»DF vandt frikadellekrigen i Hvidovre«, skriver Politiken. Men ellers har der ikke været meget omtale af kommunalvalgets vigtigste begivenhed – en meget kort og meget vigtig politisk aftale indgået mellem SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i den københavnske vestegnskommune. I aftalen er partierne blevet enige om, at »fremmed madkultur ikke (må) erstatte dansk madkultur, men skal supplere den«.
Er det en sejr for DF, som avisen skriver? Vi mener, at det er en afgørende sejr for Socialdemokraterne. Faktisk mener vi, at borgerne i Hvidovre er vidne til et lille mirakel i den efterhånden 30 år gamle indvandrerdebat. Et mirakel, som ingen medier desværre har beskæftiget sig med.
Pia Kjærsgaard nye selvbiografi fortæller overbevisende, hvordan Dansk Folkeparti bevidst og meget strategisk har arbejdet med at opbygge en vælgermasse blandt tidligere socialdemokrater. Det er som bekendt lykkedes for partiet – først og fremmest fordi Pia Kjærsgaard selv har formået at omfavne den utryghed, der spreder sig i kølvandet på globaliseringen. Men det lykkedes også, på trods af at partiet på intet tidspunkt har fremlagt noget sammenhængende politisk svar på, hvordan årsagerne til denne utryghed skal bekæmpes. Tværtimod. Bogen er en lang ufrivillig afsløring af, at Pia Kjærsgaard aldrig har været i stand til at formulere andet end kritik. Det er hun til gengæld en mester til. Stædigt, modigt og med et enormt kommunikationstalent har Pia Kjærsgaard udnyttet, at Socialdemokraterne havde svært ved at finde realpolitiske svar på utrygheden – det gælder især omfanget og håndteringen af en voksende muslimsk kultur i Danmark.
Vi tror, at miraklet i Hvidovre kan blive afslutningen på denne epoke i dansk politik. Hvidovre er en traditionel rød vestegnskommune. Ved dette kommunalvalg spredte den klassiske socialdemokratiske vælgerskare deres stemmer på mindst fire forskellige partier. Det skyldes både en utilfredshed med regeringens aktuelle sociale profil, lokal uro i partiets organisation og så de berømte diskussioner om frikadeller i daginstitutioner, der endte på forsiden af New York Times. En diskussion, som selveste statsministeren prioriterede at kommentere, da hun kom hjem fra sommerferie, med en holdning om, at frikadellerne skulle bevares.
Med aftalen på Hvidovre rådhus er der nu skabt et bredt og stabilt flertal i kommunalbestyrelsen, der har forpligtet sig på ikke at vedtage skattelettelser, så det smalle råderum i budgettet kan prioriteres til velfærd – for eksempel på ældreområdet.
Tilsat den simple, men præcise formulering, vi nævnte tidligere omkring institutionsmaden, har den nye socialdemokratiske borgmester dermed ikke bare et stabilt økonomisk underlag for sit embede, men også et værdipolitisk udgangspunkt, som bør inspirere socialdemokrater langt ud over kommunegrænsen.
Aftalen sikrer, at svinekødsfrikadellerne skal på bordet. Det er klart. Men det betyder også, at børnehavebørnene kan stifte bekendtskab med kebab og hummus. I Hvidovre skal institutionsmaden altså ikke være somalisk, om så 100 procent af børnene havde somalisk baggrund. Den danske madkultur skal aktivt forsvares. Det er fornuftig politik.
Ligesom antenneforeninger selvfølgelig ikke skal forhandle danske kanaler ud af pakkerne og erstatte dem med tyrkiske og arabiske kanaler. De danske kanaler skal forsvares – de udenlandske må være et supplement. I Pia Kjærsgaards bog fortæller eksformanden, at hun foretrækker, at der bliver talt dansk på gaden. Det blev mødt af det sædvanlige ramaskrig. Men hvorfor egentlig? Vi foretrækker da også, at der bliver talt dansk i det offentlige rum. Fremmede sprog må være et supplement, ikke en erstatning for det danske sprog – det må være en målsætning, for alle, der bor i landet.
Skriv kommentar