Debatserie om mænd og køn: Hallo, heteroseksuelle - findes jeg egentlig i verden?

Engang imellem har jeg fornemmelsen af, at jeg ikke eksisterer. Verden omkring mig er i hvert fald ikke indrettet, så den passer til andet end det heteronormative liv, og hvad der følger med det. Og det liv passer jeg ikke ind i. Jeg er en cirkel i en firkantet kasse.

Som homoseksuel er det ikke kun den helt åbenlyse modstand, man møder såsom tilråb på gaden og ikke helt usynligt bagtaleri. Næ, ikke-heteroseksuelle møder dagligt en verden, som ikke er rettet mod dem.

At være heteroseksuel er selvfølgelig det mest almindelige, men at indrette et helt samfund, der ikke giver plads til andet, er ikke alene diskriminerende, det er grundlæggende nedværdigende.

Når jeg sammen med min mand, som jeg for resten lige har fejret kobberbryllup med, er i banken for at tale om vores økonomi, så er de eneste løsninger, min ellers flinke og dygtige bankrådgiver kan komme frem med, løsninger der i sidste ende handler om, at der står nogle arvinger med hænderne fremme og glæder sig over, at Onkel Morten har været i verden.

Kort fortalt, så kan man ikke tilrettelægge sin økonomi i forhold til eksempelvis boligkøb ud fra to for mig vigtige faktorer:

1. At have flest muligt penge mellem hænderne nu og her

2. Ikke at spare op så arvingerne høster frugterne.

Jeg har nemlig ingen direkte arvinger. Min mand og jeg har ikke adopteret, og der er ingen af os, der i tidligere faser af vores liv har fået et barn med en kvinde. Ergo er vi de sidste i vores direkte arvefølge. Selvfølgelig er der en niece, en kusine, en bror, kattenes hjem eller noget helt femte. Men hvorfor spare op til dem? Hvorfor ikke have muligheden for at bruge pengene her og nu? Altså de penge som vi selv tjener, vel og mærke.

I min situation er der således kun dyre og ikke rentable muligheder tilbage: Enten at bo til leje, så andre kan tjene på min boligsituation eller at optage ufornuftige kviklån, som boet efter mig engang skal betale tilbage, så andre kan tjene på min situation.

Der er ingen i den finansielle sektor, der kan finde på en løsning på, hvordan jeg får eget hus over hovedet og samtidig ikke efterlader mig hele min optjente friværdi til de arvinger, jeg ikke har.

Når det kommer til min sundhed, så møder jeg også et sundhedsvæsen, der ikke er indrettet til at forstå sig på andet end de mest heteronormative udfordringer. Rent faktisk bliver der sparet på livsvigtig medicin, medicin der har hovedparten af deres brugere blandt bøsser, og andre mænd der har sex med mænd.

PrEP er et lægemiddel, som HIV-negative kan tage for at nedsætte risikoen for at blive smittet med HIV. Der findes simpelthen en metode til at forebygge HIV. Lyder det ikke skønt?

Desværre er det en dyr behandling, så diskussionen går stadig på, om man overhovedet skal godkende medikamentet i Danmark, selvom man ved, at det virker. Hovedargumentet er tilsyneladende, at HIV-smitte ofte er selvforskyldt. Man kunne jo bare have beskyttet sig. Derfor er det et oplagt sted at spare.

Jeg kan komme med mange eksempler på behandlinger, som heteroseksuelle får, selvom det for det meste er selvforskyldt; men lad os bare blive ved det seksuelle: Behandling mod klamydia, behandling mod gonorre og sådan set også aborter. Jeg kender ikke prisen på ovennævnte heteroseksuelle problemstillinger, men forestil dig en verden, hvor man ikke behandlede dem.

Når jeg engang bliver så gammel, at jeg skal på plejehjem, så er der på nuværende tidspunkt kun et eneste plejehjem med en ikke-heteroseksuel profil, og det er oven i købet mere en afdeling end en hel institution. Da man indviede regnbue-plejehjemmet i København, blev det kaldt en bombe under samfundet, bare fordi sådan nogen som mig gerne vil være sammen med andre, der minder om mig.

Ikke engang i min alderdom har jeg et sted i verden indrettet til mig, med mindre jeg er en af de heldige, der tilfældigvis bor i den rigtige kommune - og at der tilfældigvis er en anden LGBTQ'er, der falder død om og efterlader et tomt værelse til mig.

Egentlig har jeg ikke lyst til at klynke, for jeg tilhører den generation af bøsser, der har haft det bedst rent historisk. Mine problemer er mindre end nogensinde før i bøsserne historie. Men alligevel vil jeg gerne pege lidt rundt i verden og sætte spot på, at verden altså ikke udvikler sig i samme fart og samme retning, som de mennesker der bor i den. Vi sammensætter verden mere komplekst, vi laver nye familieformer, vi folder os ud i en global verden, men vi har ikke opdaget, vi stadig kører efter en gammel køreplan.