Trend. Der er i dag pædagogiske retninger, der ikke længere taler om drenge og piger, men bare om 'børn', lyder budskabet i dagens analyse.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Trend. Der er i dag pædagogiske retninger, der ikke længere taler om drenge og piger, men bare om 'børn', lyder budskabet i dagens analyse.

Analyse

Her er værdidebattens nye skillelinjer

Værdidebatten er ikke kun domineret af nationalkonservative og kulturradikale. Også i debatter om kønsroller og religion er der grundlæggende skillelinjer.

Analyse

I de sidste ti år har ordet værdidebat nærmest været synonymt med ophidsede diskussioner mellem ’progressive’ venstreorienterede eller kulturradikale over for borgerligt og nationalt sindede debattører.

Men der findes også et andet spor i værdidebatten, hvor to forskellige syn på mennesket og vores forhold til viden står over for hinanden.

På den ene side er der et biologisk menneskesyn, hvis udgangspunkt er den fremadstormende hjerneforskning koblet med et fokus på menneskets evolutionshistorie. Denne position er præget af en stærk tiltro til især (natur)videnskabelige og universelle forklaringer, der menes at stikke dybere end sociale og kulturelle analyser.

På den anden side kan man se en genopblomstring af en social og kritisk ’modfortælling’, der anskuer mennesket som primært et kulturvæsen formet af de sociale omgivelser. Her er der en stærk skepsis over for beskrivelser og forklaringer, der trækker på biologi og en tiltro til objektiv viden. Derfor er målet i stedet en kritisk undersøgelse af det sprog og de begreber, vi bruger til at forstå og beskrive verden med.

Et godt eksempel på denne polarisering er samtidens kønsdebat. Her er en biologisk forståelse af kønsforskelle nærmest blevet folkeeje i løbet af de sidste ti år.

Således kan man overalt i landet – i boghandlere, supermarkeder og på tankstationer – finde små selvhjælpsbøger med titler, der forudsætter kønsforskelle som et faktum: ’Hvorfor mænd vil have sex og kvinder har brug for kærlighed’, ’Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort’ osv.

Flere og flere taler om køn som et spørgsmål om socialisering. I denne sociale optik er kønnet til forhandling



Endvidere hører man ofte i debatten om folkeskolen, at drengene har svært ved at sidde stille og koncentrere sig, fordi deres hjerner modnes langsommere, og fordi de fra naturens side har brug for mere fysisk udfoldelse end piger. Eller man læser om, at manden i dag er i krise, fordi han har mistet kontakten med naturlige maskuline dyder som aggressivitet og konkurrenceadfærd. Alfahanen er blevet til et bløddyr.

Alle disse tidstypiske udsagn trækker på en populær viden om hjernen og menneskets evolution, som konkluderer, at der er naturlige forskelle på de to køn. Det gennemgående argumentet er, at forskellene er indlejret i vores hjerner gennem evolutionen og viser sig i forskellige typer adfærd.

Omvendt er et helt andet syn på køn og kønsadfærd også ved at vinde indpas: Flere og flere taler om køn som et spørgsmål om socialisering. I denne sociale optik er kønnet til forhandling. Ideen er, at det er vores sociale forestillinger og adfærdsmønstre, der er med til at konstruere kategorierne ’dreng, ’pige’, ’mand’ og ’kvinde’, som vi bruger til at forstå og inddele kønnet i.

Og hvis kønskategorier ses som produkter af sociale processer, kan de udfordres og potentielt ændres i en helt anden grad, end hvis de anses for biologisk bestemt.

Eksempelvis er det for nylig kommet frem, at en svensk daginstitution går radikalt til værks ved ikke tale om drenge og piger, men bare om børn – for netop at forsøge at overskride kønsrollernes begrænsninger. I forlængelse heraf har den sociale vinkel kritiseret ideen om, at drengenes udfordringer i dagens folkeskole skal forklares biologisk.

For ca. 100 år siden blev der således også anvendt biologiske argumenter for, at piger ikke var egnet til gymnasiet. Dengang mente man stik modsat i dag, at piger fra naturens hånd ikke var i stand til at sidde stille. Det kritiske modargument i dag er i stedet, at man kritisk bør undersøge vores skiftende forestillinger om ’det naturlige’ og dernæst se på tidens sociale forventninger til kønnene.

Samme type værdikamp kan genfindes inden for diskussioner om religion og religionskritik. I det sidste tiår har man således kunnet se en fremkomst af nyateister, som bruger hjerne- og evolutionsforskning til at forklare og kritisere religiøse forestillinger med. Her udlægges religiøsitet som dybest set et tilfældigt biprodukt af menneskets bevidsthed, der kan undersøges og forklares ved hjælp af f.eks. hjerneskanninger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et godt eksempel på denne polarisering er samtidens kønsdebat. Her er en biologisk forståelse af kønsforskelle nærmest blevet folkeeje i løbet af de sidste ti år

Og heri ligger kimen til en afvisning af religion som sådan. For hvis videnskaben kan kortlægge religiøse forestillinger som et neuralt ’fantasifoster’, kan et videnskabeligt verdensbillede også erstatte det religiøse og dermed lede til større oplysning, lyder det fra dele af hjerneforskningen.

Denne nyateisme bliver dog kritiseret af den sociale modfortælling for at være udtryk for en blind tro på, at videnskaben og især hjerneforskningen kan forklare alle aspekter af tilværelsen. For disse kritikere er en sådan videnskabstro et produkt af den vestlige kultur, der risikerer at udvikle en intolerance, som ikke kan rumme andre typer forståelse af tilværelsen funderet i et andet verdensbillede.

Disse forskellige menneskesyn og tilgange til videnskab kan altså siges at udgøre en alternativ værdidebat inden for nogle andre områder end den gængse nationale og politiske arena – eksempelvis gør de samme tendenser sig også gældende inden for diskussioner om, hvorvidt psykiske sygdomme primært skal behandles kemisk/biologisk ved hjælp af piller eller i stedet igennem samtaleterapi som en form for social påvirkning.



Mange vil dog her mene, at man ikke skal tænke i enten-eller, men i både-og. F.eks. i form af en kombination af psykofarmaka og samtaleterapi. Hvis man entydigt vægter en udelukkende biologisk eller en udelukkende social forklaring, er faren for at udvikle en ’blindhed’ over for andre aspekter overhængende.

I stedet kan en sammentænkning vise sig at være vejen frem, hvilket der også nu er flere eksempler på. Tendenser, der bakkes op af nye resultater fra hjerneforskningen, som viser, at hjernen påvirkes af sociale erfaringer og oplevelser i langt højere grad, end man tidligere antog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hjernen tager livet igennem form af den kultur og sociale kontekst, som den befinder sig i, og herved kan udgangspunktet i biologien bedre kobles med et socialt perspektiv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden