Hvor er det dejligt, at vi allerede har hele tre gode vacciner mod covid-19. Det er en stor forskningsmæssig bedrift. Desværre kommer der ikke så mange vaccinedoser hjem, som vi kunne håbe på. De danske regioner er ellers fuldt klar til at vaccinere langt flere end i dag. Allerede nu, hvor det stadig er relativt få, som har fået tilbudt vaccinen, ser vi store problemer. F.eks. fungerer bookingsiden, vacciner.dk, elendigt. I Region Hovedstaden får vi mange henvendelser fra frustrerede, ulykkelige og bekymrede ældre og syge samt deres pårørende. Der er meget lang ventetid for overhovedet at komme ind på hjemmesiden. Og når man langt om længe kommer ind, så mødes man af en decideret brugerfjendtlig hjemmeside. Tro mig: Jeg forstår frustrationen. Jeg måtte selv give op, da jeg skulle booke tid til et ældre familiemedlem.
Hjemmesidens manglende brugervenlighed skaber også logistiske udfordringer på vaccinationscentrene. I sidste uge besøgte jeg et af dem (disclaimer: Det var ikke for at blive vaccineret, men for at se setuppet). Her oplever man, at mange møder op i god tro om, at de har booket en tid. Men det har de ikke. De har nemlig ikke har fået endeligt bekræftet på vacciner.dk. Det skal jo give problemer. Den samme dosis kan jo dårligt gives til to personer!
Hvor ville jeg dog også ønske, at der blev bremset op for udsendelsen af vaccineinvitationer. Der udsendes langt flere invitationer, end der reelt er vaccinedoser her i landet. Mange – særligt ældre – er blevet ’overhealet’ af yngre medborgere med en ’nyere’ invitation. Hvorfor? Fordi de yngre er hurtigere på tasterne på bookingsiden og lettere kan klikke sig igennem forvirringen på vacciner.dk. Det efterlader vores ældste medborgere som taberne i vaccinekapløbet. Og hver gang der udsendes nye invitationer, kommer de ældre reelt længere bagud i køen. Det synes jeg ikke er ordentligt. Er det virkelig for meget at forlange, at staten koordinerer med sig selv? Et beskedent ønske herfra er, at man tilpasser antallet af invitationer til vaccineleveranceplanen. Kære sundhedsminister Magnus Heunicke. Det her er dit ansvar. Få dine styrelser til at tale sammen. Om lidt skal vi heldigvis vaccinere langt flere. Systemet skal kunne klare presset. Det skal være let og tilgængeligt at sige ja til coronavaccinen. Det er det desværre ikke i dag.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar