0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Enhedslisten forlod Rosenkrantz-Theil

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg havde i går nedenstående klumme i den trykte avis:

»Det har altid undret mig, hvad der fik Socialdemokraterne til at vakle sådan i sluthalvfemserne, da Dansk Folkeparti begyndte at få vind i sejlene på indvandrerspørgsmålet. Hvor svært kan det være at holde fast i sine idealer, og hvor svært kan det være at fremføre sine synspunkter offensivt og med stærk røst, hvis man føler, at man har ret? Tænkte jeg. Og jeg er fortsat overbevist om, at hvis Socialdemokraterne havde stået fast dengang, så havde Pia K. ikke haft skyggen af en chance for at stå, hvor hun gør i dag.«

Sådan skrev Pernille Rosenkrantz-Theil i et brev til Enhedslistens hovedbestyrelse i efteråret 2007 som reaktion på, at Asmaa Abdol-Hamid blev snigløbet af en række partifæller, der gav efter for muslim-forskrækkelsen og bidrog til en af dansk politiks mest substansløse karaktermord på en folketingskandidat nogen sinde. Dermed hamrede hun en pæl gennem myten om, at Enhedslistens hellere ville ryge ud af Folketinget end bøje sig for meningsmålingstyranni og populisme. »En myte, som ellers er ret afgørende for mit medlemskab af netop Enhedslisten og ikke Socialdemokratiet,« pointerede hun.

Rosenkrantz-Theil erkendte, at partiet havde fået »knubs af at gå op imod 15 års massiv islamhetz«, men konstaterede også: »Hvad er Enhedslistens eksistensberettigelse så, hvis vi ikke kan tage væsentlige kulturkampe uden at skele til meningsmålinger?« Få måneder senere meldte hun sig ud, og omtrent et år senere blev hun medlem af Socialdemokraterne.

I Enhedslisten har ingen kunnet være i tvivl om de synspunkter, det omtalte brev udtrykker, eftersom de også er fremført i andre sammenhænge – men bemærkelsesværdigt nok er brevet dog aldrig nogen sinde blevet afsendt. Det er derimod fundet frem af gemmerne for ganske nylig af Rosenkrantz-Theil selv og først offentliggjort på hendes egen blog den 21. november 2008. Hun har med andre ord reaktualiseret lige netop denne svada, et par uger før hun præsentede sig som socialdemokrat, og derved får brevet også aktuel signalværdi.

Mon ikke det også er derfor, at hun ved meddelelsen om sit nye parti ligeledes henviser til sin kritik af »slagsmålet omkring Asmaa Abdol-Hamid« i Enhedslisten (jf. Politiken, 4.12.).

Når hun vælger at offentliggøre ovenstående opgør med Enhedslistens fatale svigt af Abdol-Hamid, få dage før hun påbegynder et nyt kapitel som socialdemokrat, må det være for at erindre om årsagen til bruddet med Enhedslisten og dermed understrege en vigtig logik bag partiskiftet, som det netop fremgår af det omtalte brev. Enhedslisten reducerer jo kulturkampen til slag i luften, når man i et 'progressivt' parti, der må og skal være populismens magtkritiske modspiller, end ikke tør sætte dagsordenen i tidens vigtigste kulturkamp og stå utvetydigt bag en talentfuld muslimsk kvindes vej til Folketinget. Derved smuldrer de beskedne (om end værdifulde) 'fordele' ved partiets outsider-position drastisk. Og så hellere en ny slagmark.

I den henseende var det Enhedslisten, der forlod Rosenkrantz-Theil, ikke omvendt.

Men dementerer hun ikke sin kritik af Enhedslisten ved at melde sig ind i dét parti, hvis skæbnesvangre knæfald for DF siden sluthalvfemserne hun selv har kritiseret?

Faktisk ikke. Eller som hun udtalte efter sit nye partivalg: »Jeg har skiftet parti. Ikke holdninger. Og jeg ved, at det kommer til at give sværdslag.« Intet er stukket ind under stolen.

Dermed går hun ind i sit nye parti med rank ryg og i fuld bevidsthed om, at hendes stemme tæller mindre i et stort parti – men til gengæld når længere ud. En cadeau til Thorning-Schmidt, at hun tager vel imod hende, og en gevinst for partiets rummelighed og offensive skarphed, hvis hun bliver folketingskandidat.

Forhåbentlig kan hendes partivalg så gavne de humanistiske kræfter blandt Socialdemokraterne, der nu får en ekstra håndsrækning fra en selvstændig og principfast politiker, som utvivlsomt også her tør give et skarpt modspil til medløber-profilen i kulturkampen.

Imens er der selvfølgelig gode humanistiske kræfter i Enhedslisten, der må beklage hendes afgang – og andre kræfter, der så afgjort har fortjent dette rap over nalderne. At tænke sig, at der nu er gået et helt år efter seneste valg, og dog har man endnu ikke engang turdet få Abdol-Hamid på Folketingets talerstol, skønt hun som suppleant derved let kunne skrive historie og sætte dagsordenen i de upopulære, men afgørende bestræbelser på at normalisere muslimers naturlige og ligeværdige deltagelse i den politiske beslutningsproces – tørklæde eller ej.

Det er en af tidens vigtigste politiske kampe, og Enhedslistens kujoneri understreger blot relevansen af Rosenkrantz-Theils usentimentale farvel til sit gamle parti.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere