For ikke særligt lang tid siden blev jeg kønsneutral. Det er der ganske få i min omgangskreds, som ved. Eller måske ved de det godt. Jeg er ikke sikker. For jeg er ikke en person, der råber højt fra hustagene eller skriver i en statusopdatering på Facebook, at jeg hverken identificerer mig som kvinde eller mand, og at jeg foretrækker at blive tiltalt som ’hen’ eller ’de’/’dem’ i stedet for ’hun’ eller ’han’.
Også selv om der er folk, som miskønner mig konstant, then who can blame them? Jeg giver med andre ord ikke nogen skylden for noget. Jeg forstår godt, at det er herre svært at omlægge sit sprog, og jeg ved, at fejl er en del af det. Jeg er taknemmelig, når folk bare prøver.
Så dette indlæg handler ikke om, hvorfor jeg er kønsneutral. Det handler ikke om ikke at blive accepteret, for det bliver jeg i høj grad. Nej, dette indlæg handler om en form for undertrykkelse, der aldrig bliver talt om i Danmark og heller aldrig bliver udfordret.
Det er en undertrykkelse, som finder sted, når man mindst venter det, når man sidder med en øl i hånden på sin yndlingsbar, når man er taget hjem til nogle venner for at se ’X Factor’, og når man er til jobsamtale.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar