her, der udøves magt. Det er her, tingene afklares og afvejes, inden de føres frem på den formelle scene.

Fjernsynet og siden internettet har imidlertid ændret på dette forhold. Fjernsynet kan vise politikerne tæt på – eller i hvert fald noget, der minder om deres personlighed. Og det har politikerne efterhånden lært at udnytte. De spiller op til fjernsynets evne til at fremstille personligheder. Og på den måde er der opstået en mellemscene, hvor man viser det menneskelige ansigt i politik. Hvor man laver sjov, gør politik lidt menneskelig og plejer sit image i forhold til vælgerne. Fjernt fra både for- og bagscenen.

MED FACEBOOK har politikerne fået endnu et medie til at gå på mellemscenen. Og det er åbenbart også det, de fleste bruger profilen til – uden at de nødvendigvis er bevidste om det. Her får man mulighed for at spille den bløde mand, den glade mor, den engagerede ven, eller hvad det nu er for en rolle, man gerne vil markere. På Facebook kan man relativt hurtigt få ret gode seertal – i form af en stor bunke venner. Og på den måde kan man i princippet føre sig frem med blød, følsom og brugervenlig politik i venskabelig indpakning. Det er bare de færreste politikere, der har opdaget den mulighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce