Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Advokaten er ikke en skid mere værd end tømreren

Almindelige lønmodtagere, der arbejder med deres hænder, fylder for lidt på Christiansborg, mener LO’s formand, Lizette Risgaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er et kæmpe problem, at den almindelige lønmodtagers stemme ikke for alvor fylder noget på Christiansborg. I dansk politik er der ikke mange, som har arbejdet ude i det virkelige liv – og det gælder, uanset om regeringen er rød eller blå. Mange politikere går direkte fra universitetet til Folketinget, mens der stort set ikke er håndværkere på Christiansborg. Det er uheldigt, for det betyder, at der mangler et blik for, hvad den nye lovgivning betyder for tømrer Jensen og social- og sundhedsassistent Hansen. Konsekvensen er, at love og regler rammer skævt, folk bliver utrygge i forhold til pensionsalderen, kontanthjælpen, dagpengereglerne osv. Jeg vil arbejde for, at der kommer en ny balance i samfundet«.

Kritikken kommer fra LO’s formand, Lizette Risgaard, der i disse dage har været formand for næsten en million lønmodtagere i et år.

Men overser du ikke, at der er et parti, der særligt appellerer til arbejdervælgere i Folketinget – Dansk Folkeparti. Det er jo dine medlemmer, der har stemt både DF og Venstre til magten, ikke?

»Det er rigtigt, at mange – også LO-medlemmer – har stemt på DF. Nogle af de medlemmer, jeg har talt med, har sagt, at de gjorde det, fordi de ikke kunne genkende sig selv i Socialdemokratiet. Der er også LO-medlemmer, der stemmer på Venstre eller på andre partier. Men der er stor forskel på, hvad DF og Venstre siger før et valg, og hvad de gør bagefter. Se f.eks. Kristian Thulesen Dahl, han var en af arkitekterne bag forringelserne af dagpengereglerne. Og han kalder samtidig sit parti for et arbejderparti, der vil lønmodtagerne det godt«.

Så LO’s medlemmer er blevet ført bag lyset?

»Så enkelt kan man ikke sige det. Jeg siger bare, at vi alle sammen skal være bedre til at stille krav til politikerne efterfølgende og følge op på, at de også gør det, som de lover i valgkampene«.

Men siger du ikke, at S – med Thorning i spidsen – har storsvigtet?

»Jeg gør mig ikke til dommer over fortiden. Thorning var statsminister i en regering, hvor hun ikke havde ansvaret alene. Hun fik opbakning blandt partierne til at føre Danmark gennem en rigtig hård krise«.

Det at tage en lang akademisk uddannelse ses som noget finere og bedre end at tage en faglig uddannelse. Den kultur er forankret i os alle sammen

Mattias Tesfaye (S) har engang skrevet: »Ja, der er mange djøf’ere i politik. Men hvad gør vi selv, vi arbejdere? Stiller op til valg? Nej, vi sidder i sofaen og brokker os og stemmer på en djøf’er på valgdagen«. Har han ikke en pointe? Arbejderen må selv tage et ansvar?

»Der er i princippet ikke noget galt i at stemme på en ung akademiker. Men når rigtig mange gør det, bliver det et problem. Det er vigtigt, at vi også vælger nogen, som har livserfaring og dermed en forståelse for, hvad det vil sige at leve et almindeligt liv som Hansen og Jensen«.

Uddannelsessnobberiet

Ifølge Lizette Risgaard handler problemet også om, at faglige uddannelser ikke har nok prestige.

»Når jeg taler om ubalance, handler det også om uddannelsessnobberiet, som er blevet skabt igennem mange år. Det at tage en lang akademisk uddannelse ses som noget finere og bedre end at tage en faglig uddannelse. Den kultur er forankret i os alle sammen. Men det er altså – undskyld mit franske – ikke en skid bedre at være advokat eller læge, end det er at være tømrer eller elektriker«.

Men er det ikke godt, at arbejderbarnet kommer på universitetet?

»Jeg er hverken uddannelsesfascist eller kritisk over for, at der også skal være akademikere i vores samfund. Dem er der også brug for. Men der skal være respekt mellem faggrupperne, og den mangler, synes jeg. Der er nogle uddannelser, der ses som finere end andre. Det er det, jeg gerne vil gøre op med«.

Det var vel jer, der skulle være med til at gøre det prestigiøst at være håndværker? Og hvis andelen af unge, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse, er faldet fra 32 pct. til 18 pct. af en ungdomsårgang på femten år, er det vel også fagbevægelsens fiasko?

»Sådan mener jeg ikke, du kan stille det op. Det handler ikke om, at vi ikke vil påtage os et ansvar i fagbevægelsen. Vi skal være med til at italesætte det her endnu mere. Der skal være flere end Mattias Tesfaye og mig, der sætter fokus på håndens arbejde. Lad os få langt flere ind i det rum. Og det er ikke fagbevægelsens opgave alene. Det er en fælles samfundsudfordring«.

Nu har du selv været formand for LO i et år. Hvad har du selv gjort for at løfte lønmodtagerens prestige?

»Jeg forsøger at tale lønmodtagerens interesser i alle sammenhænge. Helt konkret er jeg personligt meget stolt over, at det i år er lykkedes at lave to trepartsaftaler mellem LO, DA og regeringen, hvoraf den sidste betyder, at der er flere unge, der får praktikplads og altså bliver uddannet ude på arbejdspladserne«.

Men kritikere siger, at praktikpladsaftalen er uden forpligtende garantier for arbejdsgiverne?

»Det er forkert. Det her er første gang, man har fået arbejdsgiverne til at sætte en underskrift på et papir, der forpligter dem. Der er en del arbejdsgivere, der ikke har oprettet praktikpladser, og som helt bevidst har ladet andre tage den tørn ud fra devisen ’vi lader de andre uddanne de unge, og så snupper vi de unge, når de er færdiguddannet’. Her har vi med trepartsaftalen sat en prop i hullet. De arbejdsgivere, der tager et ansvar, får en belønning. De andre får lidt pisk. Jeg sætter også min lid til, at erhvervsuddannelsesreformen hen ad vejen vil få flere unge til at vælge en faglig uddannelse«.

Der er en stor uddannelsesulighed i andre generationer. Uddannelses- og socialforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen har længe talt om en stor Robin Hood-reform, der giver et markant efteruddannelsesløft til de dårligst uddannelse. Men den er jo ikke kommet?

»Den kommer efter overenskomstforhandlingerne. Den er den, vi har lagt i kakkelovnen til. Vi er begyndt med praktikpladserne. Næste skridt er den livslange læring, hvor vi over for medlemmer, som måske ikke har en lang uddannelsestradition med i bagagen, på en venlig og god måde skubber dem ind over dørtrinnet til efter- og videreuddannelse«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Medlemsflugten

Du har jo ikke stoppet medlemsflugten på dit første år?

»Nej, det har jeg heller ikke lovet nogen. Det er fagforeningerne derude, som organiserer medlemmerne. Jeg understøtter, hvor jeg kan, men læg mærke til, at LO-fagbevægelsen ikke har mistet så mange medlemmer det sidste år, som vi har gjort tidligere. Det er det, jeg kalder det lange seje træk«.

I er blevet kritiseret for, at I har fjernet jer fra medlemmerne gennem fusioner og centralisering. Tidligere identificerede det enkelte medlem sig med sin fagforening: den lokale afdeling af Tømrer- og Snedkerforbundet, Specialarbejderforbundet eller Kvindeligt Arbejderforbund. Nu er disse fusioneret til 3F, som organiserer alt fra pedeller til tømrere og portører og har nedlagt lokalafdelingen til fordel for et stort forbundshus i storbyen. Er I ikke selv skyld i medlemsflugten?

»3F er Danmarks største fagforening. De organiserer mange fag, og for mig er der ingen tvivl om, at faget er et af de vigtigste argumenter for at være med i en fagforening. Man skal kunne genkende sig selv. Der er ingen tvivl om, at nogle af de medlemmer, som er forsvundet, er forsvundet, fordi fagforeningen ikke har været tydelig nok i medlemmets bevidsthed. Her vil jeg sige, at LO-fagbevægelsen generelt er god, men vi kan da blive mere tydelige og mere aktive derude. Noget af det, jeg gerne ser, vi får, er en ’rejseholdsbus’, der kommer til byen, slår trappen ud, og så er de der. Jeg ser også rigtig gerne, at vi har et LO-fagforeningshus i hver by, eller næsten i hver by. I fremtiden kunne det måske være et LO-FTF-fagforeningshus i hver by«.

Men her er vel endnu et problem: Hvis LO fusionerer med FTF, bliver afstanden vel bare endnu større? Så skal I ikke bare appellere til tømreren, men også til middelklassen af offentligt ansatte skolelærere, socialrådgivere m.fl.?

»Her skal man være opmærksom på, at FTF og LO er hovedorganisationer. Som hovedorganisationer har vi én rolle, mens de enkelte fagforbund og fagforeninger som 3F og HK har deres rolle. Det er dem, der skal være tæt på medlemmerne ude på arbejdspladserne i byen«.

Vi skal være rige nok - og ikke kun i cool cash - til at kunne tage os af hinanden

Burde I ikke sætte kontingentet ned, så flere ville være med? Den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger har til Politiken sagt, at fagbevægelsen nemt kunne høste en række stordriftsfordele og sætte kontingenterne ned med 23-30 procent.

»Jeg har stor respekt for Tine Aurvig, men det skulle hun have tænkt på, da hun var her. Alle fagforbund har fokus på kontingentet. Men hvis du regner ud, hvad en timeløn er i dag, og hvad du får for ved at være med i det faglige fællesskab, så er det ikke det, man skal vælge fra. Men opgaven for os er naturligvis at vise, hvad det er, du får for medlemskronerne«.

:

De gule fagforeninger, der gør det billigere, presser jer stadig?

»Ja, og det er Claus Hjort Frederiksens fortjeneste. De gule er forretninger – ikke fagforeninger. Bliver der problemer, er det ikke dér, du bedst kan få hjælp, da de ikke tegner overenskomster«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den britiske økonom Guy Standing sagde for nylig i Politiken, at fagbevægelsen svigter den voksende gruppe, som rykker ind og ud af midlertidige jobs og lever på kanten af samfundet – det såkaldte prækariat. Er fagbevægelsen blevet en reaktionær kraft, som repræsenterer de privilegerede i faste jobs med gode ordninger?

»Guy Standing har en væsentlig pointe, når han påpeger, at der i disse år er et stigende pres på dem, der er på grænsen af arbejdsmarkedet. Derfor inviterede vi ham til Folkemødet i år for at drøfte, hvordan vi som fagbevægelse kan sikre ordentlig tryghed og lighed for dem, der ikke har et helt traditionelt job. Vi skal sammen finde ud at organisere disse grupper og sikre dem ordentlige vilkår. Det er det, fagbevægelsen handler om og altid har handlet om. Det er de moderne daglejere, og vi skal naturligvis være på deres side«.

Hvis man spørger et LO-medlem: ’Hvad er den store sag, som LO-fagbevægelsen kæmper for?’, ville han eller hun vel have svært på at svare på det, ikke?

»Det tror jeg ikke. Jeg synes slet ikke, det er så svært. Vi skal arbejde på, at vi i 2025 er rige, lige og trygge. Vi skal være rige nok – og ikke kun i cool cash – til at kunne tage os af hinanden. Vi skal være lige i forhold til uddannelse, boliger mv. Og vi skal være trygge på den måde, at vi har et dagpengesystem og et socialt system, der kan hjælpe dem, der har behov. Det er retningen. Begejstringen er tilbage i fagbevægelsen«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden