Metal. Når lønmodtagere skifter fra LO-forbundene til de ikke-aftalebærende organisationer, skyldes det primært, at 'de gule' organisationer er billigere i kontingent. Men prisforskellen er ifølge dagens skribenter velbegrundet.
Foto: JENS DRESLING (arkivfoto)

Metal. Når lønmodtagere skifter fra LO-forbundene til de ikke-aftalebærende organisationer, skyldes det primært, at 'de gule' organisationer er billigere i kontingent. Men prisforskellen er ifølge dagens skribenter velbegrundet.

Analyse

Kollektiv handling er på retræte

LO's medlemmer vandrer over til 'de gule' i hobetal. Hvad betyder det for den danske aftalemodel?

Analyse

Det har i årtier været en væsentlig del af dansk lønmodtagerkultur at være medlem af en fagforening, og derfor har et af det danske arbejdsmarkedssystems væsentligste kendetegn været den høje organisationsprocent.

Tilslutningen til fagbevægelsen har været forudsætningen for, at arbejdsgiverne har accepteret at regulere løn- og arbejdsvilkår gennem forhandling og indgåelse af kollektive overenskomster. Aftalebærende fagforeninger repræsenterer derfor grundstammen i det, vi kalder ’den danske arbejdsmarkedsmodel’.

Hvis disse organisationer udsættes for et medlemstab, vil det derfor forrykke den grundlæggende forudsætning for den danske arbejdsmarkedsmodels funktionsmåde. Men det er netop, hvad vi kan registrere over de seneste 10 til 15 år, og et relevant spørgsmål er derfor: Hvorfor sker denne gradvise erosion? Hvorfor fravælger et voksende antal lønmodtagergrupper medlemskab især i organisationerne under LO?



Et særtræk ved de ændrede medlemsmønstre på det danske arbejdsmarked er den voksende tilslutning til de ideologisk alternative organisationer, som adskiller sig fra de aftalebærende organisationer ved, at de modsætter sig konfliktretten og ikke eller kun i ringe omfang selv indgår kollektive overenskomster med arbejdsgiverne.

Men hvorfor har et markant voksende antal lønmodtagere fravalgt de aftalebærende organisationer til fordel for de alternative organisationer eller for at blive uorganiseret?

Det er her væsentligt at skelne mellem aftalebærende og ikke-aftalebærende faglige organisationer. Sidstnævnte kaldes undertiden ’de gule’, men kan også lidt mere neutralt kaldes ’ideologisk alternative’ eller ’priskonkurrerende fagforeninger’. De domineres af to organisationer: Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus.

Færre synes altså at ville betale for aftaledelen. LO mistede i perioden 1995-2011 hvert fjerde medlem (fra 1,2 mio. til 917.000 betalende medlemmer), mens de alternative har mere end tredoblet deres medlemstal (fra 53.000 til 173.000 medlemmer). LO’s andel af de fagligt organiserede faldt fra 65 til 52 procent, mens de alternatives andel i samme periode steg fra 3 til knap 10 procent.

Dermed udgør de ikke-aftalebærende fagforeninger stadig kun en mindre del af det samlede fagforeningslandskab, men trods dette er udviklingen urovækkende, da en fortsættelse af denne tendens vil få konsekvenser for aftalemodellen. Færre virksomheder og færre medarbejdere i disse virksomheder vil være dækket af kollektive aftaler i fremtiden, og dermed vil aftalemodellen generelt set blive svækket.

Der vil være tale om en omfattende institutionel forandringsproces, hvis konsekvens vil være, at overenskomstdækningen mindskes. Nyoprettede virksomheder vil i mindre grad end tidligere føle sig tilskyndet til at tegne overenskomst, simpelt hen fordi medarbejderne er medlemmer af organisationer, der enten ikke vil eller har en meget svag praksis for kollektive aftaler. Hermed risikerer man, at overenskomstsystemet gradvis visner hen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når fagforeningers og arbejdsgiverforeningers aftaledækning bliver mindsket, og de dermed dækker en mindre del af arbejdsmarkedet, bliver disse organisationer også mindre interessante på det politiske niveau, f.eks. i forhold til inddragelse i trepartsforhandlinger.

Der er naturligvis ikke noget moralsk forkert i at melde sig ind i en ikke-aftalebærende organisation. Om man bør, må jo afhænge af, om man synes, at aftalesystemet har nogle gode funktioner, og om den medarbejderrepræsentation og ditto beskyttelse, der ligger i dette system, har en mening.

Men mener man dette, skal man være klar over, at de alternative organisationer ikke bidrager til det overordnede systems vedligeholdelse. Desuden er de alternative organisationer ikke tilhængere af konflikt- og strejkeretten, som ellers er en del af både EU-retten og ILO’s konventioner.

Når lønmodtagerne skifter fra aftalebærende til ikke-aftalebærende organisationer, viser vores lønmodtagersurvey, at det primært begrundes med forskelle i fagforeningskontingent, idet de aftalebærende organisationer er dyrere end de alternative.

Imidlertid er det jo sådan, at når ikke-aftalebærende er kontingentmæssigt billigere end de aftalebærende, skyldes det blandt andet, at arbejdet med aftalefornyelse og aftaleimplementering (administration) ikke er gratis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De aftalebærende fagforeninger er derfor nødvendigvis dyrere end de fagforeninger, der kun yder den minimale individuelle beskyttelse, der ligger i lovgivningen, og som ikke interesserer sig for at bidrage til mere generaliserede lønmodtagerrettigheder og vilkår.

Vores forskning viser, at færre lønmodtagere i dag vil bidrage til forbedringen af de fælles vilkår, eller at flere ser det sådan, at vedligeholdelsen af aftalesystemet og forbedringer af overenskomsterne er en kollektiv handling, som man i stigende grad kan afslå at bidrage til.

Det er et rigtigt godt spørgsmål, om denne negative erkendelse vil brede sig yderligere, eller om de aftalebærende parter (her også arbejdsgiverne) kan finde måder, hvorpå man bedre kan fastholde de medlemmer, som trods alt holdningsmæssigt synes, at de eller andre har gavn af aftalemodellen.

FACEBOOK

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce