Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De gamle dyder skal tilbage i klasseværelset

Rektor Stefan Hermann forsøger i ny bog at puste liv i dannelsesbegrebet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gode gamle dyder som ærgerrighed, selvdisciplin, grundighed, pligtopfyldenhed og flid skal tilbage i klasseværelset og bør være en del af formålet med al skolegang og uddannelse i Danmark.

Det mener rektor på Professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann, der i bogen, ’Hvor står kampen om dannelsen?’ giver sit bud på et opdateret dannelsesideal for skolen, som han mener hænger uhjælpeligt fast i forrige århundredes antiautoritære 70’er-pædagogik.

»Dydsetikken giver et præcist svar på de problemer, som folkeskolen og resten af det danske uddannelsessystem tumler med i disse år, nemlig uro, mangel på disciplin og en flosset respekt for både lærere og fællesskabet. Børn og unge er nødt til at lære, hvad det vil sige at sætte sig selv i anden række, holde en aftale, anstrenge sig og være omhyggelig og grundig. Det er gode gamle dyder, som i mine øjne er forudsætningen for et demokratisk virke, og vi mærker i dén grad fraværet af dem i dag«.

Er det lektor Blomme og den sorte skole, du vil genoplive?

»Nej, på ingen måde, men derfor kan der godt være elementer fra den tid, som vi med fordel kan finde frem igen. Problemet er, at vi altid forbinder dyder som grundighed og anstrengelse med streng disciplin og gammeldags stiv faglighed, men det er en misforståelse, som går helt tilbage til 70’er-pædagogikkens opgør med den autoritære overlærer. Dyderne røg ud med badevandet, men de burde have overlevet og spillet en central rolle i den progressive og frigørende pædagogik. Det skete ikke, og nu mærker vi konsekvenserne i form af et vagt og utidssvarende dannelsesideal, der kan tolkes, præcis som man lyster, og hvor skolens formål flagrer i alle mulige retninger«.

Men mener du virkelig, at det er gammeldags dyder som ærgerrighed, selvbeherskelse og oprigtighed, som et moderne uddannelsessystem skal opdyrke? Skriger tiden og arbejdsmarkedet ikke snarere på omstillingsparathed, innovativ tænkning og selvrealisering?

»De dér modeord er fine nok, men de giver ingen mening, hvis de ikke står på en fast grund af kompetence, rutine og grundighed. Mange af de kreative mennesker, som vi i dag beundrer, er jo utrolig grundige og ærgerrige og har været igennem utallige rutiner for at tilegne sig deres færdigheder. Dyderne er selve grundlaget for, at man kan udfolde sig. Selvrealisering med bund i, kalder jeg det. Enhver kan lave et eller andet enormt flippet om Holberg, men hvis man ikke har anstrengt sig for at læse og fortolke ham i dybden, så bliver det bare ligegyldigt«.

Hvad ville det i praksis betyde for elever og studerende, hvis de skulle dannes efter dydsetiske principper?

»Det ville først og fremmest betyde, at de konfronteres med en sund fremmedhed. Dannelse har igennem årtier handlet om, at man fra pædagogisk hold skulle ’ned i knæ’, ’være i øjenhøjde med børnene’ og ’få dem til at udfolde sig der, hvor de er’, men det er utilstrækkeligt. Rigtig dannelse opstår først i mødet med det fremmede, hvor man mærker, at der opstår en modstand i én, som man skal overvinde for at blive klogere og mere moden. Der skal ikke være nederlag uden læring, og der skal ikke være sejre uden anstrengelse. I den forstand vil skolen også blive en solid modkultur til den ekstremt segmenterede, selvspejlende og lystbetonede børne- og ungdomskultur, der dyrkes i dag. Og nu lyder jeg nok som en gammel idiot«.

Det er mit indtryk, at mange i den pædagogisk-konservative position læser folkeskolens formål ekstremt selektivt

Børn og unge ville simpelthen skulle anstrenge sig noget mere?

»Ja, helt afgjort. Og de ville forstå, at de indtræder i et fællesskab, som har et klart opdrag. Det er ikke et fællesskab, der primært handler om legeaftaler, fødselsdage og Facebook, men et fællesskab, der er større end dem selv, og som bygger på nogle nærmest uforanderlige dyder, som vi forventer, at de tilegner sig. Jeg oplever faktisk, at elever og studerende i stigende grad efterspørger, at vi lærere træder i karakter som autoriteter, der forventer noget af dem, fordi de betyder noget. De vil gerne være del af noget større end bare forbrugere af en skole eller uddannelse, der har som sit primære formål at skabe arbejdskraft. Betyder det, at de skal stresse endnu mere, end de gør i dag? Ikke nødvendigvis. Jeg tror, at en skole, der i det daglige har et klart opdrag om bl.a. grundighed og anstrengelse, vil være mindre optaget af karakterer og Pisa-undersøgelser. Er skolen bevidst om og forenet i sit eget formål, og dyrker den en fordybelseskultur, vil et tal på et eksamensbevis ikke længere være altafgørende«.

Hvad med lærerne? Hvordan ville de skulle forvalte dydsetikken i praksis?

»Det her er ikke noget, den enkelte lærer kan håndtere alene. Skal skolen genvinde sin autoritet og respekt, er der brug for en kollektiv standard, som alle hylder. Det er altså ikke bare nogle principper, matematiklærer Elsebeth kan gennemtrumfe alene«.

Og det kræver vel også, at forældrene er med på den?

»Ja, bestemt. Hvis vi fra politisk hold beslutter at autorisere og aflønne lærere og skoleledere til at varetage det formål, jeg her skitserer, så vil vi også samtidig skulle sige til forældrene, at ikke alt er til forhandling. Skolen skal stå ved sit opdrag, langt tydeligere end den gør i dag. Det ville faktisk også gøre det nemmere for forældrene, hvis skolen havde en klarere rammesætning, så de vidste, hvad de kunne regne med, og hvordan de kunne indgå i et samarbejde. Det ville gøre forældrene til borgere med en bestemt funktion, så de ikke bare er Storms mor og Asger far, der står i klasseværelset og hyggesnakker om turen til Paris, længe efter at det har ringet ind til time«.

Men hvorfor skal skolen overhovedet have et dannelsesideal? Kunne man ikke sige, at det var forældrenes ansvar, og så fokusere undervisningen på, at børnene blev klogere?

»Jo, men uanset om vi formulerer et stærkt dannelsesideal eller ej, så finder der helt automatisk en dannelse og socialisering sted i skolen, og da vi lever i et demokrati og kollektivt har besluttet os for, at vi vil noget med det, så er det vigtigt, at vi kollektivt gør den vilje gældende. Jeg tror, at et stærkt dannelsesideal er vigtigt – ikke mindst så lærere, elever og forældre kan se, at der er en større mening med det hele, og at det ikke kun handler om, hvor god man er til at regne og læse. Vi er simpelthen nødt til at have et højere formål«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dannelse på forskellige planeter

Folkeskolens dannelsesideal er i dag ophøjet til lov i den såkaldte formålsparagraf og dikterer bl.a., at folkeskolen skal »skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«.

Ifølge Stefan Hermann har dannelsesidealet ikke ændret sig fundamentalt, siden daværende undervisningsminister Knud Heinesen nedfældede det i sommeren i 1972. Det skyldes især, at de to lejre i den danske uddannelsessektor – underviserne på skoler og uddannelsessteder over for lederne og regnedrengene i kommuner og ministerier – ikke længere kan udstå hinanden og i dag har lagt dannelsesdebatten i »intellektuel benlås«.

»Lærerne i den pædagogisk-konservative position føler hele tiden, at de får ting trukket ned over hovedet af den politisk-administrative postion. De kan slet ikke identificere sig med, at skolen skal danne til andet end livet, og de bliver tossede, når djøf’erne kommer og fortæller dem, at skolen skal være med til at sikre Danmarks konkurrenceevne, og at elevernes performance skal måles og ranglistes. Den pædagogisk-konservative position har også en stærk tendens til at heroisere i går. De elsker fortællingen om, hvor god skolen var engang, og de hylder forfaldsfortællingen om, hvor dårlig skolen er blevet«.

»Heroverfor står den politisk-administrative position, som er selve legemliggørelsen af new public management. De er ret ligeglade med bløde formålsparagraffer og går mere op i standardiserede målinger, så de på tværs af kommuner, skoler og klasser kan se, hvordan det går, og om lærerne bruger de rigtige metoder. Det er her, vi finder den grumme topstyringsfortælling, som bliver hudflettet en gang om ugen på Politikens debatsider«.

Hvorfor kan de to positioner ikke sætte sig sammen og skrive et nyt dannelsesideal?

»Fordi de befinder sig på to forskellige planeter. Når en skolelærer eller pædagog i den pædagogisk-konservative position begynder at referere K.E. Løgstrups forelæsninger om ’Skolens formål’ og hævder, at dannelse handler om at danne til livet, så ryster djøf’eren i den politisk-administrative lejr på hovedet, for han forstår ikke, hvad hun taler om. For ham handler det om, at skolen skal leve op til loven, og om vi får noget for pengene. Det er to forskellige verdener«.

Hvilken af de to positioner har mest ret?

»Hele min bog handler om at undgå at placere sig i én af lejrene, så jeg vil meget nødig vælge side. Jeg har enorm sympati for, at undervisere opponerer imod, at skolen alene skal være et instrument for arbejdsmarkedet og nationens konkurrenceevne. Men jeg har også enorm sympati for den politisk-administrative positions evne til at stille spørgsmål og påpege de problemer, som skolen ikke selv vil snakke om, f.eks. om den gør eleverne dygtigere. På det punkt har den politisk-administrative position jo fat i den lange ende«.

Men vil lærerens argument om, at skolen skal skabe hele mennesker og ’danne til livet’, ikke altid trumfe djøf’erens konkurrencestatstænkning?

»Nej, for hvis din kære skolelærer læste folkeskolens formålsparagraffer tilstrækkelig grundigt, ville hun se, at skolen faktisk er forpligtet til at forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære mere, og det gør man ikke, hvis man mener, at omverdenen og arbejdsmarkedets behov ikke skal spille en rolle. Så gør man tværtimod sig selv til herre over det enkelte barns dannelse. Det er mit indtryk, at mange i den pædagogisk-konservative position læser folkeskolens formål ekstremt selektivt – eller helt er holdt op med at læse den. De har bare besluttet sig for, hvad der er det rigtige at gøre, og så holder de det i hævd«.

Så djøf’erne forvalter lovens formålsparagraf, mens lærerne arbejder efter deres egen formålsparagraf?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, for den politisk-administrative har sgu heller ikke helt styr på formålsparagraffen, så når de skal argumentere imod den pædagogisk-konservative position, er det som regel noget med ’vissevasse, vi er jo nødt til at måle, at vi får noget for pengene’. Det gælder begge positioner, at de ikke kender formålsparagrafferne i dybden eller i hvert fald tolker dem vidt forskelligt«.

Lad os nu antage, at de to positioner rent faktisk begynder at tale samme sprog, bliver i stand til at udveksle ideer og ender med at opdatere uddannelsessystemets dannelsesideal. Hvor stor tror du, sandsynligheden er for, at de ender med at formulere et dannelsesideal, der bygger på dydsetikken, som du foreslår her?

»Jeg tror faktisk, at chancerne er ret gode. Jeg kan se, at der i den politisk-administrative position findes en stadig mere udbredt idé om, at det sgu nok er meget klogt, at vi har nogle stabile fastforankrede værdier, og at alt ikke bare skal vurderes efter, hvilket nummer man er på en liste. Samtidig oplever man i den pædagogisk-konservative position, at flere respekterede skikkelser som Per Schultz Jørgensen og Ove Korsgaard (hhv. professor i socialpsykologi og professor emeritus, dr.pæd., red.) – som man ikke ligefrem kan beskylde for at mænge sig med de politiske magthavere – i dag taler pragmatisk om behovet for nogle dydsetiske kategorier. Jeg tror sådan set, at der er pæne muligheder for, at de to positioner besinder sig og bevæger sig i retning af dyderne«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden