0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Khaterah Parwani: Ville vi afvise Malala ved grænsen?

Danmarks hjemsendelse af afghanske piger er rystende. For i mit mødreland, Afghanistan, er en kvinde ikke et menneske, men en ejendom.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JR RDH/AP
Foto: JR RDH/AP

Malala Yousafzai for nogle år siden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kan du huske nobelprismodtageren Malala Yousafzai? Børneaktivisten, som voksede op i Swatdalen og blev en verdensstemme for pigers ret til uddannelse? Pigen, der var villig til at risikere sit eget liv for den kamp og endte med at blive skudt? Pludselig stod hele den vestlige verden forført af hendes principfasthed, og en række lande stod endda klar med åben invitation om asyl. ’Selvfølgelig’, tænkte Vesten, ’hendes kamp er forenelig med vestlige principper’.

Hvad mon der var sket, hvis Malala ikke havde risikeret sit liv, men i stedet havde valgt at flygte med sin familie til Europa – til Danmark? Jeg spørger nu, hvor danske myndigheder afviser og sender afghanske piger tilbage til Afghanistan. I visse tilfælde efter flere års ophold i Danmark.

Når jeg besøger Afghanistan, har jeg visse privilegier, fordi jeg har familiemedlemmer i Kabul. På trods af disse privilegier reduceres jeg hvert minut. Jeg er nemlig kvinde, så der er konstant noget, jeg ikke må sige, noget, jeg ikke må spørge om, noget, jeg ikke må gøre. Jeg skal være opmærksom på mit tøj, mit ansigtsudtryk, hvordan jeg sidder og rejser mig, og jeg skal huske, at jeg ikke bare må gå en tur alene. Jeg skal adlyde det modsatte køn og finde mig i, at selv vold er legitimt, hvis jeg skulle være så uforskammet at sige fra. Jeg skal finde mig i at passere kvinder i markedet, der bliver slået, mens politiet står to meter derfra. Kvinden er ikke et menneske, men en ejendom.

I Afghanistan er kvinden ikke et menneske, men en ejendom

For nogle uger siden mødte jeg en afghansk flygtningepige i Grand Teatret. Hun hed ikke Malala, men Rokhsar Sediqi og er 16 år. Vi havde ikke kun de afghanske rødder tilfælles, men også en fortid, hvor vi aldrig rigtig nåede at være børn.

For nogen tid siden modtog familien Sediqi brev om afslag og kons