Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

I realiteten er asteroiden på vej mod jorden. Lad os kalde den ’klimaforandringerne’, skriver Erik Rasmussen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Erik Rasmussen: M-faktor er den største barriere for global klimaindsats

En højt udviklet fortrængningsevne og en dyb afhængighed af et voldsomt overforbrug har sendt kloden ud på den farligste kurs i menneskehedens historie. Her følger første kapitel til et globalt drama, vi selv har iscenesat, men hverken fatter eller kender slutningen på.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forestil dig, at en asteroide er på vej mod jorden. Vi ved med videnskabelig sikkerhed, at den ville ramme planeten inden for de næste 10 år og udslette store dele af civilisationen. Videnskabsfolkene orienterer løbende på alle verdens mediestationer om asteroidens bane mod jorden og bliver stadig mere præcise i deres analyser af de voldsomme konsekvenser for menneskeheden.

Nu er det centrale spørgsmål: Hvordan vil verdenssamfundets reagere på så altomfattende en katastrofe? Det bedste gæt er, at vi vil opleve et globalt enestående og tæt koordineret samarbejde om at destruere en så dødbringende, ydre fjende, og i bedste science fiction-stil redde menneskeheden fra dens hidtil farligste trussel.

I realiteten er asteroiden på vej mod jorden. Lad os kalde den ’klimaforandringerne’. Igennem mere end to årtier har verdenssamfundet kendt til truslen og ved årlige såkaldte COP-møder imellem næsten 200 lande udformet en række uforpligtende initiativer, men stadig uden at kunne blive enige om de nødvendige forpligtende løsninger for at redde kloden, endsige hvem der skal tage hvilket ansvar osv. osv.

Alt imedens politikerne har drøftet diverse planer, er udfordringen blevet stadig større og videnskabens advarsler stadig mere dystre. Selv om vi får stadig flere ’større sten’ i hovedet, er mange fortsat usikre på, om der i det hele taget eksisterer en trussel, om asteroiden findes – eller også venter de blot på, at andre løser problemet.

HVORFOR DEN store forskel i verdenssamfundets reaktionsmønstre? Fordi asteroide-truslen er entydig og kan forstås af ethvert menneske på jorden og udløser så stærke krav om hurtige handlinger, at politikere verden over kappes om at blive klodens nye helte.

Selv om klimaforandringerne kan udløse næsten samme konsekvenser som asteroiden, fatter vi dem ikke. Lige så truende de er, lige så svære er de at kommunikere. Ikke nok er de uhyre komplekse, men hvad værre er: De er ikke kun en ydre, men også en indre fjende. Klimaforandringerne har nemlig afsløret et omsiggribende og accelererende overforbrug af jordens ressourcer. Vi har ikke alene lukreret stærkt på fossile energikilder. Vi har skabt en fossil civilisation. Den har defineret vores selvforståelse.

Ét er at skulle reducere brugen af fossile drivkræfter. Noget andet og langt, langt sværere er at ændre en civilisation. Det vil sige vores levevis, adfærd, forbrug og vaner mv. Den form for mentale transformationer er der meget lang leveringstid på. Men den inerti respekterer klimaforandringerne ikke, og derfor vil de udvikle sig adskilligt hurtigere, end vi har både har evner og vilje til at bremse.

Hvad det handler om, blev 2018 et stærkt bekymrende bevis på. Ikke alene leverede sommeren et hedt forvarsel på klimaforandringernes styrke og intentioner, men en lang række stadig mere præcise og alarmerende videnskabelige rapporter har tegnet et dystert billede af den fremtid, vi hastigt er på vej ind i. De er udarbejdet af internationalt anerkendte institutioner og forskere fra hele verden og er meget konsistente i deres konklusioner. De viser, at vi gør klogt i at forberede os på en verden med markant ændrede livsbetingelser.

POLITISK ER der meget fokus på, at den globale temperaturstigning skal holdes på 1,5-2 grader. Den ligger nu på 1,1 grader over førindustrielt niveau, og selv så lave temperaturstigninger har udløst voldsomme klimaforandringer. En ny opgørelse fra den engelske nødhjælpsorganisation Christian Aid viser, at de 10 største klimakatastrofer i 2018 alene har påført tab på 555 milliarder kroner ud over voldsomme menneskelige omkostninger. Allerede med 1,5 grader og især ved 2 grader er der risiko for, at klimaet ’løber løbsk’ – som påvist i et foruroligende studie fra sommeren 2018. Under betegnelsen ’Hothouse Earth’ beskrev en kreds af fremtrædende klimaforskere faren for en ustoppelig dominoeffekt.

Alvoren i den forudsigelse understreges af, at de nuværende politiske intentioner ikke bringer os i nærheden af de 1,5 grader, men snarere til mere end det dobbelte, samt at udledningerne af CO2 fortsat stiger, nemlig med gennemsnitligt godt 2 procent de sidste par år. Det er også en gennemgående konklusion i en række af rapporterne, at vi i øjeblikket bevæger os mod temperaturstigninger på i gennemsnit 3-4 grader inden udgangen af dette århundrede.

Det samfund vil være så meget anderledes, at de eksisterende klimamodeller har svært ved at beregne dem, herunder hvornår katastroferne indtræffer med hvilken styrke. Derfor overrasker de også forskerne, der løbende må revurdere deres forudsigelser – desværre hele tiden til det værre.

Men ét synes sikkert: Konsekvenserne bliver så voldsomme, at sammenligningen med asteroiden er berettiget for den del af verden, der rammes hårdest.

En detaljeret nærlæsning af de mange detaljerede, men svært tilgængelige videnskabelige analyser kan dog kun føre til én konklusion: At vi efter alt at dømme har tabt det første store klimaslag, nemlig slaget om de max 2 grader, og dermed udløses risikoen for en accelererende dominoeffekt.

NOK ER DET fortsat et gennemgående tema i de fleste videnskabelige dokumenter, at vi fortsat har en teoretisk mulighed for at undgå så voldsomme temperaturstigninger. Men det kræver, at vi i den rige og storforbrugende del af verden meget hurtigt ændrer netop den levevis, den adfærd og det forbrug, der igennem mange generationer har formet vores identitet. Det er her, udfordringerne bliver til at føle på og risikerer at udløse de store og svære opgør. Problemet er, at vores fossile civilisation er så dybt forankret i en klimaskadelig livsform, at mange vil kæmpe hårdt og indædt for at bevare den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gælder bl.a. de stærke erhvervsinteresser, der har skabt deres eksistens på udvinding af fossile brændsler, på en fødevareindustri der er dybt afhængig af vores glubende appetit på kød, den modeindustri der lever af at overproducere nye kollektioner osv., og os der som forbrugere holder det hele i gang gennem en umættelig trang til at købe stadig mere, og hvor den økonomiske succes bl.a. måles på, om julesalget også sætter rekord i år.

Selv om vi oplever tendenser til mere ansvarlige adfærdsnormer, bl.a. med indtagelse af mindre kød, er det stadig dråber i det globale forbrugshav og endnu langt fra mainstream. Vi elsker vores frie overforbrug højere end at bekæmpe nogle klimaforandringer, som vi knapt nok fatter eller ikke mener, vi har reel indflydelse på.

Dette er blot en del af virkeligheden. Den anden udfoldes, når de udviklingslande, der får stadig stærkere købekraft, begynder at kopiere de rige landes grådige livsform. Da hældes der en del mere brænde på et i forvejen højt flammende klimabål.

Dette er ikke et dommedagsscenarie, blot en realistisk erkendelse af den mest sandsynlige udvikling. Selv om det strider mod den udbredte opfattelse, at vi skal tænke positivt, og at katastrofefrygten lammer eller skaber apati, vil en fortrængning af virkeligheden kun forsinke den nødvendige omstilling. Det kan kun forværre konsekvenserne. Man kan ikke bekæmpe en alvorlig sygdom uden til fulde at erkende og acceptere diagnosen. Det samme gælder for planeten.

Det er netop karakteristisk for vores mangel på en elementær forståelse af udfordringernes omfang, at de mange advarsler blot har fået kortvarige omtaler – primært som optakt til COP24 i Polen i december 2018. Nu er den aktualitet væk, og samtidig forsvinder klimatruslen fra overskrifterne. Den mangel på forståelse eller på en politisk vilje til at handle blev især dokumenteret i netop Polen, som på mange måder dokumenterede, at FN-systemet ikke længere er gearet til at løse så akutte og komplekse problemer som klimaforandringerne. Efter mange dages hektiske forhandlinger lykkedes det kun at enes om en drejebog – en såkaldt ’rulebook’ – der fastlægger, hvordan verdens lande skal indrapportere deres bestræbelser på at efterleve den klimaaftale, der blev indgået i Paris i 2015.

Forenklet udtrykt må det nok konstateres, at klimaudfordringerne har sat det internationale forhandlingskompleks i FN-regi skakmat, og at vi i dag mangler en institution, der med stor styrke og gennemslagskraft kan vedtage og koordinere indsatsen mod de største globale udfordringer. Her er verden efterladt i et farligt geopolitisk tomrum.

Herhjemme blev manglen på realitetssans overbevisende eksemplificeret af balladen omkring Klimarådet, hvor formanden, professor Peter Birch Sørensen, blev fyret, fordi han åbenbart har haft større ambitioner på klimaets vegne end den ansvarlige minister. Detaljerne omkring fyringen er der delte meninger om, men ikke at Klimarådets formand har stået for en langt mere ambitiøs linje end regeringen. Tænk hvis det modsatte havde været tilfældet?

I VORES bestræbelser på at finde løsninger på klimaforandringerne har vi overset den måske vigtigste faktor, nemlig ’M-faktoren’ – den mentale faktor. Hvad kræver det at få et meget differentieret verdenssamfund med meget forskellige forudsætninger og behov til inden for relativt få år at ændre livsform og indarbejdede vaner? Det er ikke gjort med nok så mange COP-møder eller drejebøger og uforpligtende erklæringer. Heller ikke enestående og enkeltstående teknologiske landvindinger kan gøre det.

Det kræver en meget bred vifte af forpligtende og ambitiøse initiativer, der skal bindes sammen i den samme fælles forståelse og opbakning, som asteroiden kunne skabe. Dette er ikke kun et spørgsmål om, at det enkelte menneske skal ændre adfærd, men at et globalt og splittet verdenssamfund skal gøre det samtidigt. Det er den drejebog – eller ’rulebook’ – der mere end nogensinde er behov for at blive skrevet. Den skal bl.a. pege på de løsninger og kommunikative greb, som er nødvendige for at skabe ’asteroideeffekten’. Og det haster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Realiteten er nemlig, at det hverken er økonomiske eller teknologiske begrænsninger, der hindrer os i at løse klimaforandringerne, men vores mentale begrænsninger. Selv om der de seneste år er skabt en stor interesse omkring klimaforandringerne, og mange initiativer er taget, mangler vi fortsat at demonstrere evnen og viljen til – eller interessen i – at tage det ultimative opgør med en livsform, der kan bremse de accelererende klimaforandringer.

Enten udvikler vi den fortælling og de løsninger, der forener en hel verdens befolkning i et enestående og tæt koordineret samarbejde om at destruere ’klima-asteroiden’, eller også må vi indstille os på at tabe flere store klimaslag, inden gennembruddet kommer. Måske skal vi opleve flere og langt alvorligere katastrofer, før vi for alvor forstår og og fatter, hvad klimaforandringerne handler om og først derefter iværksætter den fælles kamp mod ’asteroiden’. Desværre kan det vise sig at være den mest effektive måde at løse verdens vigtigste kommunikationsopgave på – om end de menneskelige og økonomiske omkostninger bliver enorme.

Den kamp vil til gengæld give uvurderlige input til drejebogen om menneskehedens største drama – en global thriller baseret på autentiske begivenheder og med syv milliarder medforfattere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden