0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så står vi igen ved det demokratiske nulpunkt

Det fascinerende ved demokratiet er, at det i selve valghandlingen annullerer modsætningen mellem folk og elite. I et demokrati er vi alle en del af folket. Og af eliten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som 40-årig hører jeg til en generation, der er vokset op med ideen om fremskridtet. Jeg har lært, at demokratiet er den universelt rigtige styreform; at samfund, der endnu ikke er blevet demokratiske, nødvendigvis vil blive det en dag; at den teknologiske udvikling vil hjælpe os til at løse klodens problemer; at menneskeheden kort sagt bliver klogere og klogere – også moralsk set. Jeg lærte godt nok også om postmodernismen på universitetet i 1990’erne, og at denne tankestrømning indebar et opgør med ’de store fortællinger’ (videnskab, religion, ideologier), men selv postmodernismens tanke om de store fortællingers død kunne paradoksalt nok udlægges som et fremskridt i retning af større indsigt, tolerance og oplysning. Mange lande blev rigere og rigere, mure og totalitære regimer faldt, EF blev til EU og blev udvidet – og man citerede Fukuyama om, at historien i en vis forstand nu havde nået sin afslutning.

Det seneste årti har rystet alle disse ideer om fremskridtet. Nye krige er startet med store flygtningestrømme til følge, verden har set økonomisk krise og stigende ulighed, Storbritannien har stemt for at forlade EU, og amerikanerne har netop valgt en xenofobisk og chauvinistisk person som præsident. Det er let at få fornemmelsen af, at verden i disse år tager en ny retning, og at alting falder fra hinanden.

Fra det perspektiv, jeg er vokset op med, fremstår alt dette utvetydigt som et tilbageskridt. Men vi må alle erkende, at forestillingen om frem- og tilbageskridt er temmelig relativ. Højreorienterede fortalere for Brexit og Trump ser naturligvis udviklingen som et stort fremskridt udtrykt ved Take Back Control (Brexit) og Make America Great Again (Trump). Interessant nok har der også på venstrefløjen været et forsvar for Brexit (ikke så overraskende), men også for Trump (mere overraskende). Den marxistiske stjernefilosof Slavoj Zizek erklærede før det amerikanske valg, at han ville stemme på Trump. Ikke fordi han kan lide ham – det kan han bestemt ikke – men fordi Trumps sejr efter Zizeks mening vil skabe en form for nedsmeltning, der vil tvinge amerikanerne til at gentænke hele det politiske.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce