Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En statue af Winston Churchill ved siden af den britiske parlamentsbygning.
Foto: Matt Dunham/AP

En statue af Winston Churchill ved siden af den britiske parlamentsbygning.

Morten Løkkegaard: Churchill ville have bandet over Brexit

Winston Churchill er blevet et ikon for Brexit-fortalerne. Men det var ham, der lagde grobunden for EU.

Debat

Timingen var påfaldende: Fire dage efter EU’s 60-års jubilæum afleverede briterne skilsmissebegæringen. Ved jubilæumsfesten i Rom måtte 27 regeringschefer undvære nummer 28. Blækket på fælleserklæringen var knap tørt, før Brexit-slagsmålet var i gang. Det er historisk. På den ufede måde.

Midt i denne mangel på vision og lederskab giver det mening at søge tilbage til udgangspunktet. Hvorfor var det, at det europæiske samarbejde opstod? Og hvem stod bag visionen?

Normalt taler man om den franske diplomat Jean Monnet og den franske udenrigsminister Robert Schuman som EU’s fædre. De foreslog i 1950 at oprette Kul- og Stålunionen. Men forud gik flere år, hvor jorden blev gødet, og selve tanken om et samlet Europa voksede støt. Europabevægelsen blev formet, Europarådet skabt. Der var altså grobund for det franske initiativ.

Hvem var igangsætteren, som fødte drømmen? Det var Winston Churchill. Manden, der i 1945 var Europas store befrier

Hvem var igangsætteren, som fødte drømmen? Det var Winston Churchill. Manden, der i 1945 var Europas store befrier. En mand, som til sin egen store overraskelse tabte parlamentsvalget i Storbritannien samme år og derpå vendte tilbage med fornyet kraft; nu med sin nye store sag, en vision for fremtidens Europa.

I sin bog ’Churchill on Europe’ dokumenterer den hollandske historiker Felix Klos troværdigt, at Churchill ikke – som det undertiden hævdes – var imod Storbritannien i en europæisk union. Tværtimod var Churchill det moderne Europas visionære igangsætter, og han brugte fem år af sit liv på at søsætte denne vision.

Churchills vision blev forberedt nøje og fremlagt i en tale på universitetet i Zürich 19. september 1946. Her understregede Churchill, at den eneste vej til varig fred i Europa var at opbygge »en slags Europas Forenede Stater«. Churchill gjorde Europas samling til et konkret politisk projekt.

Kernen i den nye organisering skulle være Frankrig og Tyskland, mens Storbritannien skulle inviteres med og spille en ledende rolle. Churchill forestillede sig UK som centrum både i en europæisk union og i Commonwealth samt i det transatlantiske samarbejde med USA. Den britiske statsmand så ingen problemer i at være med alle steder.

Det er derfor skæbnens ironi, at Churchill er blevet Brexit-fortroppernes ikon. Udenrigsminister Boris Johnson er en stor Churchill-fan og har brugt sit store forbillede til at legitimere exitsynspunktet.

Andre, herunder en række historikere og Churchills barnebarn sir Nicholas Soames, har protesteret og hævdet, at Churchill utvivlsomt ville have stemt ja til at blive i EU, hvis han havde levet i dag.

Det kan i sagens natur kun blive spekulationer, men det står ikke desto mindre fast, at Churchill både var brite med stort B og en overbevist europæer. Dermed personificerede han ganske overbevisende, at der ikke er nogen modsætning mellem de to identiteter, og han hamrer den vigtigste EU-myte i jorden. Myten om, at vi alle må vælge mellem at være national og at være europæer. Churchill vidste, at det tværtimod var et spørgsmål om både-og.

Et interessant aspekt ved Churchills Europa-forestilling er, at han var overbevist om fornuften i at gå frem ét skridt ad gangen. Den ellers så handlekraftige mand var klar over, at et fælles Europa kun kunne formes, i takt med at europæerne fik hjerterne med.

Her var skabelsen af Europabevægelsen et vigtigt redskab. Den historiebevidste Churchill sparede i sine taler aldrig på referencerne til den fælleseuropæiske ånd: »Vi ønsker ikke at konkurrere med regeringer i at udøve magt«, sagde Churchill. »Hvad vi søger, er at opbygge moralsk, kulturelt, følelsesmæssigt og socialt sammenhold. (...) Vi er ivrige efter at sprede ideen om, at mænd og kvinder i mange lande er såvel gode europæere som patriotiske borgere i deres hjemland«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man betragter EU på 60-års dagen, er det netop her, projektet har svigtet mest. Den fælles følelse af både at være patriot og europæer viste sig svær at indpode – ikke mindst i Storbritannien, hvor de første års Europa-begejstring snart blev afløst af skepsis. Da Edward Heath senere fik UK med i det fransk-tysk-dominerede EF, var det med fornuftsbetonede eksportargumenter.

Ingen kunne forudse, hvordan Europa ville udvikle sig i de 60 år, som er gået. Tempoet har været voldsomt

Antallet af EU-medlemmer er med årene steget til 28. Det er tydeligt, at ’de små skridts politik’ ikke er blevet fulgt. Det hurtige medlemskab for en række central- og østeuropæiske lande har trukket kraftige veksler på solidariteten. Grækenland og andre sydeuropæiske landes dysfunktionelle økonomi truer fællesskabet.

Man kan altså med rette hævde, at EU på 60-års dagen er hårdt plaget: Udefra af folkevandring, terror og sløj vækst. Indefra af en udtalt mangel på netop det, Churchill mente var forudsætningen for en forening af de europæiske nationer og folk: følelsen af fællesskab.

Hvorfor så bruge kræfter på Churchill og hans tænkning i dag? Fordi hans grundlæggende præmis holder. Vi europæere har en fælles skæbne; vi må erkende dette og handle.

Ingen kunne forudse, hvordan Europa ville udvikle sig i de 60 år, som er gået. Tempoet har været voldsomt. Teknologien skaber en dynamik, som gør politik håbløst gammeldags. Kompleksiteten gør det svært at være visionær. Europas Forenede Stater fortoner sig.

Alligevel gætter jeg på, at den gamle statsmand ville have sendt sit berømte V-tegn af sted, hvis han havde set, hvad der er opnået: fred, frihed og velstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og mon så ikke, at han ville bande over sit eget Storbritannien: på vej væk fra det fællesskab, som han anså for at være Europas eneste redning?

------------------

Rettelse: I en tidligere version blev Europarådet ved en fejl omtalt som Det Europæiske Råd. Sidstnævnte er en EU-institution.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden