Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
EMILIO MORENATTI/AP
Foto: EMILIO MORENATTI/AP

Oprør. Det egyptiske militær har taget magten igen, hedder det i medierne. Militæret har sådan set haft magten uafbrudt siden 1952.

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Egypten kan lære af sin historie

Egypterne har en fortid med både revolutioner og demokrati. Det kan komme landet til gode.

Analyse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gorm Rye Olsen er dr.scient.pol. på en afhandling om udviklingen i Egypten, Irak og Saudi-Arabien. Han er professor og institutleder, Institut for Samfund og Globalisering, RUC.

Lørdag 12. februar tog det egyptiske militær formelt magten, efter præsident Hosni Mubarak offentligt ydmyget havde forladt Kairo dagen før.

Siden har der været massive spekulationer om, hvad militæret vil med Egypten. Vil det fastholde det store land i et mildt jerngreb, der sikrer officerskorpset et behageligt liv i luksus takket været de væbnede styrkers enorme økonomiske ressourcer?

Eller kan man forstille sig, at hæren indleder en proces frem mod et mere eller mindre fuldtonet demokrati?

Kan egypterne og dermed vi andre bruge den egyptiske historie, hvis vi vil gisne om landets fremtid?

18 dages massedemonstrationer førte til Mubaraks fald. Det skete med et forbavsende fravær af vold, som ellers kendes fra andre revolutionære situationer. Da De Frie Officerer i juli 1952 tog magten i Egypten, skete det ligeledes, uden at der blev løsnet et skud. De nye militære magthavere forlangte, at kong Faruk skulle forlade landet så hurtigt som muligt.

Tre dage efter fulgte en række ledende officerer kongen om bord på hans lystyacht, der lå for anker ud for det kongelige sommerpalads i Alexandria. Mens officererne gjorde honnør for den afsatte konge, kredsede fly fra luftvåbnet omkring yachten som en sidste salut til og en værdig afsked for den afsatte konge.

LÆS OGSÅ

Med forfatningen af 1923 blev der i Egypten etableret et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk demokrati. Det var et demokrati med betydelige begrænsninger, da både kongen og den britiske kolonimagt gentagne gange blandede sig i Egyptens politiske udvikling.

Men det ændrer ikke ved, at perioden fra 1923 til 1952 var kendetegnet ved politiske kampe mellem en række partier. Det største parti var det liberale og nationalistiske Wafd. Ved siden af Wafd-partiet var der en række mindre partier af forskellig, men ikke-religiøs observans.

Blandt de såkaldte protestpartier kan der peges på det islamisk inspirerede Muslimske Broderskab. Storbritanniens tilstedeværelse omkring Suezkanalen og briternes fortsatte indblanding i Egyptens indre politiske liv gav Det Muslimske Broderskab og de andre højrereligiøse grupper let spil i deres kritik af det parlamentariske system.

I den forbindelse må det ikke overses, at det egyptiske officerskorps i årene op til den militære magtovertagelse var under stigende indflydelse fra Broderskabet.

Lederen af militærstyret efter 1952, Gamal Nasser, hævdede, at den arabiske socialisme, som han og militæret indførte, var direkte afledt af islam. Islam var sådan set at betragte som en socialistisk ideologi.

Eller kan man forestille sig, at hæren indleder en proces frem mod et mere eller mindre fuldtonet demokrati?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De religiøse lærde i Kairo bakkede op om de officielle synspunkter ved at udstede en fatwa (en religiøs udtalelse), der erklærede, at den socialistiske kurs, som militærstyret var slået ind på, var i fuld overensstemmelse med islam.

OG HVAD KAN man så lære af disse nedslag i Egyptens nyere historie? Først og fremmest er der grund til at fremhæve den forholdsvis fredelige magtoverdragelse i hhv. 1952 og 2011. Man kan hævde, at den egyptiske politiske kultur er forbavsende fredelig, hvis den sammenlignes med eksempelvis Iraks.

Egypten har erfaring med parlamentarisk demokrati, selv om den er noget broget.

Hvis det overhovedet er muligt at tale om, at et politisk system bærer på en historisk bagage, må det betragtes som positivt, at Egypten har haft 30 års erfaring med partier og deres indbyrdes politiske kampe. Det peger på, at der er al mulig grund til, at der snarest muligt bliver åbnet op for etablering af politiske partier.

Erfaringen fra den parlamentariske periode peger tilsvarende på, at udlandet nok bør holde sig fra indblanding i etableringen og udviklingen af partier.

Så er der endelig Det Muslimske Broderskab og de radikale islamiske strømninger. Disse bevægelser og strømninger er på godt og ondt en uomgængelig del af Egyptens historie. Da Broderskabet har været undertrykt de seneste knap 60 år, er det vanskeligt at sige noget om dets reelle styrke og dets forhold til et eventuelt parlamentarisk demokrati.

Historien har på den anden side lært os, at man ikke i længden kan undertrykke den type politiske kræfter, når de er en del af et lands politiske kultur.

Historien har på den anden side lært os, at man ikke i længden kan undertrykke den type politiske kræfter, når de er en del af et lands politiske kultur

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Historien kan formentlig også lære os, at de religiøse institutioner i Egypten gerne står på de til enhver tid siddende magthaveres side. Og det er i hvert fald en fuldstændig anderledes situation end den, der var i Iran forud for shahens fald i 1979.

Det egyptiske militær har taget magten igen, hedder det i medierne. Militæret har sådan set haft magten uafbrudt siden 1952. Forskellen på de officerer, der tog magten dengang, og dem, der sidder på den i dag, er slående på ét bestemt punkt.

De frie officerer var unge og idealistiske og vel i grunden politisk naive. De kom fra den lavere middelklasse. De officerer, der i dag sidder ved magten, hører til Egyptens absolutte økonomiske elite. Officerskorpset kontroller vel sagtens omkring 40 pct. af landets økonomi. De er ikke idealister, og de ønsker ikke at opgive deres privilegerede liv og positioner.

Dette kan gå hen og blive en langt større forhindring end Det Muslimske Broderskab for en demokratisk udvikling i det gamle Nilland.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden