Fremskridt. Ny måling viser, at et flertal af danskerne tror, at den forventede levealder i et uland højst kan være 54 år. Men det er hele 11 år kortere end den faktiske levealder, og denne forkortede forestilling er langtfra enestående.
Foto: Thomas Borberg (Arkivfoto)

Fremskridt. Ny måling viser, at et flertal af danskerne tror, at den forventede levealder i et uland højst kan være 54 år. Men det er hele 11 år kortere end den faktiske levealder, og denne forkortede forestilling er langtfra enestående.

Analyse

Vi er fulde af fordomme om ulande

Danskernes opfattelse af ulandene er stivnet et sted i 1980’erne. Men det går faktisk meget bedre i Afrika, end vi tror.

Analyse

De varme lande er noget lort«, sang Shu-bi-dua og satte dermed ord på en udbredt forestilling blandt danskerne, nemlig at udviklingen i ulandene nærmest går baglæns.

For eksempel tror de fleste danskere, at den forventede levealder i et uland højst kan være 54 år – hvilket er hele 11 år kortere end den faktiske levealder (som er 65,2 år, eller kun to år kortere end det globale gennemsnit på 67,3 år).

Ligeledes tror de fleste danskere, at det kun er halvdelen, som har adgang til rent vand (det er 84 pct.), samt at det er mindre end halvdelen, der kommer i skole (89 pct. kommer i dag skole). Danskerne har med andre ord et billede af, at livet i ulandene er væsentlig kortere, hårdere og mere beskidt, end det rent faktisk er.

Det er en opfattelse, som ser fattigdom i ulande som kronisk, håbløs og umulig at gøre noget ved, fordi ulandene er sunket ned i korruption, mangel på uddannelse og overbefolkning, som forhindrer fremskridtet.

Et negativt syn på mulighederne for udvikling, som understreges af en helt frisk måling, der fortæller om synet på langsigtet bekæmpelse af fattigdom: 69 procent af danskerne tror, at der kun i mindre grad eller slet ikke sker fremskridt i forhold til udryddelsen af global fattigdom.

Problemet med det billede er bare, at det er forkert: Siden 1990’erne er uddannelse er buldret frem, fertiliteten har været faldende og levealderen stigende. Det er nemlig ikke bare tidligere fattige lande som Kina, Indien og Brasilien, som er ved at blive økonomiske supermagter.

Også de fleste afrikanske lande oplever fremskridt med vækstrater, der er både tre og fire gange større end i den danske. En udvikling, som har fået cheføkonomen for den afrikanske udviklingsbank Mthuli Ncube til at konkludere, at 1 ud af 3 afrikanere nu kan kaldes middelklasse i den forstand, at de har op til 20 dollar om dagen at bruge.

Det er ikke meget efter danske forhold. Men det er nok til, at familien begynder at bruge penge på uddannelse og sundhed – frem for bare at overleve. Og det betyder, at kvinderne føder færre børn. Børn, der uddanner sig og får et sundere og længere liv end det, deres forældre havde.



Det er en fremadstormende, veluddannet generation, som i foråret har væltet regeringer over hele Mellemøsten, og som også – mere fredeligt – bobler i afrikanske metropoler som Accra, Kampala og Gabarone. En stor generation, som kommer til at ændre verden, og som ikke længere vil finde sig i korruption og despotisk politisk ledelse.

Men alligevel er det en generation, der er helt fraværende i danskerens opfattelse af ulandene, som er stivnet et sted i 1980’erne, hvor levealderen i de fleste ulande var omkring de 54 år, som danskerne gætter på.

Denne overdrevne pessimisme er et problem, fordi Danmark har et udstrakt internationalt engagement. Hvis opbakningen til dette engagement skal bevares, kræver det oplyste borgere, der kan deltage kvalificeret i debatten om udvikling og om, hvilken rolle Danmark bør spille i verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne overdrevne pessimisme er et problem, fordi Danmark har et udstrakt internationalt engagement.



Den debat har dårlige vilkår, hvis den udspiller sig på et bagtæppe af lerklinede hytter og udsultede børn med fluer i øjnene, som ikke er en dækkende beskrivelse af virkeligheden. Så hvorfor er denne virkelighed slet ikke trængt igennem til danskerne?

Det skyldes dels den måde, medierne fungerer på: Medierne har en naturlig tendens til at fokusere på dårlige nyheder. Derfor hører borgerne som regel kun nyt om ulandene i forbindelse med krige, katastrofer eller andre store ulykker.

Netop derfor var World Economic Forums konklusion fra Global Agenda-topmødet i Dubai i november 2008, at medierne ikke kun har en pligt til at være vagthund; de skal også bidrage til at gøre kloden til et bedre stede at leve ved at bringe konstruktive nyheder, som ikke efterlader folk i apati og håbløshed.



Men det skyldes også, at ngo’erne på deres side har en tendens til at fokusere på at rejse penge for at hjælpe dem, der har det værst. Derfor møder de ofte offentligheden med et negativt budskab og en fortælling om alt det, der mangler.

Det er ikke et irrelevant budskab, for der er stadig meget, der mangler. Ikke mindst mangler verden en plan for at håndtere klimaudfordringerne og imødegå problemerne for de fattigste med at skaffe mad nok.

Men hvis det skal lykkes, kræver det forpligtende globale aftaler om fattigdomsbekæmpelse og klima, og det er derfor nødvendigt at sikre borgernes opbakning. Borgerne skal oplyses om, at vi har en fantastisk chance, og at verden i øjeblikket er inde i den mest positive udviklingsperiode nogensinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og netop derfor er der håb – også for klimakampen. For verden har de redskaber, der skal til. Den nye teknologi gør mange ting meget nemmere – ikke mindst for de fattigste.

Det gode råd til ngo’erne er derfor: Husk også at fortælle om fremskridtene. Danskerne har fortjent at høre både om de store globale fremskridt og de små lokale sejre. Det er nødvendigt, hvis den gamle sang om, at »varme lande er noget lort«, skal finde en anden melodi.
FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce