Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debat

Kender du nogen på kontanthjælp, Joachim B. Olsen?

Der er aldrig plads til alle. For jobs går ikke til dem, der har brug for dem - men til dem, som arbejdsmarkedet har brug for.

Debat

Når man hører Joachim B. Olsen debattere kontanthjælp og socialpolitik, som han f.eks. gjorde i DR - Debatten i sidste uge, er det helt tydeligt, at han ikke kender nogle kontanthjælpsmodtagere.

Hans ide og forestilling om kontanthjælpssystemet lader til udelukkende at være baseret på, hvad lovgivning og teori siger. Han lider af det, man kan kalde akademisk blindhed.

Men det er på mange måder også klart. For den politiske ordfører færdes ikke i kredse, hvor der findes særligt mange kontanthjælpsmodtagere, og han har (formoder jeg) aldrig selv haft behov for at afstemme aftaler og økonomi med jobcentreret.

Så hvor skulle han kende dem fra?

Der er dem med svære sociale problemer, og dem med altoverskyggende hensyn til familie og børn. Der er de maniske og de depressive

Jeg er heller ikke fra en baggrund, hvor jeg har mødt mange kontanthjælpsmodtagere. Men gennem mit engagement i Kontanthjælpsalliancen møder jeg nu ofte mennesker, der er på kontanthjælp eller på andre bureaukratiske bastarder af samme ydelse (såsom udddannelseshjælp, integrationsydelse, ressourceforløbsydelse, osv.).

Det er mennesker i alle former og størrelser, alle med særlige livshistorier, personligheder og omstændigheder.

Der er de stærke og de svage, de syge og de raske, de flittige og de stædige. Der er dem med svære sociale problemer, og dem med altoverskyggende hensyn til familie og børn. Der er de maniske og de depressive, de konstruktive og de destruktive. Og alle dem midt imellem.

En kontanthjælpsmodtager kan være en kvinde, der blev hjerneskadet som ung, men som aldrig har kunnet få anerkendt sin sygdom.

Det kan være manden uden hverken tiltrækkende cv, uddannelse eller alder, der blev fyret for nogle år siden, og ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet igen.

Det kan være den tidligere kollega, der gik ned med stress og blev skadet af det i en sådan grad, at hun måske aldrig vil kunne få både familie- og arbejdsliv til at hænge sammen igen.

Hvis man er syg, skal man ikke være på kontanthjælp

Det kan være den indvandrer, der kæmper med at forbedre sit gebrokne dansk, men alligevel ikke kan få arbejdsgivere til at se bort fra hans efternavn.

Eller det kan være den barndomsven, der altid drak mest og vildest til festerne, men som i dag knokler for at få bugt med et misbrug.

Jeg tror ikke, at Joachim B. Olsen sådan rigtig kender til eller forstår omfanget af den forskellighed, der - selvfølgelig - gør sig gældende blandt kontanthjælpsmodtagere. Hvis han gjorde det, så ville han nemlig vide, at systemet ikke fungerer.

»Hvis man er syg, skal man ikke være på kontanthjælp«, lyder det tit, men hvis han kendte til kontanthjælpsmodtagere, ville han vide, at det er man altså ofte.

Eksemplerne er så talrige, at det er en skændsel, at han og andre kan få lov fortsat at messe dette postulat. Hvis Olsen reelt havde taget næsen ud af paragrafferne ville han vide, at lovgivning ikke lader sig oversætte direkte til virkelighed.

»Det skal kunne betale sig at arbejde, og man skal bare have motivationen, så skal man nok få et job«, er en anden genganger i det nedskæringsivrige fællesskabs teoribog.

At alle kan komme i job, hvis blot de gider.

Det er den markedsøkonomiske logik, liberalismens verdensfjerne grundtanke, der på trods af at bryste sig af individualisme og tro på det enkelte menneske, kompromisløst ignorerer hvert individs særegenhed samt den kendsgerning, at arbejdsløshed er et uomgængeligt faktum i alle markedsøkonomier til alle tider.

Jobs går ikke til dem, der har brug for dem

Jobs går ikke til dem, der har brug for dem men til dem, som arbejdsmarkedet har brug for. Der er med andre ord aldrig plads til alle.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Særligt i løbet af disse år, er arbejdsmarkedet ved at ændre sig mere dramatisk, end det er set siden industrialiseringen. Det rammer helt naturligt først og hårdest blandt de mennesker, der har dårligst forudsætninger for at arbejde. Og det kan intet økonomisk incitament ændre på.

LEDER AF A-KASSE

»En enlig mor på kontanthjælp vil få 17.000 udbetalt om måneden« påstod Olsen i Debatten.

Men endnu engang kunne liberalisten have gavn af, at lade sit regneark ligge på kontoret for i stedet at tage den virkelighed seriøst, hvor kontanthjælpen for enlige forsørgere er 14.575 kr om måneden - før skat!

Det er formentlig muligt at konstruere en situation i et regneark, hvor den enlige mor står med 17.000 kr tilbage efter skat, men det er - uanset hvor gerne jeg ville have det - nærmest aldrig overensstemmende med den reelle virkelighed.

Tværtimod. Uagtet det borgerlige glansbillede af livet på kontanthjælp, så er det en tilværelse, der for rigtig, rigtig mange mennesker er præget af afsavn, nedværdigende behandling og økonomisk smalhals.

Selv ikke Joachim B., der trods sit liberalistisk ophav elsker at blande sig i andres budgetter, ville kunne skabe det frirum i disse menneskers økonomi. I hvert fald ikke hvis han kendte dem og forstod, at de også er mennesker med komplekse behov, særlige hensyn og personlige prioriteter.

Selv om vi har brug for flere jobs, så kan vi ikke skabe dem med et fingerknips

Hvis vi vil hjælpe de mennesker, der sidder fast i kontanthjælpssystemet, så er vi nødt til at gøre nogle helt andre ting, end hvad skiftende borgerlige regeringer (herunder også den senest S-ledede regering) har gjort.

For det første er vi nødt til at sikre, at folks hovedbekymring ikke skal være, hvordan de skal få økonomien til at løbe rundt.

Alle der har været blot en smule økonomisk trængt ved, hvor stressende og ødelæggende det er, men de færreste har begreb til forestille sig, hvor hårdt det er at være fanget i i årevis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er også nødt til at sikre, at både borgere og offentligt ansatte har den tid og ro det kræver for at kunne opbygge et effektivt og tillidsfuldt samarbejde.

Det går ikke, at alt for mange socialrådgivere og jobkonsulenter skal sidde med flere sager, end de på nogen måde har mulighed for at håndtere, og at de ved lov er forpligtet på at møde borgeren med mistillid og kontrol.

Særligt én ting bliver vi under alle omstændigheder nødt til at anerkende: Selv om vi har brug for flere jobs, så kan vi ikke skabe dem med et fingerknips.

Det stiller os i den situation - hvad end vi vil det eller ej - at et vist antal medborgere vil komme til at stå uden job for en tid. Det skal vi have det bedst mulige ud af - både for borgerens og for samfundets skyld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce