Danskerne vil uddø med lukkede grænser

Når der står en politiker og siger: ’Jeg ved ikke, om jeg vil betragte den her person som dansker’, så har man måske glemt, hvor man selv kommer fra. Indvandring har været altafgørende i udviklingen af den genetik og kultur, som vi i dag kalder dansk. Hvis man ønsker, at vi skal overleve som kultur og danskere, er isolation den absolut dårligste strategi. Det viser historien«.

Sådan lyder det fra dna-forskeren Eske Willerslev, der er en verdens førende eksperter inden for genetisk arkæologi. Hans hold på Københavns Universitet arbejder i øjeblikket på projektet The Genomic History of Denmark, der kortlægger, hvor danskernes og europæernes gener kommer fra. Projektet er ikke afsluttet, men allerede nu er det tydeligt, at både vores udseende og mange af vores allerstørste kulturelle fremskridt er kommet i kølvandet på bølger af indvandring.

»Jeg tror, at mange danskere har været af den opfattelse, at der gik en ubrudt linje fra stenaldermanden til mig. Så da tyrkerne kom i 1960’erne som gæstearbejdere, lod det til at være den første gang, at man i Danmark fik et så massivt input af indvandring. Det var i hvert fald mit eget udgangspunkt. I dele af arkæologien har en dominerende tanke været, at befolkninger i høj grad blev, hvor de var, i tusindvis af år, hvor de så udviklede sig kulturelt. Men vores genetiske studier peger på, at folkevandringer og bevægelser af mennesker overordnet set faktisk har været drivkraften bag de kulturelle forandringer i Europa. Folk har ikke bare siddet stille. De har bevæget sig hen over landskabet og har haft sex med hinanden, og de har fået børn sammen og blandet sig med hinanden, og som en del af den proces har de også blandet kultur og lært af hinanden«.

Hvad betyder den viden for vores opfattelse af danskhed?

»Det betyder, at vi skal huske på, at danskhed ikke er noget stationært. I debatten om danskhed taler man, som om det at være dansker er noget fikseret; at en dansker er på en bestemt måde. Man har et snit gennem tiden, der dækker det sidste århundred, og så siger man: Det her er dansk, det er sådan, vi er. Men hvis man tager de historiske briller på, må man erkende, at danskhed altid har ændret sig. De første danskere var lave stenalderjægere med mørk hud. Senere blandede de sig med indvandrere fra Mellemøsten og Østeuropa. Hele den genetiske varietet variation, vi finder i Europa i dag, er i høj grad et resultat af de folkevandringer fra Mellemøsten og Østeuropa. Det er glimrende, at der er så mange holdninger til danskhed, men når man taler om danskhed, lige meget hvilken politisk overbevisning man har, er det væsentligt at huske på fakta. Og fakta er, at det at være dansker og europæer som sådan har været en foranderlig størrelse«.

Men hvad nu, hvis man mener, at danskhed ikke bør forandre sig?

»Det, synes jeg, er et uklogt synspunkt. Det er en naturlig del af det at være dansker og europæer, at der sker både genetisk og kulturel forandring. Der er en tendens til at se indvandring som et dommedagsscenarie. Vi tror, at de problemer, vi oplever med indvandring og integration i dag, er historisk unikke, og at vi på ingen måde kan håndtere dem. Nogle mener jo, at fordi vores fødselsrate går ned, vil vi forsvinde, hvis vi ikke gør noget ved indvandringen. Men studier viser, at det allerfarligste, en befolkningsgruppe kan gøre for at overleve, er at isolere sig. Det ødelægger nemlig den genetiske og kulturelle evne til at tilpasse sig den omkringliggende verden, der altid vil forandre sig. Det går galt for dem, der vælger at beskytte sig fra vinden med et telt, frem for at sætte et sejl op og sejle med. De bliver indavlede, og deres kultur kan ikke følge med«.

Så vi skal tage imod globaliseringen med åbne arme?

»Før i tiden var der større begrænsning på, hvilke geografiske områder der havde kontakt med hinanden, selv om folk bevægede sig over forbavsende store afstande i forhistorien. I dag kan vi interagere mere eller mindre uhindret. Men det ændrer ikke på, at vi skal tilpasse os og være en del af den globaliserede verden. Uanset om man synes, at globaliseringen er farlig, eller man synes, den er fantastisk, er det et faktum, at den er her og finder sted med en enorm hastighed. Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange indvandrere et område kan tage ind. Hvis en bølge på tre millioner indvandrere kom til Danmark over fem år, ville det ikke være sundt for samfundet. Man kan diskutere hvor meget forandring og kontrol der skal være, men historien viser, at du skal have indvandring og forandring for at klare den som samfund. De, der – dengang landbruget kom med indvandrere fra Mellemøsten – sagde: ’Jeg vil blive ved med at være jæger, jeg vil aldrig nogensinde dyrke jorden’, gik til sidst til grunde. Som vi kan se, er der ikke nogen stenalderjægere i dag. Man kan diskutere, hvordan man skal omfavne globaliseringen, men omfavne den, det skal man.

I hvert fald hvis éns mål er, at vi skal overleve«.

Giv dem cykel, så bliver de danske

I 2010 var Eske Willerslev og hans hold de første til at aflæse arvematerialet fra et fortidsmenneske fra en uddød kultur. Ved at sammenligne den 4.000 år gamle grønlænders dna med dna fra verdens befolkning i dag, var det muligt at se, hvor han stammede fra, og hvilket folkeslag der indvandrede til Grønland først. Det er denne metode som Eske Willerslevs hold bruger til at kortlægge Danmarks og Europas evolutionære historie.

»Indtil videre kan vi se, at der har været mindst tre forhistoriske folkevandringer til Europa og Skandinavien, men vi vil nok finde mange flere, når vi når op igennem jernalderen, vikingetiden og middelalderen. De første indvandrere var stenalderjægerne, som kom til Skandinavien, da istiden sluttede for cirka 10.000 år siden. De var små og meget mørkhudede, og mange havde blå eller grålige øjne. Den næste indvandring kom fra Mellemøsten, hvor man tog agerbruget med til Skandinavien for omkring 6.000 år siden. Gennem arkæologien kan vi se, at de levede i parallelsamfund til at starte med. De sloges også med hinanden, så indvandringen foregik ikke uden konflikter, men på et tidspunkt blev parallelsamfundene brudt op, og folk begyndte at blande sig med hinanden.

Hvilke konsekvenser fik indvandringen?

»Så forsvandt stenalderjægerne som kultur og blev erstattet af agerbruget, som Danmark selv i dag og historisk set bygger på. Den næste indvandring kom kun 1.000 år senere i den periode, vi kalder bronzealderen. Det var et hyrdefolk fra Østeuropa, der var højere og havde lys hud. De kunne også drikke ubehandlet mælk som voksne, som der i dag er et genetisk træk, vi finder hos 70-80 procent af alle nordeuropæere, men som er sjældent på verdensplan. Østeuropæerne medbragte med stor sandsynlighed også det indoeuropæiske sprog, som det danske sprog stammer fra«.

Men er der ikke stor forskel på forandringer, der har taget tusindvis af år, og så debatten om ’danskheden’ anno 2016?

»Jo, det er jo ikke, fordi vi med vores forskning kommer med en endelig løsning på indvandringsspørgsmålet. Studierne viser nogle fakta om indvandringens normalitet og nødvendighed, og derfor er det vigtigt, at man accepterer, at der skal foranderlighed til. Det er fair nok, at man holder fast i nogle værdisæt, og at man siger, at vi skal forandre os med en vis hastighed, for at forandringen kan være positiv. Men det nytter ikke noget at reducere danskhed til ’Giv dem en cykel, og så bliver de danske’. Om folk går med tørklæde eller kan køre på cykel, har jo ingen betydning for, om vi opretholder vores levestandard. Når det så er sagt, synes jeg, at vores og andres resultater tyder på, at integration historisk set kommer gennem sex. Når først folk begynder at få børn sammen, vender man tilbage til det mere homogene samfund, men som så har ændret sig med nye kulturelle komponenter fra mødet mellem de to fremmede kulturer«.

Danskhed er en følelse

Selv om vi skal være åben over for indvandring, er der også ting, vi skal bevare i det danske samfund, mener Eske Willerslev.

»Den genetiske forskning betyder selvfølgelig ikke, at vi skal smide alt, hvad vi kender, over bord og omfavne alt, der er nyt. Vi skal holde fast i de ting, vi anser for fundamentale for vores lykke og velstand. Det kan for eksempel være velfærdssamfundet og retsstaten. Jeg synes, historien fortæller os, at det kan være klogt at være mere liberal omkring, at folk kan leve på forskellige måder. Det er klart, at hvis du finder en forandring, som er en trussel mod samfundet, for eksempel terror eller lignende, skal man selvfølgelig ikke acceptere det. På trods af de mere kortsigtede konflikter der unægtelig kommer af møderne, viser historien, at sex og kulturudveksling mellem forskellige befolkninger er vejen frem til genetisk og kulturel succes. Derfor er det ufattelig vigtigt, at man accepterer diversitet i et samfund«.

RADIOVÆRT

Hvis danskhed altid forandrer sig, hvad afgør så, om man er dansk eller ej?

»Som jeg ser det, er det ligegyldigt at sige, hvad der er dansk, og hvad der ikke er dansk. Danskhed handler om personlig identitet. Hvis du spørger en tilfældig på gaden: ’Føler du dig som dansker?’, og han eller hun svarer: ’Ja, det gør jeg’, så er man sådan set dansker, uanset om man er halalslagter, eller om man bor i et ligusterkvarter. Tolerancen er en del af vores frihedstanke, der har gjort det danske og de nordeuropæiske samfund så gode: retten til at udtrykke sig, som man vil, klæde sig, som man vil, leve, som man vil. Jeg mener ikke, at det giver mening at benytte sig af en kulturel eller genetisk definition på, hvad det vil sige at være dansk. Det har ændret sig gennem tiden gennem indvandring, og det vil det også gøre i fremtiden. Danskhed er en følelse. Føler du dig som dansker, er du dansker«.