Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Sexisme. Tegning: Mette Dreyer

Sexisme. Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forfatter: Jeg er også flygtet fra den sexistiske abeagtige mandekultur

På et tidspunkt førte jeg journal over, hvad jeg havde på af tøj og makeup, når jeg mødte sexismen i hverdagen. Desværre fandt jeg ikke noget mønster.

Debatindlæg

emme de la Rue’ hed et afgangsprojekt fra en belgisk filmskole i 2012. Gadens kvinde.

Filmen viser den unge dokumentarist Sofie Peeters selv, der går ned ad gaden i et af de hårdere kvarterer af Bruxelles under et bombardement af chikane, tilråb, og lumre tilbud, der efter venlig afvisning typisk følges op af skældsord af værste skuffe.

Filmen skabte en del debat i Belgien og endte med at blive vist i bedste sendetid på en af hovedkanalerne i landet. Også i Danmark blev den diskuteret på blandt andet de sociale medier som en dokumentation for mandlige indvandreres sexisme over for vestlige kvinder, men det er en forsimpling af sagen, indvendte jeg dengang i debatten.

Vestlige mænd kan sagtens være med her, og i særlig grad hvis de er i flok, og der er alkohol i blodet på dem.

Desværre ved jeg det af erfaring. Jeg er en af de mange kvinder, der som helt ung var tvunget til at forholde mig til dele af mandekulturens abeagtige udtryk.

Og ifølge en Britisk YouGov-måling, der blev offentliggjort i maj 2012, er jeg ikke alene. 43 procent af Londonske kvinder under 34 kunne berette, at de i løbet af det forgangne år var blevet chikaneret seksuelt på gaden.

En af dem, Laura Bates, besluttede sig for i protest at starte internetfænomenet The Everyday Sexism Project, uden at ane, hvilken lavine hun satte i gang.

Projektet samler anonyme beretninger om sexisme fra hverdagen. Et år senere er der titusinder af historier og nationale sider verden over, heriblandt den danske, der blev startet i august i år.

Den har på mindre end en måned samlet hundredvis af historier om sexismen i den danske dagligdag.

Projektet træder hermed på en øm kulturel tå.

For fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds lumre tilråb er, at de har til formål at dominere gennem en grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd.

Altså er det ikke et uskyldigt spil mellem kønnene, sådan som det såkaldt ligestillede samfund helst så det.

Det skal dog ikke forhindre medierne i at trivialisere sexismen på gadeplanet, for eksempel i et indslag på Radio24syv om projektet, der lagde ud med en up-beat voxpop om, hvorvidt det er i orden at komplimentere fremmede folks bagdele, efterfulgt af et interview med Bill Holmberg, der i sin egenskab af ’ekspert i takt og tone’ fastslog, at hvis man vil behandles ordentligt, så, og jeg citerer, »kan man jo lade være med at klæde sig som en luder«.

Således folkeligt, slagfærdigt og uden videre placeredes ansvaret for mandens aggressive og krænkende opførsel på kvinden og hendes fremtoning.

Hvorfor er vi i det hele taget så himmelråbende elendige til at identificere en kønsrelateret problemstilling, selv hvis den gnubber sig op ad benet på os?

En fin demonstration af, at det ikke kun er i fremmede, mere eksotiske kulturer, at rygmarvsreaktionen, når en kvinde fortæller, at hun har oplevet chikane eller overgreb, er en minutiøs gennemgang af hendes, og ikke aggressorens, adfærd og udseende.

Og heraf følger naturligvis, at de fleste af os, som har oplevet sexismen på gaden eller i nattelivet, har følt det som noget skamfuldt og tænkt, at det var noget ved os selv, der provokerede krænkelserne.

På et tidspunkt i min ungdom førte jeg journal over, hvad jeg havde på af tøj og makeup, når jeg mødte sexismen i hverdagen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desværre fandt jeg ikke noget mønster. Det kunne ellers have været rart, måske var jeg blevet millionær.

Jeg stoppede journalføringen, da jeg en aften ved nitiden på vej hjem om søerne i København efter en 12-kilometers løbetur, højrød i hovedet og iført hestehale og anorak, måtte spæne fra en mand, der med lansen ude af bukserne brølede, at han ville ejakulere ud over min bagdel.

Som absurditeten i omstændighederne turde antyde, så var disse første usikre år som ung kvinde præget af en følelsesmæssig tsunami af vantro og mistænksomhed.

Jeg kunne simpelt hen ikke etablere en forståelsesramme om mandekønnet, som på den ene side indeholdt mine kærester, gode mandlige venner og min kloge og kærlige far, og på den anden side indpassede de bavianer, der chikanerede og forulempede mig konstant.

Jeg lod det regulere min adfærd, undgik festivaler, koncerter og mange natklubber. Her er formentlig en god del af forklaringen på, at der altid er væsentlig flere mænd end kvinder i køerne foran landets diskoteker.

Jeg var altid på vagt på gaden og gik altid over på det modsatte fortov eller en anden vej, hvis jeg kunne se grupper af mænd sammen. Socialiseringen var i fuld gang.

Efter bare få år havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne være anderledes, så stærk var den kulturelle systemtænkning.

Eller som en Politiken-læser fastslog det i en kommentar til en debatartikel om hverdagssexisme denne sommer: ’Det ligger i kvinders socialisering, at de må konfrontere ubehageligheder’.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor accepterer vi fladpandet, stupid adfærd som en naturgiven tilstand?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor er vi i det hele taget så himmelråbende elendige til at identificere en kønsrelateret problemstilling, selv hvis den gnubber sig op ad benet på os?

Skulle nogle sætte spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen af The Everyday Sexism Project, så er den at finde lige her ved vores kulturelle accept af denne socialisering.

Må projektet og dokumentationen af hverdagssexismen derfor fortsætte sin sejrsgang gennem medielandskabet som kulturudstiller, indtil gaderne er sikre for næste generation.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce