Er danske volontører i den israelske hær også 'krigere'?

Mens rekrutteringen af krigere til Syrien primært foregår gennem uformelle netværk, mobiliserer det israelske militær (IDF) åbenlyst udenlandske rekrutter gennem officielle myndigheder og hjemmesider.

Her er ikke tale om en uigennemskuelig krig med et virvar af grupperinger og aktører, men om en stats forsøg på at mobilisere personel til en ulovlig besættelse.

Mens op mod 500 frivillige danskeres deltagelse i den spanske borgerkrig i 1930’erne er blevet brugt som sammenligning med danske krigere i Syrien, er spørgsmålet om danskeres deltagelse i den israelske hær og militærbesættelse af både palæstinensisk og syrisk territorium hverken blevet diskuteret eller gjort til genstand for en undersøgelse.

Det kan undre på grund af to forhold: Rekrutteringen sker helt åbenlyst, og der er overvejende sandsynlighed for, at danske statsborgere, uagtet deres antal, kan være med til at opretholde en ulovlig besættelse.

LÆS MERE

Dansk Folkepartis Søren Espersen udgav i 2007 en bog, der beskriver og dokumenterer danske jøders engagement i Israels Uafhængighedskrig i 1948-49, og altså palæstinensernes Nakba (katastrofe), der drev omkring 700.000 palæstinensere på flugt.

Mens flere af de danske jøder efterfølgende blev i Israel, vendte andre hjem til Danmark. De kaldes, ifølge Espersen, de danske ’Mahal-soldater’. Det er også et faktum, at flere danske statsborgere har fungeret som agenter for Mossad.

Stadig i dag rekrutterer den israelske stat jøder fra hele kloden til at tjene i den israelske hær. Heriblandt danskere.

Deltager man i IDF’s missioner, er man på forhånd næsten 100 procent sikker på at komme i berøring med den ulovlige besættelse eller i direkte krig.

Som potentiel soldat i IDF har man på forhånd gode muligheder for at søge information om det fortagende, man skal ned og være en del af.

Mens det er svært at fastslå det præcise tal på dansk deltagelse i IDF, er det, ifølge en dansk talsmand for IDF, ikke et uddødt fænomen.

Under den første Gazakrig i 2008-2009 udtalte selvsamme talsmand, at der var danske volontører samt danskere ansat på kontrakt i hæren.

De seneste år er der flere gang blevet holdt arrangementer, hvor unge danskere fortæller om deres tid i IDF.

På en række hjemmesider anføres Danmark ligeledes som et blandt mange 'donorlande'. Selv om vi langt fra ligger i top, har støtten ifølge talsmanden, der selv er i reserven, været stabil. IDF selv kalder fænomenet 'lone soldiers'.

Med over 3.000 ikke-israelske statsborgere i korpset har israelske kritikere foruroliget rejst spørgsmålet, om IDF er ved at blive en fremmedlegion.

En parallel tendens er militærets udlicitering af militære opgaver, som eksempelvis bemanding af check points, til private firmaer. Privatiseringen betyder blandt andet, at det er sværere at holde myndighederne ansvarlige for de overgreb mod civile, der begås af de private ansatte. Desuden er det billigere.

I modsætning til det komplekse landskab i Syrien foregår mobiliseringen ikke i det skjulte, men systematisk og koordineret via officielle kanaler.

For IDF er det en bevidst strategi for at sikre sig de nødvendige menneskelige ressourcer til at opretholde et stærkt korps, særligt set i lyset af den massive tilvækst af ortodokse jøder, der ikke tjener i hæren.

IDF støtter sammen med private initiativer som Sar-El ('Service for Israel') og 'Mahal' udenlandske rekrutter med sprog, sociale tilbud, bolig og en række stipendier samt individuel vejledning fra en socialarbejder og særlige fordele ved endt tjeneste.

Det israelske ministerium for 'Absorbering af Immigranter' støtter desuden det omfattende Garin Tzabar ('et frø for israelere') program med samme formål. Har man ikke allerede dobbelt statsborgerskab, tilbydes man israelsk statsborgerskab som en del af pakken (aliyah).

Som PET har understreget i forhold til de danske krigere i Syrien, er det i sig selv ikke er ulovligt at deltage i væbnet kamp. Det afhænger af kampenes karakter. Og det kræver bevisførelse foran en dansk domstol.

Det skal desuden bevises, som PET selv påpeger, at individerne bryder krigens love eller tilslutter sig netværk, der defineres som terrorgrupper.

Skulle man diskutere den danske aktivitet i det israelske militær skulle det naturligvis være på samme præmisser.

Måske er diskussionen ikke blevet taget, fordi de institutionaliserede voldshandlinger begås af en stat, med hvem vi endda har gode relationer? Hvem der defineres som terrorister er i sig selv et enormt politiseret spørgsmål.

Der er ikke altid garanti for, at grupper, der ikke er på listen, ikke bruger selvsamme metoder som de designerede grupper. Ligesom statsterror – altså staters vold mod civile ofte udtages fra den ligning.

Det må derfor være klart, at al dansk deltagelse i militæraktioner i udlandet bør underlægges samme vurdering.