For ikke særligt lang tid siden blev jeg kønsneutral. Det er der ganske få i min omgangskreds, som ved. Eller måske ved de det godt. Jeg er ikke sikker. For jeg er ikke en person, der råber højt fra hustagene eller skriver i en statusopdatering på Facebook, at jeg hverken identificerer mig som kvinde eller mand, og at jeg foretrækker at blive tiltalt som ’hen’ eller ’de’/’dem’ i stedet for ’hun’ eller ’han’.
Også selv om der er folk, som miskønner mig konstant, then who can blame them? Jeg giver med andre ord ikke nogen skylden for noget. Jeg forstår godt, at det er herre svært at omlægge sit sprog, og jeg ved, at fejl er en del af det. Jeg er taknemmelig, når folk bare prøver.
Så dette indlæg handler ikke om, hvorfor jeg er kønsneutral. Det handler ikke om ikke at blive accepteret, for det bliver jeg i høj grad. Nej, dette indlæg handler om en form for undertrykkelse, der aldrig bliver talt om i Danmark og heller aldrig bliver udfordret.
Det er en undertrykkelse, som finder sted, når man mindst venter det, når man sidder med en øl i hånden på sin yndlingsbar, når man er taget hjem til nogle venner for at se ’X Factor’, og når man er til jobsamtale.
Majoriteten i Danmark kræver nemlig, at minoriteter forklarer dem, hvordan det er at være minoritet. Minoriteten er blevet en kanal, hvorigennem majoriteten kan lære om verden. Og det lægger ansvaret over på de helt forkerte.
Så sidder jeg uforberedt der og skal forsvare mig selv. Igen. Forsvare mig selv over for et ciskønnet menneske, der ikke har begreb om, hvor svært det er at have en kønsidentitet, som er uden for normen
»Fortæl mig, hvordan det var at flygte hertil som barn!«.
»Hvordan er det egentlig at være transkønnet?«.
»Ej, du går med hijab, er du så egentlig udsat for meget vold i din hverdag?«.
De her emner er følsomme. For nogle er de måske ikke, men for mange minoriteter ligger der en lang kamp med blod, sved, tårer, uaccept og undertrykkelse bag deres nuværende identitet. Og når majoriteten spørger så bramfrit, som vi ofte gør, så kan det både være sårende, krænkende, følsomt og mest af alt pisse hårdt. Det sker typisk, når man allermindst venter det.
Det sker, når jeg sidder på sofaen hjemme hos en ven og drikker et glas vin og i et kort øjeblik har plads til at minde mig selv om, at jeg også har en identitet ud over min kønsidentitet og i øvrigt også er alt muligt andet end det.
Jeg kan være midt i en snak, der handler om vejret. Måske er der gået lang nok tid, siden nogen sidst sagde noget krænkende, som jeg skulle forsvare. Og pludselig.
Så kommer det som et lyn fra en klar himmel: Det fuldstændigt bramfrie spørgsmål, der kræver et svar fra mig: »Nå men, hvorfor er du kønsneutral, er det sådan politisk eller hvordan?«. Så sidder jeg uforberedt der og skal forsvare mig selv. Igen. Forsvare mig selv over for et ciskønnet menneske, der ikke har begreb om, hvor svært det er at have en kønsidentitet, som er uden for normen. Som ikke har nogensomhelst følelser involveret i sit eget spørgsmål og mit svar.
Mand, lær om feminisme. Hvid person, lær om antiracisme. Ciskønnet, lær om transkønnede og kønsneutralitet. Heteroseksuelle, lær om homo-bi-pan-a-seksualitet, men uden at forlade sig på minoriteterne
Skriv kommentar